”Sprog er lyde og ord er meningsløse! Vi har et sprog, og nogle gange forstår vi ikke de andres sprog – men det kan vi vel lære, for det er vi nødt til!”

(citat: kortfilmen ”Nowhere Man”, Super16 afgangsfilm 2008)

Følgende er skrevet af Kasper - født i 27. graviditetsuge

vejede 1250 g ved fødslen, og tabte vægt til 1070 g før han tog på igen i 1979.

Jeg skriver dette til alle jer, som måske har det som jeg. Måske søger jeg forståelse for mig selv, med en følelse af ikke at have fundet mig selv endnu... Måske søger jeg svar på, hvorfor jeg ikke kan finde en mening med mit liv endnu... Måske er jeg blot p.t. i gang med at yde den psykologiske hjælp til mig selv, som ingen psykolog endnu har tilbudt... Måske søger jeg blot nogle nære relationer til mennesker, som forstår mig…

Min historie:

Jeg kom til verden i 1979 - født i 27. uge for tidligt. Jeg har fået fortalt meget om det - primært af min far. Da min mor havde mistet sin far som 18-årig da han begik selvmord (hun var 21 da hun fik mig), har hun ikke haft det store overskud til at fortælle om oplevelserne. Derfor forstår jeg nu, hvorfor det har været svært for hende at snakke om min fødsel... for netop hendes fars tragiske død kan være en vigtig faktor i årsagen til den tidlige fødsel. Derudover er min mor også ryger, hvilket jeg nu kan forstå også kan være en årsag til min tidlige fødsel.

Jeg lå i starten af mit liv i kuvøse, og ingen måtte have fysisk kontakt med mig. Jeg fik ilt, og dette har åbenbart skadet mine øjne, så jeg den dag i dag har levet med et blindt venstre øje samt nærsynet -8.00 på højre. Jeg havde i starten -10.00 så det er trods alt gået fremad - og så slipper jeg jo også for at få "gammelmands-syn" som pensionist. Og så får jeg jo kontaktlinser til halv pris :O)

Jeg gik i en specialbørnehave da jeg var blevet ældre, og her har jeg ikke lige nogle minder i hukommelsen endnu. Jeg har netop i dette øjeblik fået at vide af min mor, at jeg har haft indlæringsvanskeligheder.

I folkeskolen husker jeg, at jeg altid følte mig meget lille fysisk i forhold til alle andre - jeg følte mig sådan lidt udenfor. Derfor var jeg meget snakkesalig og "skør" når jeg havde venner på besøg derhjemme, fordi jeg havde behov for opmærksomheden...

Jeg husker specielt at jeg blev nødt til at deltage i gymnastikundervisningen inde hos pigerne, fordi jeg var bange for bolden inde hos drengene som tyrede den rundt efter hinanden. Tiden inde hos pigerne, har absolut ikke hjulpet på mit selvværd som MAND i mit voksne liv. - Men hvad kunne man ellers have gjort? Ladet mig få bolden i hovedet og gøre mig endnu mere ustabil? Nej, så hellere gymnastik med pigerne dengang, som i dag kan forklare hvorfor jeg tit hører at piger synes at jeg er "sød" og "en god ven"...? Derudover skal der også lige forklares, at jeg er vokset op som enebarn hos min mor, uden at have opnået nogen tæt kontakt til min far. Min far var bortrejst i en stor del af min tidlige barndom (der hvor jeg havde mest brug for et mandligt forbillede), og dette kan måske også forklare hvorfor jeg i dag stadig har MEGET svært ved at gå over til en sød pige og fortælle hende at jeg har lyst til hende...? Jeg bliver helt nervøs og handlingslammet når jeg er sammen med en pige jeg vil mere med end snak. Jeg har svært ved at vise hvem jeg er og hvad jeg vil. Nogle har flere gange spurgt mig om jeg er bøsse, og dette har flere gange såret mig dybt, da jeg ved med sikkerhed at jeg ikke er det. Det ved man jo bedst selv. Bare fordi man er 30 og bliver meget nervøs når folk spørger hvorfor man ikke har en kæreste, betyder ikke at man er bøsse!

Jeg føler mig i perioder meget alene og uforstået af vennerne og alle andre omkring mig. De vil gerne hjælpe mig kan jeg mærke, men det kan de ikke... Det kan kun jeg selv! Men hvad skal der til? Hvorfor føler jeg i perioder at jeg ikke ved hvem jeg er, hvad jeg kan eller hvad jeg vil her i livet? Psykisk har jeg med andre ord tilbagevendende kriser i form af små depressioner omkring hvem jeg selv er. Når jeg har det skidt, bliver jeg meget indelukket - til en vis grad socialfobisk - og dette gør at jeg lukker mig selv inde og gemmer mig væk fra opmærksomhed. Dette er meget usundt for min fortsatte udvikling, tror jeg, for jeg får ofte i disse perioder meget ondt af mig selv, og det kommer man absolut ikke videre med!!!

Jeg har tit fået at vide af venner og bekendte, at jeg altid er så positiv og optimistisk. Men når det handler om mig selv og hvordan jeg ser på mig selv, er det nok stik modsat. Jeg fik engang at vide af en psykolog, at jeg var for hård mod mig selv. Dette har min far også fortalt mig flere gange før. Og se nu her, nu nævner jeg min far igen, trods at det er ham som forbillede jeg altid har manglet. Hvorfor nævner jeg ikke min kærer mor som har måttet gennemgå en hård tid med en far som begik selvmord da hun var 18, hendes nyfødte barn som hun fik at vide at hun aldrig ville se igen i live, og en tid som enlig mor med et barn der krævede ekstra opmærksomhed??? Det er egentlig ret tragikomisk, idet min mor har gjort ALT for mig! Hun har lært mig at se lyst på tilværelsen, trods modgang...

Jeg vil nu fokusere på noget mere positivt, så jeg også tvinger min egen hjerne til at undgå at blive i det sorte hul, for det er ok at have det skidt som alle andre i ny og næ - og specielt som et menneske med et sart sansesystem som oftest overreagerer (sensorisk skyhed), fordi det er for tidligt født...

Jeg har opnået mange ting siden min voldsomme start i livet, og netop dette vil jeg gerne dele med alle jer.

Succesoplevelser som jeg har haft er følgende, modsat statistikken som siger jeg ikke burde kunne det… Jeg burde være hjerneskadet og ikke lært trods indlæringsvanskelighederne, men jeg har rent faktisk gennemført en akademisk uddannelse i Psykologi og Kommunikation. Jeg burde ikke kunne se ting som jeg kan med det syn jeg har, men rent faktisk har jeg gennemført en uddannelse i tv-produktion, og har arbejdet som fotograf og klipper på adskillige tv-programmer og sidder nu som filmklipper på Det Danske Filminstitut. Jeg burde have problemer med lungerne da de ikke er udviklede som normalt, men jeg har røget cigaretter i 10 år og er holdt op igen, og er netop nu i gang med at tage et dykkercertifikat. Jeg er meget draget af tanken om at være vægtløs, for det hjælper min balance-oplevelse, som af og til er et stort problem når jeg går på gaden, eller en person befinder sig på min blinde side. Jeg overreagerer ofte psykisk når jeg ser en film som rør mig, ved at jeg begynder at græde. Dette kan jeg godt lide, for det gør at jeg kan mærke at jeg lever. Det får mig til at tænke…

Jeg vil på samme tid gøre samfundet og Sundhedsstyrelsen opmærksom på, hvor mange psykiske problemer vi præmature kan opleve i det voksne liv, eftersom ingen har forsket eller skrevet om dette endnu. Der findes mange psykologer som har speciale i vores diagnoser, men hvad ved de om det, når de aldrig selv har prøvet det?

Jeg har selv haft større psykiske problemer i mit voksne liv i form af hashmisbrug, alkoholmisbrug, en diagnosticeret ”stressudløst depression” og generelt stress og opgivenhed. Ofte mister jeg overblikket over økonomi, bolig og arbejdsforhold, og så bliver jeg helt tom indeni, som om jeg har mistet min sjæl. Men dette vågner jeg ofte op fra igen, når jeg har sparket mig selv i gang igen som jeg p.t. e