|
Kære Tvillingemor,
At få et barn til at sove kan være en meget stor udfordring for forældrene.
Du skriver, at I har svært ved få jeres dreng til at sove. Hvis det er således, at han har svært ved at falde i søvn om aftenen, vil det være en god ide med putte – sove ritualer, der gentages aften efter aften. Især præmature børn har brug for, at aktiviteterne omkring dem er overskuelige og forudsigelige. De kan hurtigere end børn født til tiden få for mange stimuli, der skal bearbejdes, og gøre det svært at falde i søvn.
Når tiden for at sove nærmer sig, kan I gøre det overskueligt for jeres dreng (begge børn), ved at drosle ned i tempo, afslutte leg, give nattøj på, børste tænder m.v. og dernæst lægge jeres børn i seng måske med en lille sang.
Hvis jeres børn kan lide at sove i deres egne senge om natten er det OK, men hvis problemet er, at jeres dreng vågner mange gange og sover bedst hos jer, skal I lade ham sove der, da det kan skyldes et stort behov for tryghed, hvilket ofte ses hos præmature.
Så er der problemer med deres maver. Det er svært, når ens barn skriger sig i søvne, hvilket kan skyldes andre ting en ondt i maven, men det har I sikkert fået afklaret. For tidligt fødte får ofte forstoppelse, og hvis det er problemet for jeres datter, er det vigtigt med fiberrig kost (grønsager, brød, havregrød m.v.) og rigeligt med væske, gerne vand. Måske kan det være nødvendigt at give hende et afførende middel en tid.
En del forældre vælger alternativ behandling, men det vil være helt op til jeres egen vurdering, om det skal prøves.
Venlig hilsen
Grethe
|