|
Hej Mia
Der er den sidste tid sket rigtig meget for jeres søn. Han er blevet storebror, renlig og har skiftet institution. Tillige kan børn i 3 års alderen huske og anvende de erfaringer, som de gør sig bl.a. sammen med andre børn og kan handle derefter.
Han er født ca. 8 uger før termin, og en af de ting, der kan være svært for præmature er omstillinger/forandringer. Han kender spillereglerne, skriver du, men forstår ikke at handle efter dem. Det kan hænge sammen med, at han har behov for mere tid, at tingene bliver serveret enkelt, og når der er mange børn at forholde sig til, eller mange beskeder på en gang, bliver det kaos for ham, og han ”siger fra” ved at rive (nogle børn bider).
Han er fremmelig og dygtig, men har han svært ved at formulere sig sprogligt? Nogle gange vil børn fortælle os mere, end de formår, og påkalder sig i stedet for opmærksomheden på andre (uheldige) måder.
Han er en glad og fysisk aktiv dreng, måske så aktiv, at han bliver overstimuleret, ikke kan overskue situationerne?
Det er svært for jer, når I føler, at I skal skælde ud og skal være på vagt i hans omgang med søsteren. Hun synes, at han er sjov, så fortæl ham det ”se Nova griner når du siger ….”, ” se hun synes, at det er spændende, det du leger med ”, ” hun lytter, når du synger…”, således at I ikke (kun) skal påpege det negative i hans måde at lege med søsteren på. Ved at blive anerkendt positivt styrkes hans selvværd. Han vil mærke sig selv som en vigtig del af familien.
Selvfølgelig skal I stoppe ham i at rive, ved at tage ham fra legen, vise også med jeres kropssprog, at det ikke er acceptabel at rive.
Det sammen vil jeg anbefale til børnehaven. De kan hjælpe, ved at han leger sammen med andre i mindre grupper, gerne de samme børn i et stykke tid.
Jeg tror ikke, at hans store aktivitetsniveau skyldes mangel på drenge-lege, jeg tror mere, at han har brug for udfordringer, både i leg og i samvær med jer, han kan overskue og derved selv udvikle nye færdighederne.
Venlig hilsen
Grethe Wolf
|