Bestyrelses-login
Giv en donation

Sommerferie

Ordet sommerferie bringer mange minder og ikke mindst forventninger frem i os alle, det kan være alt lige fra familiehygge og afslapning til bjergvandring, man har set frem til.

For nogen familier med sarte for tidligt fødte børn kan sommerferier blive en skuffelse med bristede forventninger, urolige børn, søvnløse nætter osv. Planlægning og forberedelse kan være nogle af nøgleordene for en god ferie med de sarte for tidligt fødte børn.

I skrivende stund har mange af jer måske allerede planlagt familiens sommerferie, eller er godt i gang. Vi vil gerne dele nogle af de råd og erfaringer, vi hører fra forældre til for tidligt fødte børn.


Planlægning af ferien:

−    Når ferien skal planlægges på arbejdspladsen, skal man måske overveje, at planlægge sin ferie efter institutionens lukkeuger, så barnet ikke skal kastes ud i nødpasning i anden institution.

−    Man kan gøre sig overvejelser omkring, hvilken ferieform der passer til familien, er det sommerhus, hjemme på terrassen, charterferie, bondegårdsferie eller?

−    Samt overveje hvor lang tid, man skal rejse på ferie.

−    Forsøg at have realistiske forventning til, hvad der er muligt med et sart barn.

−    Afstem familiens forventninger til ferien - hvad skal der til, så både voksne og børn i familien, føler de har en god ferie.


Før afrejse:

−    Forbered barnet på, at I snart skal på ferie. Til det lille barn, kan det evt. gøre visuelt ved, at krydse dagene over på en kalender, klippe målebånd osv.

−    Brug internettet til den visuelle del, lad barnet se billeder af feriestedet, evt. fly og planlagte udflugtssteder, og ellers alt efter barnets alder, tal med det om ferien.

−    Hvis ferien skal afholdes inden for rimelig afstand, kan man evt. køre forbi stedet.

−    Udarbejd gerne en overordnet plan for ferien.

−    Tænk over en plan B

−    Hav gerne god tid til, at pakke, lad evt. barnet pakke lidt af sit yndlingslegetøj i en lille taske.

−    Køb evt. indgangsbilletter til f.eks zoo på nettet hjemmefra, for at undgå at barnet skal i tætpakkede lange køer.


Under ferien:

−    Bevar så vidt mulig en vis form for genkendelighed og rutiner under ferien, f.eks. måltider og ritualer omkring sengetid.

−    Planlæg dagene, men sørg for at der undervejs er tid til små og store pauser – helst før barnet er overstimuleret

−    Planlæg ikke ferien/dagene mere end der er plads til– barnet kan have brug for en dag hjemme i f.eks. sommerhuset, hvor det bare kan lege.

−    Husk på, at ferien ikke ødelagt af, at barnet er overstimuleret og udkørt en enkelt dag, find så i stedet plan B frem – tag f.eks. en dag i nattøj.

−    Vælg tidspunkter på dagen eller dage, hvor der er færrest mennesker, f.eks. kan en regnvejrsdag/gråvejrsdag være perfekt til en tur i zoo, det gælder bare om den rigtig påklædning og dyrene er knap så sløve, som på en høj solskinsdag.


Efter ferien:

−    Forvent det kan tage nogle dage før børnene, vender tilbage til den normale rytme

−    Hvis det er muligt, kan man med fordel have et par dage hjemme, hvor der langsomt kan vendes tilbage til hverdagen.


I har helt sikkert mange flere gode råd omkring ferie og planlægning – send gerne jeres bedste råd til os.

God sommerferie til jer alle!