Bestyrelses-login
Giv en donation

Behandling på neonatalafdelinger
 

Behandling og pleje af for tidligt fødte har udviklet sig meget over de sidste 10-20 år. Teknologi og avanceret medicinsk behandling og pleje betyder, at børn født selv så tidligt som uge 23-24, nu kan behandles.

Hvis du er chokeret, når du går ind på neo, er du ikke alene. Neo er fyldt med ting, du ikke har set før. Det hele er der, for at give dit barn den bedste chance for at få det godt. At få et for tidligt født barn er meget traumatisk, men personalet ved, at du er under stress og er der for at hjælpe såvel dig som dit barn.

Mange af børnene på neo er ekstremt små og tynde. Derfor ligger børnene i kuvøser. Enten lukkede "boxe" med huller til at stikke hænderne ind af, eller åbne kuvøser med varmegiver over. Disse kuvøser hjælper børnene med at holde varmen og gør det lettere for personalet at observere børnene.

Børnene er tilkoblet en monitor, som fortæller personalet om børnenes vitale funktioner. Små elektroder placeres på barnets brystkasse og derved samles elektriske signaler fra barnets hjerte og vises som en kurve på en skærm. Elektroderne kan også registrere barnets vejrtrækning og pauser i denne og kan udløse alarmer. 

 


Hjælp til vejrtrækning

Cpap:
Nogle for tidligt fødte børn har brug for lidt hjælp til vejrtrækningen, men behøver ikke en respirator. De kan lægges med Cpap (Continuous Positive Airway Pressure). Dette hjælper børnene til at trække vejret mod lidt modstand, gennem 2 fine plasticrør, der placeres i børnenes næsebor. Dette gør, at børnene har lettere ved at holde lungerne udfoldede.

Respirator:
I livmoderen får barnet al den ilt det behøver fra moderen. Når barnet er født skal det selv sørge for ilten gennem vejrtrækningen. Dette kan nogle gange være svært for meget for tidligt fødte p.g.a. at lungerne ikke er modne nok eller fordi barnet er svagt og ikke har det godt.

Hvis barnets lunger er umodne kan man give det "surfaktant" direkte ned i lungerne via et plastikrør. Surfaktant hjælper barnet med at reducere overfladespændingen i lungerne, så barnet lettere kan trække vejret. For at hjælpe barnet med vejrtrækningen kan man bruge en respirator, som er en maskine, som kobles til et rør, der er placeret i barnets luftrør. Respiratoren kan blæse iltberiget luft forsigtigt ned i barnets lunger. Maskinen kan indstilles, så den passer præcist til hvert enkelt barn.

BPD:
Hvis et barn har brug for langvarig respiratorbehandling kan det få BPD (Broncho Pulmonal Dysplasi), hvilket gør barnets lunger stivere og det er hårdere for barnet at trække vejret. Barnet bliver mere træt, når det spiser. Nogle BPD-børn har brug for ilt, også når de kommer hjem, i en periode. 


 

 

Gulsot/Fototerapi:
Blodceller lever kun i kroppen i få dage/uger. De bliver konstant nedbrudt og nye lavet. Når disse blodceller nedbrydes i leveren, dannes bilirubin, som kommer ud i blodet. Nyfødtes lever er umoden og kan derfor ikke følge med og bilirubin ophobes i blodet og ses som en gulligfarvning i huden. Bilirubin kan nedbrydes af blåt lys, så barnet placeres ofte under blåt lys. Dette er fototerapi.


Apnoe-alarm:

Hvis barnet er i respirator, har det ingen betydning, at det tager en pause i vejrtrækningen. Når barnet er ude af respirator, er det et andet problem. Cpap kan hjælpe, men barnet skal også være tilkoblet overvågning, så man kan observere, at barnet trækker vejret regelmæssigt. Man kan så sætte alarmen, så den reagerer, hvis der går for lang tid mellem 2 vejrtrækninger. Når barnet ikke mere har behov for at være koblet til skærmovervågning, kan der i stedet lægges en lille plade under barnets madras. Denne plade registrerer også barnets vejrtrækning og kan stilles til at alarmere. Umodenhed hos det for tidligt fødte barn, kan gøre, at det holder pauser i vejrtrækningen. Det er helt normalt for disse børn og forsvinder af sig selv, når barnet bliver mere modent. Som regel er det normaliseret omkring uge 35. 


Venflon:

Et tyndt plasticrør, som placeres i barnets vene. Denne intravenøse adgang kan bruges til at give væske og/eller medicin (f.eks. antibiotika) direkte ind i blodbanen. Venflonen lægges som regel gennem en vene i hånden eller foden. Man kan også lægge en intravenøs adgang gennem navlevenen. 


Blodprøver:

Blod er mere end rød flydende væske, der transporterer ilt rundt i kroppen. Det består af levende celler og at kigge på disse celler kan give mange informationer. Blodet er kroppens transportsystem, flytter næring, bringer produkter og kemiske beskeder rundt. Blodprøver kan give en masse informationer om, hvad der sker i barnets krop. De fleste blodprøver tages fra prik i barnets hæl. Disse prik efterlader små snitsår og har ikke betydning for barnet på sigt.


Blodsukker:

Barnet behøver et bestemt indhold af sukker for at kunne distribuere energi til alle kroppens organer. Nogle gange er det nødvendigt at give barnet sukker direkte ind i blodbanen via en venflon/et drop.

Børn født af diabetiske mødre eller børn født med meget lav fødselsvægt kan have problemer med at holde blodsukkeret. De har brug for ekstra kontrol. 


Blodgasser=Syre-base:

Ligesom blodet transporterer ilt fra lungerne til organerne, så transporterer det også kuldioxid fra organerne til lungerne. Målingen af ilt og kuldioxid kan fortælle personalet noget om, hvor godt barnet trækker vejret og om nyrerne klarer barnets behov.


Lumbalpunktur=Rygmarvsprøve:

Hvis der er mistanke om en infektion, kan lægen tage en prøve af væsken i rygmarven. Denne væske kommer fra hjernen, så en analyse af væsken kan give oplysning om, om der er en infektion i denne vitale del af nervesystemet. Lægen bruger en lille nål, som stikkes ind mellem 2 ryghvirvler nederst i ryggen. Mange vigtige nerver løber gennem rygmarven, men de skades ikke, fordi de alle er højere oppe, end der hvor prøven tages.