Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Spørgsmål vedr. Cyanosefald 06-07-2002 09:31
By Helle og CarstenHelle og Carsten Reply
Hej! Vores, nu knap 7 mdr gamle datter, blev født i starten af 35. uge - en fin og stor pige på 2750 g og 52 cm lang, som havde det fint efter fødslen. Det viste sig hurtigt, at hun ikke havde nogen sutterefleks, men grundet en ammepolitik (som man kan mene om, hvad man mener) SKULLE hun forsøges ammes, mades med bæger, engangssprøjte og skeer (Grunden til jeg nævner dette er, at hendes anfald kom i forbindelse med spise-situationer!)- og efter et døgns tid fik hun det dårligt! Hun blev blå 2 gange, og begge gange blev det slået hen, hun blev "rusket" lidt i, og vi hørte ikke mere til det (men bestilte naturligvis ikke andet end at sidde og studere hendes kulør!). Pludselig blev hun revet ud af min mands arme, personalet styrtede ud af rummet med hende og råbte på ilt og børnelæger! Hun fik ilt, rettede sig op igen, kom på neonatal, fik betegnelsen "umoden", blev lagt i kuvøse og blev sondemadet. Her lå hun og gassede sig i varmen, men fik brug for ilt yderligere 3 gange! Desværre var vi meget dårlige til at spørge personalet (og personalet var dårlige til at informere os!?) om, hvad der egentlig var galt! Vi kan læse i hendes papirer, at hun havde cyanosefald - (dårlig iltning af blodet?) og hendes værdier var nede på 55-60 de gange, hun fik ilt. Efterfølgende havde hun flere fald, hvor hun rettede sig selv. Kan du fortælle mere om disse cyanosefald, hvad skyldes de.... og spørgsmålet som nager os: Hvad var der sket, hvis hun ikke havde fået ilt? På forhånd tak, MVH Carsten og Helle- forældre til Laura
 
Re: Spørgsmål vedr. Cyanosefald 06-07-2002 09:32
By Gorm GreisenGorm Greisen Reply
Kære Carsten og Helle, Cyanoseanfald eller saturations-fald - anfald hvor barnet bliver blåt - er almindelige hos for tidligt fødte børn i ugerne efter fødslen. Det er grunden til, at vi f.eks. har valgt altid at overvåge børn, der er født mere end 6 uger for tidligt. Vi bruger enten et skop, som overvåger hjerterytmen, en apnø-monitor som overvåger vejrtrækningen, eller et pulsoximeter som overvåger blodets indhold af ilt. Barnet bliver blåt, når blodets indhold af ilt falder meget, typisk under 80%. For tidligt fødte børn bliver normalt blå, fordi de holder op med at trække vejret. I tilslutning til det slår hjertet også langsommere - bradykardi eller pulsfald. Derfor kan man kan bruge alle metoderne til overvågning. Vi overvåger børnene, fordi der en lille risiko for, at barnet ikke selv begynder at trække vejret igen. Det sker næsten aldrig, fordi hjernens nederste dele indeholder en robust "selv-genoplivnings-refleks". Men der er en lille risiko for, at barnet kan dø. Vi overvåger også børnene for at kunne gribe ind, før barnet bliver meget blåt. Selvom for tidligt fødte børn tåler iltmangel meget bedre, end man skulle tro, er vi bange for, at mange og alvorlige cyanose-anfald, når de lægges sammen, kan svække og måske skade barnet. I tænker måske på hjerneskade. For 30-40 år siden, før man brugte elektronisk overvågning, havde børn med mange og langvarige apnøanfald større risiko for hjerneskade. Sådan er det heldigvis ikke mere. Der kan være flere grunde til, at et for tidligt født barn har cyanoseanfald. For det første kan det bare skyldes umodenhed af de normale vejrtrækningsreflekser. For det andet kan det skyldes gylpen i forbindelse med mad, hvor det sure gylp irriterer slimhinden i spiserøret eller i struben. For det tredje kan det komme eller forværres af næsten enhver sygdom eller komplikation, som et for tidligt født barn får, f.eks. en infektion. Det lyder som om, Lauras cyanoseanfald skyldtes gylpen eller måske fejlsynkning. Ved fejlsynkning, også kaldet aspiration, kan lungernes funktion blive dårligere, og det kan forklare en periode med flere apnøtilfælde. Hvis det er mors mælk, som er kommet ned i lungerne, er skaden normalt ikke så stor, og barnet bliver bedre i løbet af et døgns tid. mange hilsner /gorm