Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Spørgsmål: betydning af lav apgarscore? 06-07-2002 09:35
By Helle JHelle J Reply
Jeg er mor til en pige født i ´92 i 33./34. uge, vægt 1095 g, altså noget lille til alderen. Hun blev nøje fulgt de sidste 2 mdr. inden fødslen, som blev et akut kejsersnit på grund af dårlig hjerteaktivitet. Hendes apgarscore var 0/1 6/5 9/ 10/20. Hun fik hjertemassage og blev ventileret med maske (forsøgt intuberet). Jeg vil gerne vide, hvilken betydning hendes dårlige start kan have på hendes udvikling. Hun har et mindre høretab og bruger høreapparater på begge ører. PPR har været inde i billedet siden skolestart. Hun har svært ved mange finmotoriske ting og er meget langsom til alt, hvad hun foretager sig, spise(hun kan ikke styre kniv og gaffel og vil helst spise med ske herhjemme), tage tøj på (snørebånd er håbløse), skrive, selv toiletbesøg er en langstrakt affære, og hun kan ikke presses til at gøre tingene hurtigere, så står hun helt af. Det er efterhånden et stort problem i skolen. PPR mener, det skyldes små skader i hjernen, mens andre siger, at barnet bare skal stresses noget mere og ikke have hjælp. Jeg ved ikke mere, hvad jeg skal gøre og vil gerne have et godt råd. På forhånd mange tak Helle
 
Re: Spørgsmål: betydning af lav apgarscore? 06-07-2002 09:50
By Gorm GreisenGorm Greisen Reply
Kære Helle, Det er vigtige spørgsmål, som jeg desværre ikke kan svare sikkert på. Dels har jeg jo ikke selv set din datter, og dels er det desværre sjældent muligt med sikkerhed at bestemme den præcise årsag til et barns udviklingsproblemer - eller at fastslå hvornår det skete. Jeg vil prøve, så godt jeg kan. Jeg kan forstå, at lægerne, der tog sig af dig sidst i graviditen, var bekymrede - måske viste ultrydscanninger, at hun ikke voksede normalt. Hun vejede jo kun halvdelen af det normale for alderen, da hun blev født. Måske fulgte de blodgennemstrømningen gennem moderkagen for finde det bedste tidspunkt at forløse dig. Problemet er at vælge mellem risikoen ved umodenhed pga. for tidlig fødsel og risikoen ved dårlig vækst og iltmangel ved at lade barnet blive i sin mors mave. Hun havde flere tegn på iltmangel ved fødslen. Der var dårlig hjertelyd inden fødslen, og hun måtte genoplives med hjertemassage og ventilation. Apgar score viser, at genoplivningen var effektiv, med et score på 6 efter 5 minutter. Men score var først helt normal efter 20 minutter. Du skriver ikke noget om, hvordan hun havde det i timerne og dagene efter fødslen, eller om der kom alvorligere komplikationer. Der var altså 2 risikofaktorer for hjerneskade: væksthæmning før fødslen og iltmangel ved fødslen. Hvis væksthæmningen skyldtes en sygdom hos hende som foster, var risikoen større, end hvis den bare skyldtes en dårlig funktion af moderkagen. Sygdomme hos fostret kan f.eks. være virusinfektioner eller genetiske sygdomme. Risikoen ved iltmangel forstærkes, når barnet allerede er svækket. Du kan måske allerede høre, at jeg mener, at det er sandsynligt, at din datters problemer skyldes hjerneskade før og/eller under fødslen. En neurologisk og en psykologisk undersøgelse og en scanning af hjernen kan gøre den vurdering lidt sikrere. Det vigtigste spørgsmål er måske, hvordan du bedst kan hjælpe hende. Igen skal du søge bedre råd, end jeg kan give på afstand. Hvis hun har en grad af hjerneskade kan den jo ikke stresses væk. Udfordringen består i at acceptere hende som hun er, at styrke hendes selvtillid, at hjælpe hende til at udnytte sine stærke sider, og finde måder at kompensere eller omgå de svage. mange hilsner gorm