Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Spørgsmål: Hvordan får vi vores søn renlig? 07-05-2002 10:52
By Lone RasmussenLone Rasmussen Reply
Jeg har en søn, Frederik, der er født i november 1998 (33+6). Han kom i børnehave et par måneder før han fyldte 3, af den årsag at der ikke var flere børn på hans alder i den dagpleje, hvor han gik, og han manglede virkelig udfordringer og virkede klar til det. Han er meget glad for at gå i børnehaven. Desværre er det jo sådan med børnehaver, at de gerne på så tidligt et tidspunkt som muligt ser, at børnene smider bleen. Revet med af børnehavepædagogernes entusiasme, forsøgte vi derfor lige omkring november måned at tage bleen. Det gik godt i starten, men nu er det gået helt i hårdknude. Efter et stykke tid kunne han sagtens tisse og lave stort på toilettet, og alle var glade, men så begyndte han pludselig at lave i bukserne. På et tidspunkt virkede det, som om han slet ikke kunne styre noget af det, og han begyndte også at tisse i bukserne. Som regel fandt vi ham midt på stuegulvet i færd med at lave stort i bukserne! Vi har taget meget gelinde på det og taget alt vasketøjet med godt humør, for drengen skulle jo lære det, men nu er det altså ved at drive mig til vanvid. Der er bare gået alt for lang tid nu. Vi føler, at vi har prøvet alt, lige fra at lokke, rose, belønne, "straffe", trygle m.m. Jeg er alvorligt bange for, at vi er kommet alt for tidligt i gang med ham, og nu er det blevet en ond cirkel. Nu er der så opstået det problem, at han har fået hård mave - laktulose virker ikke. Han har derfor haft ble på hele påsken (han har haft fri fra børnehaven i 14 dage) - det har gjort ham mere afslappet - men han døjer stadig med at komme af med afføringen og siger, at han har ondt i maven. Han virker rædselsslagen for toilettet og kan finde på at skrige helt hysterisk, når vi vil have ham til at prøve det - han holder også på både afføring og urin for ikke at skulle på toilettet - det er sikkert grunden til den hårde mave. I børnehaven er de naturligvis ikke tilhængere af, at han skal tilbage til bleen - og det er jeg på sin vis heller ikke, men jeg er også ked af, hvis det bliver et problem for ham og kommer til at fylde hele hans vågne tid. Hvad kan jeg gøre? Med venlig hilsen Lone M. Rasmussen
 
Re: Spørgsmål: Hvordan får vi vores søn renlig? 07-05-2002 10:56
By Majbrit BennedsenMajbrit Bennedsen Reply
Hej Lone Ja, det er en svær problematik, I der er løbet ind i, og jeg tror også, at I er kommet i gang for tidligt. Jeg synes, (som jeg også fornemmer, at du gør) at I har gjort helt rigtigt i at give ham ble på igen. Efter min mening skal den blive på, og I skal lade ham være i fred. Tør ham ikke bruge toilettet, så lad ham bruge bleen i nogle måneder, og så starter I forfra, f.eks. i jeres sommerferie eller lignende, hvor I har god tid. For at man kan vurdere, om et barn er klar til at komme af med bleen, skal man lægge godt mærke til barnet, OG hvad det viser os. Er han f.eks. interesseret af egen fri vilje? Ønsker han at gå med på toilettet - også uden at kunne præstere noget? Siger han, at han skal tisse, og så gør han det måske lige i det samme, han siger, at han skal? Disse små ting viser, om han er begyndende interesseret. Prøv også at tænke tilbage, om han var det, da I begyndte. Desuden er det meget vigtigt at lægge mærke til, hvordan hans ble er våd. Er den våd hele tiden, eller er han begyndt at tisse i portioner, dvs. kan han være tør i nogle timer og så tisse. Prøv også at tænke på, hvordan det var, før I tog bleen fra ham - og i det mindste er det noget I skal vide, før han får bleen af næste gang. Når I så ved det, vælger I at sætte ham på toilettet eller potten en gang i døgnet på et tidspunkt, hvor I ved, at han almindeligvis er veltilpas og interesseret i at prøve noget nyt, og hvor I også er veloplagte. Og I skal vide, at nogle børn bliver først renlige om dagen og andre først om natten - begge dele er lige godt, resten kommer. Men han kan altså godt starte med at sove uden ble om natten og i middagssøvnen, hvis det er der, han er tør. Når det så går godt med at komme på toilet en gang i døgnet, udvider I lige så stille, og en skønne dag beder han selv om at komme af med bleen, fordi han er pavestolt over at kunne undvære den, og fordi han har fundet ud af, at det faktisk er vældig rart! Sådan går det i de fleste tilfælde, men der er også børn, der bliver renlige over 14 dage eller en weekend! Så det er meget individuelt. Her hos Jer er det rigtig gået i hårknude, og han skal i hvert fald ikke gå og holde sig, fordi han ikke vil på toilettet. Det er alt for stort et pres for ham, så lad ham nu være et stykke tid og start forfra engang til sommer, når I alle er klar igen - og jeg tror faktisk også, at det er vigtigt, at det er Jer som forældre, der kender ham bedst, der får ham renlig. I kender trods alt hans psyke bedst og ved, hvad I kan forlange af ham, uden at der bliver lagt for stort et pres på ham. Mht. Laktulosen så bliv bare ved med det, indtil ham slapper helt af igen overfor det at skulle af med afføring. Og check lige om dosis er korrekt - får han nok til, at det kan hjælpe ham. Han skal jo have det hver dag, for at det virker. Håber I kan bruge rådene og held og lykke med det. Hilsen Majbrit