Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Spørgsmål: Søvn 15-02-2002 10:38
By TinaTina Reply
Hej fagpanel. Jeg har et spørgsmål om søvn, som jeg kan se I får mange af. Jeg kan se, at der er flere, der har spurgt om det samme, og at I svarer, at det kan have noget at gøre med en slags mareridt. Jeg synes ikke alder og beskrivelse passer helt med vores problem, så jeg prøver, om I har et godt råd. Altså: jeg har tvillinger, som er født i uge 34+5, de er nu 13 uger. Den ene sover kl. 20, når han bliver lagt og sover mere eller mindre natten igennem. Den anden er meget meget ked af det om aftenen, det begynder omkring kl. 20 og fortsætter normalt til kl. 23-24, før hun helt falder om af træthed. Det er ikke fordi hun først falder i søvn og så vågner og er ked af det - hun falder slet ikke i søvn, og vi er holdt op med at lægge hende med drengen, for hun vækker ham med det samme. Når hun endelig er faldet i søvn, sover hun fint om natten. Vi sidder med hende i en dyne og holder om hende eller går rundt med hende. Hun falder nu ikke til ro af det heller, men det er mere for, at hun skal vide, at vi er der. Vi aner ikke, om det har noget med præmaturitet at gøre? Vi mener ikke, at det er noget fysisk som mavepine eller ørepine, da hun er fuldstændig glad og tilfreds om dagen og sover fint der. Har I en mulig forklaring? Mvh Tina
 
Re: Spørgsmål: Søvn 15-02-2002 10:43
By Lisbeth Milting GathLisbeth Milting Gath Reply
Kære Tina Tak for dit spørgsmål angående din 13 uger gamle datter, der græder meget om aftenen og har svært ved at falde i søvn. Til at starte med vil jeg sige dig, at det lyder som om, I håndterer situationen så godt, som man kan. I holder om hende, viser hende, at I er der for hende. Dette at I giver hende omsorg og tryghed er det bedste, I kan gøre for hende, når hun bliver så ked af det. I ønsker jer en forklaring, og I tænker på, om den for tidlige fødsel har med hendes reaktioner at gøre. Det er ikke en ualmindelig situation, at små babyer bliver urolige, græder meget om aftenen og har svært ved at falde i søvn. Det gælder både for børn født for tidligt og til tiden. Jeg kan desværre ikke give jer en entydig forklaring på, hvorfor det sker. Det kan ikke udelukkes, at det for jeres datter har en betydning, at hun er for tidligt født, men det behøver ikke at have med dette at gøre. Nu kender jeg ikke nærmere jeres historie og forløb omkring fødsel og indlæggelse, men selv om jeg gjorde, ville den entydige forklaring udeblive. At se på jeres datters særlige historie og på hvordan hun i det hele taget er, vil kunne lede til overvejelser om, hvorfor hun græder, men det vil være tolkninger, vi ikke ved om er rigtige. Som forældre til for tidligt fødte børn må man leve med særligt mange spørgsmål, der ikke findes ét klart svar på. Det starter som regel med spørgsmål, som f.eks. hvorfor har netop jeg født for tidligt? eller hvorfor har netop jeg fået svangerskabsforgiftning? Som børnene vokser, ændrer spørgsmålene ofte karakter og knytter an til barnets trivsel og udvikling. Spørgsmålene og usikkerheden bliver knyttet til, om og i så fald hvilken betydning den for tidlige fødsel kan have på længere sigt? For mange er det svært at bære rundt på spørgsmål, der ikke findes enkle og klare svar på. Det er en af de vanskelige opgaver man som forældre til for tidligt fødte står med; at finde sin egen måde at håndtere og leve med spekulationerne og de manglende svar. MEN I har fat i den lange ende ved at give jeres datter omsorg og tryghed i den situation, hvor hun er ked af det. Kunsten er - som for alle forældre, men for jer som forældre til for tidligt fødte ikke mindst - at se på sit barn som det er: hvem er mit barn, hvad kan mit barn li´ og ikke li´, hvordan er temperamentet, hvad gør mit barn tryg og utryg, hvad er mit barn god til og mindre god til, hvornår får mit barn for meget af tingene osv. Med venlig hilsen Lisbeth M. Gath aut. psykolog