Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Spørgsmål: Pubertet 31-03-2002 07:15
By signesigne Reply
Jeg skriver, fordi jeg kunne tænke mig Jeres bud på, om min søns "personlighed" kunne være en følge af hans for tidlige fødsel/udsultede tilstand, eller det bare er sådan, han ville have været alligevel. Det er selvfølgelig ikke noget, som der er et facit på, men I må vide om det er typisk eller ej. Han blev født på Rigshospitalet i 1988 i uge 37, 1920 g og meget mager. Han var blevet overvåget i 4 uger inden fødslen uden at tage på. Efter fødslen voksede han hurtigt, og har siden været en dreng over middel i størrelse. Han følger fint fysisk sine jævnaldrende, har god selvtillid og klarer sig godt i skolen. Hans udvikling har været nogenlunde følgende: De første ca. 3 år af sit liv var han meget tryghedssøgende, havde det bedst på mors skød, pjevsede meget og udviklede sig langsomt (Ikke overskud til træning og nysgerrighed?). Da han var helt spæd var jeg meget ung og ikke opmærksom på/klar over, at han havde meget brug for tryghed. Jeg var bange for at forkæle ham, desværre. Jeg mener ikke, jeg forsømte ham i gængs forstand, men jeg kan i dag se, at jeg skulle have taget ham mere op. (Ærgerligt at ingen på hospitalet blot nævnte, at det var noget, jeg skulle tænke på!) Da han blev lidt ældre (ca 5 år), skete der en markant ændring: Han blev utrolig selvstændig og det værste han vidste/ved er, hvis han skal deltage i noget, han ikke havde tænkt sig: Besøge nogen, i bad og lave lektier (tidligere, nu klarer han det selv), oprydning, ja hvad som helst som ikke er annonceret dagen før....Så blev/bliver han rasende. Men det er ikke, fordi han er bange for nye udfordringer eller utryg i det hele taget. Han søger ikke længere nus og er aldrig pylret. Han hviler utrolig meget i sig selv, men vil bare ikke "forstyrres". Det er, som om han lever i sin egen verden og er meget målrettet efter planen i sit hoved. Det er også ofte, som om han godt kunne undvære os. Jeg har et rimeligt godt forhold til ham, og synes jeg kan holde ham nogenlunde fast til vores aftaler. Vi kan have det sjovt sammen, og vi laver ting sammen, som han kan lide. Det er blevet nemmere for mig de sidste år. Tidligere har jeg dog også tænkt, at jeg ikke forstod ham og ikke vidste, hvordan jeg skulle nå ind til ham. Og hvis han var havnet i en familie som ikke kunne tolerere og nogenlunde forstå ham, så ville han måske være blevet helt umulig. Jeg er lidt bekymret for, hvordan han skal skabe gensidige og forpligtigende relationer i f.eks. parforhold senere i livet. Han gør meget lidt for at glæde andre. Er der noget af det, jeg beskriver, som andre også har oplevet med deres for tidligt fødte børn ? Jeg har også en datter, som er født i uge 34 i 1994, 1495 g. Hun er meget mere "normal" i sin psyke, hvis man kan sige det sådan, og hende er jeg ikke bekymret for. Venlig hilsen Signe
 
Re: Spørgsmål: Pubertet 31-03-2002 07:16
By Lisbeth Milting GathLisbeth Milting Gath Reply
Kære Signe Tak for dit brev. Du skriver om din 13-14 årige dreng, der blev født i uge 37. Du fortæller bl.a., han er meget selvstændig, og at han helst vil have tingene lige efter sit eget hoved. Du spørger, om hans personlighed er knyttet til det, at han er født for tidligt. Der er for mig at se ikke umiddelbart noget i din beskrivelse, der peger på, at din drengs væremåde har specielt med den for tidlige fødsel at gøre. Hvis vi vender blikket væk fra den for tidlige fødsel, har du nu en teenage-dreng, en dreng (på vej) i puberteten. Puberteten er en tid, hvor børnene bliver mere og mere selvstændige. Det er en del af teenage-børns udvikling, at de somme tider er egenrådige og sætter deres grænser markant, f.eks. i forhold til hvad de har lyst til og finder rimeligt. Det kunne være mht. oprydning, besøg osv. Du skriver, det er som om, han godt kunne undvære jer. For teenagebørn er forældrene stadigvæk en stor tryghed, men børnene viser det bare ikke på samme måde som tidligere. Man kan sige, at det er en ny måde, han har brug for dig på. Det handler i stor udstrækning om at stå til rådighed, vise tillid, lytte, leve sig ind i ham og prøve at se verden med hans øjne. Han har i stor udstrækning brug at føle sig accepteret, som han er - med alle hans styrker og svagheder. Du fortæller, du laver ting med ham, som han kan lide, og at I har det sjovt sammen. Det, tror jeg, er en god måde, du møder ham på. Somme tider kan det være en idé at minde sig om, hvordan man selv havde det i puberteten, hvordan det føltes dengang. Det er også en mulighed at tale med familie og venner om det at have et barn i puberteten. Hvis du tit spekulerer på, at han er født for tidligt, og at du, som du fortæller, dengang var ung og usikker på bl.a. hvor meget, du skulle tage ham op, så kan det måske være en hjælp at få talt forløbet grundigt igennem med venner, familie eller evt. en professionel. Det er ikke spor ualmindeligt, at bekymringer - tanker og følelser - fra graviditet, fødsel og den første tid med éns barn, kan fylde meget også længe efter. Det er, fordi det er en helt særlig betydningsfuld periode, hvor man - i en proces - bliver forældre. Med venlig hilsen Lisbeth M. Gath Aut. psykolog