Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Spørgsmål: Når kun mor dur 22-04-2002 10:48
By Henriette BadrHenriette Badr Reply
Jeg er en kvinde på 35 år, mor til Adam, der fylder 5 år i juni 2002, (enebarn). Gift på 12. år med en ægyptisk mand. Adam er født 5 uger og tre dage for tidligt på Hillerød sygehus. Jeg har netop opdaget, at der er noget, der hedder senfølger hos for tidligt fødte børn! Var til foredrag i Allerød med Jonna Jepsen. Denne aften så jeg lyset... Jeg anede ikke, at der var en grund til at min søn opførte sig, som han gør - bortset fra at der måtte være noget jeg gør, der er helt forkert. Jeg har en million spørgsmål og ved slet ikke, hvordan jeg skal begynde og ende, men nu skriver jeg og håber ikke, at det bliver for rodet. Jeg vil starte med lidt historie: Adam vejede 2610 gram, længde 48 cm. Apgarscore 9 (ved hjælp af agtindsigt i fødselsjournal fra sygehuset ser det ud til at være 9 - den er sværd at tyde). Han var lidt blå og blev suget, derefter fik jeg ham. Jordemoder og børnelægen (der gennem hele seancen var meget utålmodig og flere gange blev bippet og forsvandt) diskuterede heftigt (sådan oplevede vi det), om Adam skulle blive hos mig, eller om han skulle på børneafdelingen. Jordemoderen insisterede på, at han skulle på børneafdelingen, børnelægen bestemte at det ikke var nødvendigt!!! (Han havde meget travlt). Intet af dette stod skrevet i den kopi, vi fik af journalen. Adam tabte sig i vægt, fik gulsot og lå i lyskasse i flere dage. Han tabte sig stadig, havde svært ved at amme, blev for træt. Da han endelig kom ud af lyskassen, måtte vi kun tage ham op for at spise (udmalket mælk). Besøgende måtte end ikke ae ham, da det ville trætte ham. Vi lå der i 14 rædselsfulde, ensomme dage, før han var frisk nok til at komme med hjem. Det tog ham ca. 3 måneder, før han lærte at sutte uden en plastic-dims på brystet, som jeg har glemt hvad hedder. Heldigvis voksede han sig hurtigt stor og sund og rask. "Kun" nogle tarmproblemer, og ind imellem glemte han at trække vejret, og navlebrok led han af. Jeg gik hjemme med ham, til han var elleve måneder gammel, hvorefter han kom i en rigtig god dagpleje. Han har egentlig ikke nogle synlige problemer. Hans hukommelse er utrolig god. Hans sprog er fantastisk, langt bedre udtale og meget større ordforråd, end de fleste i hans børnehave. Nogle gange er han faktisk for klog. Han tænker meget over ting, han slet ikke burde vide noget om endnu. Han smed bleen om dagen, da han var 2½ (hans eget ønske). Hans motorik er helt i top - ja, egentlig er han en rigtig godt udviklet, normalt frisk og det man kalder en rigtig dreng, lige bortset fra at han hader at være væk fra sin mor. Han er glad for at gå i børnehave, men kan godt være ked af det i afleverings-situationen (men sådan har mange normale børn det jo også). I perioder vil han simpelthen ikke give slip på mig og græder som pisket. Pædagogerne siger, at det går over, så snart jeg er gået. Jeg har altid rigtig god tid om morgenen. Jeg står tidligt op , da jeg mener, at vi skal have en stille og rolig start på dagen, jeg sidder gerne 15 - 20 minutter i børnehaven om morgenen. Har dog også prøvet at gå med det samme for at se om det var bedre, det er det ikke. Vi er aldrig "sent på den" - sådan gjorde min mor, og det synes jeg er rarest. Selvom han er frisk og fræk, er han usandsynlig meget genert overfor fremmede, men også overfor mennesker han kender. Det kan tage ham timer at tø op overfor sin fætter og kusine - som han elsker at lege med, når han først kommer over det punkt. Helst vil han have sin mor i hånden og med ind på værelset, hvor de skal lege. Hvis jeg nægter at gå med ham, bliver han simpelthen siddende i stuen hos mig. Det er ikke engang nok, hvis far eller mormor går med ham, det skal være mor. I det hele taget skal mor bare være hos ham hele tiden. Han vil gerne have kammerater med hjem, men vil ikke hjem til dem, kun hvis mor går med, og det har jeg nægtet at gøre indtil nu. Jeg har altid gjort meget ud af at fortælle ham, hvad der skal ske senere, og i morgen, så han er forberedt. Jeg har ALDRIG narret ham, er aldrig gået fra ham, uden at han vidste hvor jeg skulle hen, og hvornår jeg kommer tilbage. Han ved, hvad tid(!) han bliver hentet og af hvem. For et par måneder siden var jeg på kursus i Jylland i fem dage. Han blev hentet af mormor og sov der, og hans far kom derhjem fra arbejde og puttede ham, hvorefter han tog hjem og sov. På grund af tidlige og sene arbejdstider mente vi, det var det bedste. Adam havde det svært, ville egentlig ikke tale med mig i telefonen. Og den tredie dag hvor han og mormor kører forbi, hvor vi bor, siger han til hende: "Det ligner der hvor jeg bor, hvorfor må jeg ikke komme hjem?" Efter jeg kom hjem efter fem dage, klamrede han sig til mig i 3-4 måneder. Var utrøstelig hvis jeg gik ned med skraldespanden og troede, jeg var rejst væk på kursus, hvis jeg lige var gået på toilettet, og han ikke kunne se mig. Jeg gik selv grædende fra børnehaven om morgenen efter at have sagt farvel til ham, efter en pædagog havde måttet vriste ham fra mig. Han er meget tit sammen med mormor og morfar, der ville hente solen ned fra himmelen til ham ... Alligevel er han også lige lidt genert overfor dem. Bare for et år siden kunne han stå og glo på dem, når vi kom derhjem, som om han aldrig havde set dem før - selvom han havde været sammen med dem hele dagen i forvejen. Han siger helst ikke goddag eller farvel til nogen, og hvis han bliver presset, er det med en meget lille genert eller fjollet stemme. Hans temperament er også lidt voldsomt. Han bliver enormt hurtigt sur og gal, og han bliver også tit for vild og kan ikke finde ud af at holde op. Folk bliver irriterede på ham. Hvorfor kan han ikke slappe af, tænker de. Tit har jeg takket nej til at komme nogen steder, fordi det er for anstrengende for mig!!! Efter dette foredrag med Jonna Jepsen, har jeg fået en større forståelse for, hvorfor jeg er så vigtig for ham, og det er helt i orden. Problemet er Adams far, der absolut ikke kan forstå det. Min mands dansk er ikke godt nok til, at han havde kunnet forstå dette foredrag, derfor var han ikke med. Han elsker Adam over alt på jorden. Men han føler sig meget afvist af Adam. Som situationen er lige nu, føles det, som om Adam helst så, at hans far bare forsvandt. Så han kan hygge med sin mor. Det er lidt svært at forklare... Adam bliver irriteret, hvis hans far vil kramme eller kysse, men et splitsekund senere kysser og krammer han mig. Det er mig, der skal hjælpe ham med alting, selv om far tilbyder sig først, afviser Adam ham - mor skal gøre det. Adam siger øv, når hans far kommer hjem, og det er hele tiden. Min mand er dog heller ikke så god til at gøre ting med Adam. Han gider ikke at gå ud at lege, gå i svømmehallen eller andre ting i den retning. Han skælder mere ud, end jeg gør, og han råber tit højt. Jeg ved, at han mener, at jeg altid tager Adams parti, og at jeg vil bestemme alting med hensyn til Adam. Det vil jeg vel også, da jeg jo mener, at min måde er den rigtige. Han er dog samtidig en meget kærlig far, der hverken slår eller noget. Og når de er alene hjemme, hygger de sig også, og der er ingen problemer. I børnehaven er han lidt af et problem. Sammen med sin bedste kammerat (desværre, da denne dreng er en lystløgner - hvis man kan sige det om en dreng på 4 år, flere børn er bange for ham, da han er voldsom) - skaber han en del problemer for sig selv. De er lidt frække og MEGET aktive og forstyrrer en del. Vi har været til samtale om dette for nylig, og vi har et meget godt samarbejde med pædagogerne. Jeg er med i forældrebestyrelsen og ved, hvad der foregår. Adam og hans kammerat leger rigtig godt sammen og slås rigtigt godt sammen, men de elsker at være sammen. Der er fuld knald på Adam fra morgen til aften. Samtidig kan han dog også godt fordybe sig i stille leg, sidde og tegne eller lave perleplader i timevis. Han er både en rigtig sød dreng, der er meget interesseret i alting og en utålelig vildbasse, der ikke hører efter og ikke kan finde ud af at stoppe, når den er kørt for langt ud. Tit siger han, at han ikke vil lege med sin kammerat, men det siger kammeraten, at han skal. Og hvis han prøver at lege med nogle andre - piger som han rigtig gerne vil lege med - siger kammeraten, at han ikke må. Dette er pædagogerne nu opmærksomme på. Dette var en frygtelig lang forklaring, men jeg tror, at mit vigtigste spørgsmål lige nu er dette: Hvordan forklarer jeg Adams far, at det er normalt, at Adam er så "morsyg", og hvordan får vi vendt situationen, så Adam ikke hele tiden afviser sin far. Det er så utroligt opslidende hele tiden at skulle "glatte ud", og min mand bliver så utroligt såret og dermed vred både på Adam og på mig. Jeg tror nogen gange, at han føler, at jeg nyder at være nr. 1, eller at jeg ligefrem dyrker det. Hvilket jeg ikke gør. Det ville være så dejligt, hvis jeg bare kunne gå ud af døren uden al den ballade. Jeg undskylder denne lange mail, men vil så gerne forklare, så det kan forstås... Alligevel er det vist blevet lidt rodet. Mange venlige tanker fra en mor, der trods alt er så utroligt lettet over endelig at vide, at det måske ikke helt er min skyld, at min søn er som han er.... Henriette Badr
 
Re: Spørgsmål: Når kun mor dur 22-04-2002 10:50
By Lisbeth Milting GathLisbeth Milting Gath Reply
Kære Henriette Tak for dit brev. Du skriver om din knap 5 årige dreng, der blev født fem uger og tre dage for tidligt. Du fortæller, I har det problem, at han har svært ved at være adskilt fra dig og at knytte sig nært til andre, deriblandt sin far. Du har været til foredrag om mulige senfølger hos for tidligt fødte, og det har givet dig nye overvejelser. Du ønsker at vende situationen, så jeres dreng ikke afviser sin far. For mig at se er det vigtigt, du bruger din nyvundne forståelse af jeres dreng til at være opmærksom på hvordan og i hvilket tempo, du og din mand kan hjælpe jeres Adam videre, sådan at han kan komme til at knytte sig nært til andre mennesker end dig. Det er vigtigt, at du/I ser fremad i forhold til, hvordan han og I langsomt kan frigøre jer mere fra den svære start på livet, som Adam har haft. Det bliver jeres opgave at vise ham vejen og støtte ham i stille og roligt at løsrive sig mere. Det lyder i dit brev som om du oplever, at du og sin mand sidder lidt fast i forhold til hinanden, mht. hvordan I hver især forstår jeres familieliv. Førend I kan hjælpe Adam videre, må I som forældre prøve at finde et fælles fodslag for, hvordan I tackler Adam og hans særlige behov for dig. Selv om det kan lyde modsætningsfyldt, kan I kun finde et ægte fælles fodslag, hvis I først har forsøgt at forstå og sætte jer ind i hinandens måde at se tingene på, dvs. at I ikke prøver at overtale den anden til at indtage egen holdning. Det er vigtigt, at I gennem gode, grundige snakke med hinanden enes om nogle måder at hjælpe Adam på. Det betyder ikke, at I skal gøre tingene éns men derimod, at I støtter det, hinanden gør i forhold til Adam. Det kan nemlig gå hen at blive sværere for Adam at give slip på dig, hvis han mærker for megen uenighed mellem dig og hans far. Helt konkret vil jeg foreslå jer, at Adam og hans far oftere skal være alene hjemme sammen. Du skriver, de hygger sig, når de er alene. Hold fast i det, byg videre på det og få det til at omfatte mere og mere. Båndet imellem dem vil blive langsomt tættere i takt med en øget nærhed. Det er derfor vigtigt, du blander dig uden om, hvad de gør, når de er alene, sådan at de sammen selv finder ud af, hvordan de godt kan lide at have det sammen, hvad de foretager sig osv. Det er som regel ikke let at blande sig udenom, når man som mor har været og er så tæt på sit barn. Det kan være svært at give slip, også selv om afhængigheden ind i mellem er en slags belastning. Jeg tror, du må forberede dig på, at det vil være en forandringsproces ikke kun for Adam men også for dig selv. Der kan naturligt opstå mange forskellige følelser: lettelse, glæde, tristhed, frustration. Jo mere ligeværdig du og din mand bliver i forhold til jeres dreng, jo mere kan du "risikere", at din dreng kan finde på at afvise dig og ikke kun din mand. (Det at vores børn tider somme afviser os og vælger den anden forældre er helt almindeligt og naturligt). Til gengæld vil du få mere frihed og en dreng, der kan bruge både sin mor og far i nært samspil. Mht. situationen i børnehaven tror jer også her, at det vil være en god idé, at far kommer mere på banen. I kunne prøve at lade far aflevere Adam i børnehaven om morgenen. Generelt skal I nok lade være med at blive for lang tid i børnehaven om morgenen. Pædagogerne kan ikke komme rigtig nær Adam, førend de er alene. Og husk på som du fortæller, at hans gråd i afleveringssituationen hurtigt går over. Derudover er det fint, som du skriver, at I har et velfungerende samarbejde med det pædagogiske personale. Det er vigtigt, I i fællesskab vælger nogle strategier, der kan støtte Adam. Når man har et tillidsforhold til sit barns pædagoger, vil det som regel kunne give inspiration at lytte til, hvordan de ser ens barn. I takt med at Adam får givet mere slip på dig og får knyttet sig tættere til sin far, vil dette langsomt kunne bane vejen for, dels at Adam kommer til at stå mere på egne ben, og dels at han kan lade også andre mennesker komme tættere på. Med venlig hilsen Lisbeth M. Gath aut. psykolog