Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Spørgsmål: Hvilke paragraffer kan jeg henvise til? 12-05-2003 10:33
By Birgitte HansenBirgitte Hansen Reply
Jeg tror, det er Mettes område, men jeg kunne måske også bruge lidt input fra Lisbeth Milting Gath?! Jeg er mor til Mikkel & Rasmus, 17 03 99, som blev født uge 34. Der har ikke været de store problemer med dem, måske fordi vi allerede inden fødslen var varslet om risici og følger. Det mest markante udslag af den tidlige fødsel og "lave" vægt (hhv. 1715 og 1750 gram) har været søvnproblemer (de sover endnu ikke igennem og psykisk sen udvikling (iflg. deres første børnehave var de meget mindre stabile end 3-årige normalt er.) Problemet lige nu er, at min mand og jeg er ved at blive skilt - vi har boet i samme hus siden beslutningen 15. januar og indtil 15 juni, hvor drengene og jeg ENDELIG havde noget andet at flytte ind i. Selvfølgelig var vi alle mærkede af dårlig stemning og aggressioner i luften i den periode. Drengene er så startet i ny børnehave pr. 1 juli, og nyt hjem pr. 15. juni, effektueret skilsmisse samme dag, besøger far med 1 overnatning hver anden weekend (lørdag kl. 9 til søndag kl. 16), for 2. gang den 13 07 02 - men jeg kan mærke, at de bliver mere og mere angste og utrygge, og jeg mangler redskaber/gode råd til at kunne hjælpe dem. Siden vi er flyttet har de begge sagt ting som: "Her vil jeg gerne bo i laaang tid, Mor" og "Her er dejligt at sove her, hvor vi bor nu" - men i hverdagen, som selvfølgelig er mere tidsmæssigt stresset, end da der var 2 voksne (men mindre følelsesmæssigt stresset), reagerer de alligevel meget med skrig, hysteri o.lign., slår og sparker - både af træthed over for lange dage, men også af for mange nye ting og oplevelser. De spørger ikke ret meget efter deres far, han har heller aldrig været meget far for dem, og når de gør, prøver vi at ringe til ham - indtil nu har han ikke været hjemme, når det er sket. Jeg synes, de er ved at vænne sig til de praktiske og fysiske ændringer, men det er, som om der er noget, de ikke kan formulere, og som jeg ikke kan forklare. Jeg tror, at noget af problemet kunne løses, hvis de kunne blive hentet fra børnehaven tidligere (de er der fra 7.45 til 16.45, 4 dage om ugen), men jeg kan ikke få omlagt mine arbejdstider - end ikke midlertidigt, min chef mener, at "det kan alle andre enlige mødre jo klare" - mine børn er bare ikke alle andres børn.... Så: Kære Mette Tror du, der er mulighed for støtte til evt. afhentning af børn tidligere? Evt. til en midlertidig arbejdstidsnedsættelse? Hvilke paragraffer kan jeg evt. henvise til? Hvis der er andre gode råd eller ideer, der måske kan få vores dage til at blive lidt mindre anspændte, vil jeg blive meget taknemmelig. Med venlig hilsen Birgitte Hansen.
 
Re: Spørgsmål: Hvilke paragraffer kan jeg henvise til? 12-05-2003 10:34
By Mette AndreassenMette Andreassen Reply
Kære Birgitte Når man læser dit brev, får man tydeligt indtryk af en familie, der til dagligt er meget hængt op. Selvom nedenstående besvarelse ikke giver nogen konkret og endegyldig anvisning på, hvordan din og børnenes hverdag bliver mindre hektisk, så håber jeg alligevel, det kan bidrage til en afklaring af muligheder. Trods den svære situation du og børnene aktuelt er i, synes jeg dog, det er positivt og glædeligt, at der i forhold til børnene og deres for tidlige fødsel ikke har været de store problemer - bortset fra deres sene psykiske udvikling, som er meget kendetegnende for mange præmature børn. Det at dine børn har klaret sig så fint, betyder dog samtidig, at de næppe vil være omfattet af målgruppen: "børn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse", hvilket er en forudsætning for, at der vil kunne bevilges tabt arbejdsfortjeneste til dig, så du eventuelt kunne gå ned i arbejdstid. Tabt arbejdsfortjeneste bevilges i øvrigt efter Servicelovens §29. I forhold til mulighed for hjælp til "aflastning/barnepige", så børnene kunne få en kortere dag i daginstitution, vil dette eventuelt kunne bevilges efter Servicelovens §40 stk.2. Støtte efter denne bestemmelse forudsætter dog, at kommunen på baggrund af en undersøgelse vurderer, at det anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til børnenes behov for særlig støtte, herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Hvorvidt dette er tilfældet, vil jeg ikke kunne vurdere ud fra din forholdsvis korte beskrivelse. Du kan dog kontakte kommunen med henblik på råd og vejledning i den aktuelle situation. Jeg vil ikke umiddelbart relatere dine børns reaktioner til det, at de er for tidligt født, ligesom jeg heller ikke får indtryk af, at børnene udviser tegn på generel mistrivsel. De har trods alt været igennem mange forandringer i deres hverdag, og det vil næsten være mærkeligt, hvis de ikke reagerede. Foruden på en eller anden måde at have "mistet" den ene forælder (uanset han kun har været lidt far for børnene), så har de også mistet de kendte rammer - både ved flytning og ved start i børnehave, hvor de har måttet sige farvel til det, der var kendt for dem. Endelig vil børnene uundgåeligt også mærke, at du som mor er under det pres, du reelt er, tidsmæssigt og praktisk. En anden mulighed for støtte og aflastning i hverdagen vil måske kunne være, at du selv forsøger at finde en barnepige - evt. en form for "reservebedste", der henter børnene lidt tidligere de 4 dage om ugen, hvor du arbejder længe. Du fortæller, at børnene er hos deres far hver anden weekend med 1 overnatning. Vil det være muligt at udvide dette samvær? Vil han eventuelt kunne være behjælpelig nogle eftermiddage om ugen? Det må trods alt også være i hans interesse, at børnene har en rolig og tryg hverdag. Samtidig vil det også være en person som børnene er tryg ved og glade for (eller hvad?). Hvad med det øvrige netværk, har du dine forældre/din eks-mands forældre eller søskende i nærheden? Udover mulighed for familieorienteret rådgivning i kommunen, er der også mulighed for rådgivende samtaler ved PPR (Pædagogisk, Psykologisk Rådgivning). Rådgivning kan gives anonymt. Jeg får indtryk af, at du og din eks-mand ikke snakker sammen mere end højest nødvendigt. Er I i forbindelse med jeres separation blevet tilbudt børnesagkyndig rådgivning ved statsamtet? Hvis dette fortsat er en mulighed, vil jeg meget anbefale Jer at tage imod denne rådgivning, ikke mindst af hensyn til børnene. Jeg håber, der indenfor den nærmeste fremtid findes en løsning, så du og børnene kan få mere ro og tid til samvær i jeres hverdag. De varmeste hilsner fra Mette