Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Spørgsmål: Voldsom reaktion 03-10-2002 03:07
By Lene KnudsenLene Knudsen Reply
Kære panel, Jeg håber, I kan hjælpe mig, jeg er først for nylig blevet klar over foreningens eksistens. Jeg er 37 år og mor til en pige på 7 år, Camille, der er født 5 uger for tidligt, men kunne komme hjem efter 2 ugers indlæggelse. Graviditeten var ligeledes meget problematisk med 5 indlæggelser. Efter fødslen fik vi ekstrem dårlig oplysning (= ingen) omkring evt. hvilke problemer/følger, det ville kunne få for vores datter, at hun var født for tidligt. Vi spurgte selvfølgelig lægen, men fik smidt i hovedet at: " det finder I jo nok ud af, når hun starter i skolen, og det viser sig, at hun er dummere end de andre". TAG DEN! I alle årene har vi ikke modtaget nogen hjælp eller støtte og meget lidt forståelse, fra både det såkaldte etablerede system og øvrige omgivelser, over for det chok det er at få et for tidlig født barn, men også de bekymringer der er forbundet med det, og de følger det evt. vil få for barnet. Det er som om, at 5 uger for tidlig er for lidt. Det gælder ikke rigtig! Hun har da også klaret sig utrolig godt, er et sødt og velfungerende, positivt og kvikt barn, hun er modig og tillidsfuld, er utrolig god til at udtrykke sig verbalt og følelsesmæssigt, men har altid haft et stort tryghedsbehov. Visse ting har hun dog været lidt længere tid om at lære end sine jævnaldrende, så som cykling og svømning, men det kan der jo også være forskel på hos "almindelige" børn. Hun har gået i dagpleje og børnehave uden problemer og er altid blevet rost meget. Da hun var 6, startede hun i Børnehaveklasse, hvilket hun glædede sig meget til og på alle punkter var moden til. Dette var dog en meget stor omvæltning for hende og fra at have masser af gåpåmod og selvstændighed, blev hun utryg og ville ikke have at jeg gik, når jeg havde fulgt hende hen til klassen. Hun kunne finde på at løbe grædende ud af klasseværelset og efter mig, efter at timen var startet. Jeg har enkelte gange måttet blive i starten af timen, til hun selv synes, at det var i orden, at jeg gik. I løbet af dette første " skoleår" har alt dog normaliseret sig, og hun har da også præsteret nogle gange selv at gå hjem til sin mormor, der bor meget tæt på skolen. Så langt så godt. Nu er hun så startet i 1. klasse, og det er gået godt, hun havde lidt " tilbagefald " af utryghed og usikkerhed lige de første uger, men intet slemt, indtil for et par uger siden, hvor hendes far og jeg skulle en uge til udlandet. Hun skulle være hos min mor, hvor hun har været mange gange før, i flere dage, uden problemer. Men denne gang har det været ganske forfærdeligt, Camille har været totalt hysterisk over, at vi har været væk, har ikke kunnet sove eller spise, har grædt stort set hele tiden, også i skole og fritidshjem, og truet med at slå både os og sig selv ihjel, har ringet til os på alle tider af døgnet, hvor vi har prøvet at snakke hende til ro. Hendes voldsomme reaktion er kommet bag på os alle, for det er helt ude af karakter for hendes normale måde at være på. Jeg mener at have læst et sted, at for tidligt fødte børn kan få lignende problemer med separationsangst, der først kommer i skolealderen. Er der noget litteratur, I kan anbefale omkring dette? Hvorfor opstår dette så pludseligt, når det ikke tidligere har været et problem? Da vores arbejde kræver, at vi et par gange om året er bortrejst i et par dage, er jeg bekymret for, om dette kan opstå igen. Hvad kan vi gøre for at hjælpe hende, så hun ikke bliver så desperat?? Jeg håber, I kan hjælpe os til at hjælpe vores datter !!!! På forhånd tak!! Mange venlige hilsner Lene Knudsen
 
Re: Spørgsmål: Voldsom reaktion 03-10-2002 03:08
By Lisbeth Milting GathLisbeth Milting Gath Reply
Kære Camilles mor Tak for dit brev. Du skriver om din datter Camille på 7 år, som er født 5 uger for tidligt. Du beskriver, Camille har klaret sig meget fint. Hun er sød, velfungerende, tillidsfuld og modig, stærk verbalt og følelsesmæssigt. Camille har dog et stort tryghedsbehov. Camille har gået i dagpleje og børnehave uden problemer, men da hun skulle starte i børnehaveklasse, oplevede I en periode, hvor hun havde ekstra brug for tryghed og støtte. Du fortæller, du måtte blive inde i klasselokalet, efter timen var begyndt, indtil Camille selv var klar til, at du gik. Dette normaliserede sig dog efterhånden. Nu er Camille begyndt i 1. klasse, og de første par uger reagerede hun lidt på samme måde, som da hun startede i børnehaveklassen, men uden det blev slemt. Imidlertid reagerer Camille voldsomt, da du og Camilles far rejser en uge til udlandet, og Camille skal bo hos mormor, som hun har prøvet det før. Hun har været hysterisk, ville ikke spise eller sove, har grædt, ringet til jer på alle tider af døgnet og truet med at slå sig selv og jer ihjel. I har forsøgt at tale hende til ro. Du skriver, det er kommet bag på jer, at Camille har reageret så voldsomt, og du spørger til, hvordan det kan opstå så pludseligt, når der ikke tidligere har været et problem. Jeres jobsituation kræver, I er bortrejst et par gange om året, og du bekymrer dig for, om situationen vil opstå igen, og i så fald hvordan I bedst kan hjælpe jeres Camille. Først og fremmest vil jeg fremhæve, at I har formået at tackle vanskelighederne omkring skolestart både sidste år og i år på en måde, hvor det er lykkedes at få Camille godt i gang. Sådan som du beskriver Camille, tror jeg, hun er et følsomt barn, der kan have lidt svært ved det nye, og som derfor er sårbar i den omstillingsproces, det rent faktisk er at skulle starte i skole. Det at starte i skole kan man se på som et skift i éns barns liv. Barnet skifter nye rammer, der stilles nye og andre krav, og der kommer mange nye ansigter ind i barnets liv. I den periode hvor barnet skal falde til og tilpasse sig det nye, kan man sige, det befinder sig i en overgangssituation, hvor det skal give slip på og sige farvel til en vigtig del af den hverdag, barnet kendte før - med den tryghed der var knyttet til det - og sige goddag til de nye muligheder og udfordringer samt gå i gang med at bygge nye trygge relationer op. Mht. jeres rejse og Camilles reaktioner, kan jeg ikke sige dig præcis, hvad der foregår inden i Camille. Vi voksne kan ikke altid på forhånd vide, hvad det er, der fylder for barnet, og som får det til at reagere voldsomt. En del af forklaringen ligger formentlig i, at hun netop nu befinder sig i en sårbar situation. Jeg vil anbefale jer at tale med hende om det. Især tror jeg, I skal spørge hende - nysgerrigt - få hende til at fortælle, hvad hun tænker. Det er vigtigt, at I indledningsvis lytter, snarere end at I beroliger, fordi man så nemt kommer til at glatte ud og lukke af for videre og dybere snak, når man beroliger. Jeg tror, hun brug for at føle sig hørt, og at I bliver delagtiggjort i de fantasier og forestillinger, hun måtte have om det, at I rejser. For at I kan hjælpe hende, og hjælpe hende af med nogle af de fantasier hun har, må I først kende og forstå dem, leve jer ind i hvordan hun ser tingene og først derefter hjælpe hende med at ændre på forestillingerne. Det er mit bud, at hun vil reagerer mindre voldsomt, når hun oplever sig tilstrækkeligt hørt/forstået. Derudover vil jeg helt konkret anbefale jer at finde nogle regler og aftaler med Camille, når I rejser. Det kan f.eks. være, at I ringer, når I er kommet frem, at I ringer, når hun er kommet hjem fra skole eller lign. Formålet med disse aftaler er at skabe en form for struktur, som via sin forudsigelighed og kontinuitet medfører tryghed. Ud fra en mere overordnet betragtning kan I hjælpe Camille ved at blive ved med at være det trygge og følelsesmæssigt stabile holdepunkt for Camille, som I er - det man kalder for en tryg og sikker base. Alle mennesker, børn som voksne, har brug for følelsen af at have en sikker base, hvor man kan søge hen og modtage omsorg og nærhed, når udfordringerne ude i verden bliver for overvældende. Med alderen bliver vores "udflugter" væk fra basen længere og længere, men behovet for at kunne trække sig tilbage til et sikkert og omsorgsfuldt sted er vedvarende og alment menneskeligt. Det at have et øget behov for omsorg, når man skal forholde sig til noget nyt og måske skræmmende er naturligt. Camilles behov for at mærke jer som en sikker base kan meget vel blive forstærket, fordi andet i hendes liv føles nyt og fremmed. Det er derfor vigtigt, at I vedbliver med følelsesmæssigt at stå til rådighed for hende og som en del af omsorgen også at opmuntre hende til at gå på opdagelse i verden, dvs. øget selvstændighed. Jeg kan se i dit brev, at I har været meget igennem som familie. Graviditeten var problematisk, og oven i kom den for tidlige fødsel. Du skriver, I har manglet forståelse for den forskrækkelse og bekymring, I har oplevet. Jeg kan godt følge dig i, at jeres naturlige krisereaktioner er blevet overset, pga. at Camille ikke er så meget for tidligt født. Dette er naturligvis urimeligt ud fra en psykologisk synsvinkel - I har været belastet af en svær graviditet og af al den usikkerhed, der følger med at have født for tidligt. Netop fordi man så nemt føler sig alene, når der har manglet forståelse, bliver det centralt, at du og Camilles far taler tingene godt igennem, og at I finder nogle måder at tackle Camilles tryghedsbehov og langsomt hjælpe hende videre på, som I begge har det godt med. Jeg er ikke selv stødt på litteratur, der indgående omhandler en sammenhæng mellem adskillelsesangst og det at være for tidligt født, og kan derfor ikke give dig litteraturhenvisninger på det. Med venlig hilsen Lisbeth M. Gath Cand. psych., aut. psykolog