Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Spørgsmål: Hjælp 18-11-2002 11:33
By Anonym1Anonym1 Reply
Hej Vi har to børn, som er født for tidligt, vores datter fra nov. 99 født i uge 35 og vores søn fra juli 2001 født i uge 34+2. Begge fødsler er gået i gang før tid, pga. at jeg havde streptokokker. Vores datter havde det godt efter fødslen, hun havde kun problemer med gulsot. Vi var indlagt i 19 dage, hvoraf hun blev behandlet for gulsot de 13 dage. Hun har altid været en glad og rolig pige, har dog aldrig brudt sig om store forsamlinger af mennesker, det giver sig udtryk i nervøsitet og gråd, men det har aftaget med alderen. Hun bliver meget ked af det, hvis vi ikke alle er hjemme hele tiden, hvis hendes far fx ikke er hjemme en aften, har hun svært ved at falde i søvn og græder meget. Hun har i løbet af sine 2 første år været meget plaget af mellemørebetændelse og fået dræn flere gange. Motorisk har hun måske været lidt bagefter, har været sen til at gå (15½ mdr.). Alt i alt fungerer hun fint i det daglige, hun har det bare bedst med at alt er forudsigeligt, at der ikke sker noget ud over det sædvanlige. Hun er i øjeblikket meget jaloux på sin lillebror, det er først nu, hun viser en reaktion på ham (han er 15 mdr.nu). Hun viser det ved at skubbe til ham, når vi ikke ser det, eller hun tror, vi ikke ser det. Om ca. 1 mdr. skal hun begynde i børnehave, hvordan hjælper/forbereder vi hende?? Da hun begyndte i dagpleje, græd hun det meste af den første måned og sov meget uroligt om natten. Hun var i lang tid også utryg ved at komme i legestuen. Nu er hun utrolig glad for dagplejen, hendes lillebror er samme sted. Hun startede i dagpleje, da hun var 7 mdr. Vores søn blev født i uge 34 + 2, han var dårlig efter fødslen, havde en infektion, lå i CPAP i 14 dage, var på et tidspunkt meget iltkrævende (55%), og lungerne var ikke modne, han fik derfor et stof (jeg kan ikke huske, hvad det hedder) ført direkte ned i lungerne, var tæt på at få det anden gang også. Vi var indlagt 3 uger på neonatalafd. og 2 dage på barselsafd. Da vi kom hjem, havde han knapt lært at sutte, han var stoppet med sondemad 2 døgn, før vi blev udskrevet, i begyndelsen tog det ca. 1- 1½ time at amme ham. Han var meget urolig de første 3 mdr., græd det meste at dagen. Jeg havde ikke nogen til at aflaste mig, før min mand kom hjem fra arbejde. Det resulterede i, at jeg fik en fødselsdepression, min søn reagerede derpå, det var ikke muligt at få øjenkontakt med ham mere end et par sekunder ad gangen, da han var 3 mdr. Han var meget passiv, var ikke interesseret i legetøj eller lign. Jeg har heldigvis en god sundhedsplejerske, som opfattede, hvad der var galt, jeg kom til lægen og blev henvist til en psykiater, men her følte jeg ikke, der var megen hjælp at hente, han ville ikke give mig medicin pga. jeg ammede og mente ikke, jeg skulle stoppe med at amme, når jeg havde født for tidligt. Efter 3 mdr. behandling/snak med psykiateren stoppede han behandlingen, han mente, jeg havde det ok. Det havde jeg desværre ikke, jeg kunne ikke komme videre og havde stadig lyst til at gøre en ende på livet, græd konstant, kunne ikke tage mig sammen til noget, fortrød vi havde fået vores søn og ønskede ikke at være sammen med andre mennesker. Oven i alt dette bliver vores søn indlagt med RS-virus, da han er 5 mdr. Han ligger i CPAP i 5 døgn og bliver herefter hurtig frisk. Men ca. 1 mdr. efter indlæggelsen får han asmatisk bronkitis og mellemørebetændelse adskillige gang. Han får ikke dræn, da de mener, han er for lille. På den måde går hele foråret. I marts får jeg med hjælp fra sundhedsplejersken kontakt til en psykolog, hvor jeg virkelig får den hjælp, jeg har brug for, det var en hård omgang at komme gennem terapien, jeg stopper først i august, da jeg synes, jeg har det godt igen. Jeg havde søgt 3 mdr. forældreorlov, da jeg ikke kunne overskue at skulle tilbage på arbejde, jeg startede på arbejde igen sidst i juni. Jeg har det dog stadig svært i perioder, hvordan kommer jeg videre ?? Jeg synes ikke, økonomien i øjeblikket er til at betale en psykolog, oven på en barselsorlov og forældreorlov. Er der nogen mulighed for tilskud? Vi tjener tilsammen ca. 39000 pr mdr., har hus og bil. Jeg spekulerer meget på, om vores børn vil være mærket af alt det, vi som familie har været igennem. Hvordan kommer vi som familie videre med livet? På forhånd tak for hjælpen. Anonym
 
Re: Spørgsmål: Hjælp 18-11-2002 11:36
By Lisbeth Milting GathLisbeth Milting Gath Reply
Kære Anonym Tak for dit brev. Når jeg læser det, bliver jeg ærgerlig over, at du skulle gå så længe, førend du fik egentlig hjælp. Noget af det allerværste ved efterfødselsreaktioner er, at man nemt bliver så alene med sine tanker og følelser, og at denne ensomhed kun forstærker det hele. Det var godt, du holdt fast i, at du skulle have en reel hjælp. Jeg synes, det er meget godt og flot af dig, at du skriver om din fødselsdepression, og om hvor svært det har været for dig og jer som familie. Det viser, du ønsker forandring både for din egen og for dine børns skyld. Det viser også, at du ønsker at være en aktiv medspiller i dit og deres liv, sådan at fødselsdepressionen ikke får lov at styre tingene. Det, at du ønsker forandring, er det allerbedste udgangspunkt for, at forandring kan ske. Når man for anden gang føder for tidligt, sker der ofte det, at man bliver skuffet over heller ikke denne gang at få det forløb, man havde ønsket sig så brændende. Når man så igen skal forholde sig til det, at ens barn starter med at være indlagt på en neonatalafdeling, kan man altså både føle sig snydt igen for et "normalt" forløb og også nærmest forlange af sig selv, at man skal have styr på det hele, fordi man jo har prøvet det før. Det forløb, du beskriver efter din søns fødsel, lyder sejt og langvarigt, ikke mindst fordi han genindlægges med RS- virus. Det at blive genindlagt med sit barn vil næsten uafværgeligt vække de gamle følelser til live igen. Man kan så at sige føle sig sat tilbage til tiden på neonatalafdelingen med al den sorg, skyld, smerte og frustration, der var knyttet dertil. Det at vende tilbage til hospitalsmiljøet kan give en følelse af, at man ikke kommer videre, at man er uløseligt bundet dertil. Oven på flere måneder, hvor din dreng græd meget, og hvor I kæmpede med amningen, er det ikke svært at forestille sig, at du må have været meget forpint, og at alle de ting, der er sket, har været med til at forværre dine reaktioner. Så voldsomme ting, som du har været ude for med børnene, kan også meget vel puste liv i følelser knyttet til tidligere konflikter, sorg eller smerte, som ikke er blevet tilstrækkeligt bearbejdet. Dette bliver i så fald en yderligere belastning, men giver også ny mulighed for at blive bearbejdet. Den hjælp, du kan få, vil i en vis udstrækning være afhængig af, hvilken kommune og hvilket amt du bor i. For at få yderligere hjælp i den situation du står i nu, vil jeg anbefale dig at henvende dig til en socialrådgiver i din kommunes børne-familieafsnit, dvs. socialforvaltningen. Ifølge Lov om Social Service undersøger socialrådgiveren behovet for hjælp og har mulighed for at tilkende dig f.eks. flere samtaler hos en psykolog . Det er også en mulighed i kommunalt regi, at I som familie kan få hjælp i det, der ofte kaldes et familieværksted eller et familiehus, hvor man kan støtte jer som hel familie. Hvis du bor i rimelig afstand fra København kan din socialrådgiver også henvise dig til det, som hedder GAIA-instituttet, som har speciale inden for efterfødselsreaktioner, og som har forskellige behandlingstilbud. En yderligere mulighed, jeg ser, er, at du selv kan tage kontakt til børnepsykiatrisk ambulatorium i det amt, du bor i, fordi de her som regel har en særlig mor-barn-indsats, hvor der arbejdes med netop efterfødselsreaktioner og det, som det gør både ved de voksne og børnene, og ikke mindst hvordan man får bygget sig op igen som familie. Fordi du så længe havde brug for hjælp, og der kom til at gå noget tid, førend du fik det, kan det være svært at tro på, at nye såkaldte hjælpere faktisk kan og vil hjælpe dig. Jeg tror, det er vigtigt, at du bliver ved med at være lige så åben og ærlig, som du har været i dit brev hertil, fordi det giver det bedste grundlag for, at andre kan tilbyde en god og målrettet støtte til dig og dine børn. Det betyder, du måske skal overvinde dig selv nogle gange, fordi det med god grund kan være svært at åbne sig om forhold, der gør så ondt indeni, som det gør at have en alvorlig efterfødselsreaktion. Når det bliver sværest, kan det være godt at holde fokus på, at du gør det for dine børns og din egen skyld. Mht. at din datter starter i børnehave anbefaler jeg, du taler med børnehaven om, at hun er en sårbar pige, og at I som familie har haft det svært. Kodeordet er samarbejde mellem jer som familie og børnehaven. I og med hun før har klaret at starte i dagpleje, tror jeg bestemt også, hun vil komme til at trives i børnehaven, forudsat de får forståelse for hendes sårbarhed og kan imødekomme dette. Ved at I tager initiativ til samtale med børnehaven, skaber I et godt grundlag for, at de kan forstå og møde jeres datter på en fin måde. Når I begynder selve indkøringen i børnehaven, kan det være en god idé, at I giver det lidt ekstra tid, og at hun ikke er der så længe ad gangen, indtil I kan mærke, hun begynder at falde til så småt. I det hele taget tror jeg, I skal give hende tid - til at falde til og få tiltro til, at det er et rart sted at være. Med venlig hilsen Lisbeth M. Gath Cand. psych., aut. psykolog