Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Spørgsmål: Urolig og usikker 23-01-2003 02:03
By Jeanett andersenJeanett andersen Reply
Hej Jeg har nogle spørgsmål til psykologen. Efter at have læst "Mærk din intuition - og følg den" i sidste nummer af Livsbladet er der nogle ting, jeg gerne vil have svar på. Jeg "bøvler" med min børnehave og en skolepsykolog, der har lavet en test på min datter på 5½ år. Hun fungerer normalt i børnehaven, og testen siger, hun har en fin intelligens, men at hun har svært ved at forstå, hvad hun skal, så hun er ikke skoleklar til sommer. Men det vidste vi godt. Problemet ligger, når vi kommer hjem fra arbejde, børnehave og dagpleje, hvor den mindste pige på 2 år går. Hun er født til normal tid. Charlotte er født 12 uger for tidligt. Lå i kuvøse og havde rigtig mange apnøer. Stoppede med at trække vejret, fik ekstra blod 2 gange og penicillin. Når hun kommer hjem, er hun utrolig følsom, aktiv og ikke til at få styr på. Hun forstår ikke, hvad vi beder hende om, og vi kan sige ting til hende flere gange, uden at hun opfatter det. Hun kan sagtens være ½ time om at få tøj på, selvom tøjet ligger i den orden, det skal tages på. Hun er for det meste altid 45 min. om at spise sin aftensmad, for al maden skal "skilles ad", fordi hun skal finde ud af, hvad det er. Om det så er et lille peberkorn, så kan hun bruge 2-3 min. på at spørge om, hvad det er. Som om hun skal sikre sig, at det ikke er farligt, det hun spiser. Når det regner, begynder hun at græde, også hvis vi tænder for støvsugeren. Hører hun lyde forskellige steder, farer hun sammen og skal se, hvad det er. Hun skal være sikker på, at det ikke er noget farligt. Fx har vi brændeovn, og når vi starter den, står lågerne åbne, til der er godt gang i ilden, men hun kommer ca. 10 gange i løbet af 5-10 min. for at sige, at det brænder, hun er panikslagen over ting, hun ikke kender. Klynker meget, og skal forsikres utrolig meget. Mange gange siger hun også: Jeg ved godt, at jeg ikke dør af at spise min chokolade". Jeg synes, det virker helt forkert. Hun er frygtelig selvdestruktiv. Hun kan ikke overskue, når vi sidder og laver nogle ting, hvis der ligger mange ting på bordet. Hun skal pille ved alt, røre ved alt. Mange ting skal være i en bestemt orden. Det sjoveste, jeg har oplevet, var, at vi var ude og handle, og hun lige pludselig begynder at fortælle en dame om sin kanin, hvad den spiser og en hel masse andre ting. Det har jeg aldrig oplevet, andre børn begynde på. Hun har meget brug for voksenkontakt. Hun SKAL vide, hvor vi befinder os i huset. Hvis jeg lige er ude og hænge tøj op, og jeg har glemt at fortælle hende, hvor jeg er, farer hun hele huset rundt, står og græder hysterisk. Vi oplever tit sådanne ting, også når vi er ude at handle, selv om hun kan se os (min mand og jeg). Vi ved, hun har brug for trygge rammer, og det har vi også. Der sker aldrig en hel masse. Er vi til fest, og hun står op kl. 07 om morgenen, ved vi, at hun holder ud, til vi andre går i seng. Hun kan sagtens være vågen til kl. 3-4 om natten. Næsten 24 timer, er det egentlig normalt for børn i den alder. De andre børn, der har været med til de fester, sover som regel ved 12-tiden om natten. Hver anden weekend er hun oppe hos sin far, og hun er utrolig forstyrret, aggressiv og ondskabsfuld, når hun kommer hjem. Jeg har snakket med andre præmature-forældre, som oplever, at børn først reagerer, når de kommer hjem. Hvorfor? Føler de sig trygge, fordi der er mange omkring dem eller hvad? Pædagogerne i min børnehave er ved at være trætte af mig, fordi de åbenbart ikke tror mig. En af dem mener, hun prøver grænser af. Men det har været sådan i 1½ år nu. Har du et godt råd, for jeg er ved at være deprimeret over ikke at blive taget alvorligt. Venlige hilsner Jeanett Andersen
 
Re: Spørgsmål: Urolig og usikker 23-01-2003 02:04
By Lisbeth Milting GathLisbeth Milting Gath Reply
Kære Jeanett Tak for dit brev. Du skriver til os om din 5-årige datter, der er født 12 uger for tidligt. Der er stor forskel mellem den pige, I oplever derhjemme og det, de ser i børnehaven. Dette er kommet til at betyde, at du oplever ikke at finde forståelse i børnehaven for de problemer, I har hjemme, at du ikke bliver taget alvorligt. Ud fra det du beskriver, kan jeg godt forstå, du bliver bekymret og ønsker hjælp til din datter og jer som familie. Det er ikke muligt for mig at sige dig præcis, hvad din datters vanskeligheder bunder i. Der kan være mange ting, der spiller ind. Jeg kan forstå på dit brev, at hun og du har været meget igennem. Du skriver, hun tager på samværsweekend hos sin far, og jeg kan derfor forstå, der må have været et opbrud i familien på et tidspunkt. Yderligere er hun blevet storesøster, hvilket kan give reaktioner, især hvis hun tidligere har haft dig meget for sig selv, at du har stået meget til rådighed for hende tidligere. Derudover havde hun en meget svær start på livet, som både må have været hård ved hende og dig ikke mindst. Det er mit indtryk fra samtaler med mange mødre til for tidligt fødte, at efter man med sit spæde barn har været meget tæt og har forsøgt at give ekstra tryghed, fordi den tidlige start på livet har været barsk, kan det senere være svært, når barnet er blevet større. Det kan være vanskeligt både at give slip men også at undlade at blive irriteret over den sårbarhed, som barnet kan have med sig både pga. den svære start, men somme tider også fordi det længe og af gode grunde er blevet ekstra beskyttet. Det er en stor udfordring som mor til et for tidligt født barn at finde og løbende justere balancen mellem at give ekstra støtte og omsorg, og det at hjælpe sit barn til med tiden at stå mere og mere på egne ben. Jeg vil foreslå dig, at du henvender dig til den psykolog, der har foretaget den skolepsykologiske testning og forlægger de problemer, som du beskriver godt og konkret. Hvis denne psykolog også arbejder med mere klinisk psykologiske problemstillinger, kan denne evt. selv se jeres datter for at få en fornemmelse af, hvordan verden ser ud med hendes øjne, i det hele taget og ikke kun i forhold til hendes intellektuelle funktionsniveau. Psykologen ville på baggrund af dels samtale med dig og dels med din datter kunne give dig råd og vejledning i forhold til den situation, du oplever derhjemme. Psykologen vil også kunne gå ind over for personalet i børnehaven, når det bliver mere tydeligt, hvordan det kan være, at der er forskel på, hvordan I oplever hende hjemme og derhenne. Nu hvor du føler dig afvist af børnehaven, kan det netop være godt, hvis der er én udefra, der støtter op om jeres familie og får genetableret et fornuftigt samarbejde. Hvis du selv går i dialog med børnehaven, vil jeg anbefale dig at være meget spørgende i forhold til, hvad din datter gør derhenne, især vedrørende de konkrete situationer, hvor du selv oplever, at hun har svært ved at fungere, f.eks. ved madsituationen, når hun skal tage tøj på selv, når det regner osv. Det er vigtigt for dig og din datter, at der eksisterer et godt samarbejde, sådan at du er tryg ved stedet og ikke bekymrer dig om, hvorvidt de overser problemer hos din datter, og at det bliver afklaret grundigt, hvorfor og hvori forskellen består mellem jeres måder at se din datter på. En anden mulighed er, at du henvender dig til kommunens børne-familieafsnit for at få råd og vejledning i forhold til jeres familiesituation. Du kunne eventuelt sende dem en kopi af det brev, du har sendt til os i fagpanelet, hvor du meget fint beskriver din datter, og det som situationen gør ved jer som familie. Det er lidt afhængig af hvor I bor, præcis hvad I vil blive tilbudt, men det vil formentlig være en form for familierådgivning. Det er rigtig fint, du har holdt fast i, at du ser nogle problemer hos din datter. Det er opslidende og krævende af én at vedblive at bede om dialog, råd og hjælp, men det har du formået på trods af hvor berørt, du er af forholdene hjemme. Det viser, du ønsker en forandring, og dette ønske ligger netop til grund for, at forandring kan finde sted, når I får den rette støtte. Med venlig hilsen Lisbeth M. Gath Cand.psych., aut. psykolog