Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Spørgsmål: Viden om voksne præmature? 07-02-2003 10:39
By Karin AhlgrenKarin Ahlgren Reply
Min for tidligt fødte datter (uge 27), som nu er 21 år, har det vanskeligt rent psykisk af og til. Hun mener selv, at det kan stamme tilbage fra fødslen og indlæggelse, fastholdelse osv. Hun mener at have brug for samtaleterapi eller ?? Er der nogen hjælp at hente eller viden om voksne præmature. Hun blev født på Rigshospitalet nov. 1981. Med venlig hilsen Karin Ahlgren
 
Re: Spørgsmål: Viden om voksne præmature? 07-02-2003 10:41
By Gorm GreisenGorm Greisen Reply
Kære Karin Hvordan det går præmature børn, når de bliver voksne, er et vigtigt spørgsmål - et spørgsmål som er blevet endnu vigtigere i takt med, at flere af de præmature børn overlever nyfødthedsperioden, og flere af børnene vokser op som normale børn. Så melder spørgsmålet sig. Man ved endnu kun lidt. Mange forskere har sammenlignet grupper af voksne med psykiske problemer med grupper af voksne uden sådanne problemer for at søge årsager. Hvis der for eksempel i gruppen med psykiske problemer var flere, som var født for tidligt sammenlignet med referencegruppen, kunne for tidlig fødsel være en årsag. Resultaterne er ikke enslydende. Men man kan med sikkerhed sige, at risikoen for at udvikle alvorlige psykiske problemer (f.eks. schizofreni, depression, anoreksi, alkolisme, selvmord) ikke er meget forøget hos voksne, som er født for tidligt. Men det er umuligt at udelukke en lidt forøget risiko. Man må endda tro, at der må være en øget risiko, fordi disse problemer er hyppigere hos mennesker med hjerneskade, og fordi for tidlig fødsel medfører risiko for hjerneskade. Men spørgsmålet er jo især, om de børn, som ikke har tegn på hjerneskade, alligevel har øget risiko for psykiske problemer som voksne. Jeg har selv været med til at undersøge spørgsmålet. I et telefoninterview med unge mellem 18 og 20 år, som var født med en vægt under 1500 g, spurgte vi om sygdomsproblemer, og om hvordan dagliglivet blev levet. Svarene kunne samles til et livskvalitets-score. Vores bekymring var, at selv de unge, som ikke havde nogle alvorligere tegn på hjerneskade eller sygdom, alligevel skulle have sværere ved at leve et godt liv, bl.a. pga. psykiske problemer. Vi sammenlignede gruppen af unge med meget lav fødselsvægt med en referencegruppe af unge med normal fødselsvægt. Livskvalitetsscore var ikke forskellig mellem grupperne. Vi lavede undersøgelsen for ca. 10 år siden med en gruppe, som var født mellem 1971 og 1974. Dengang overlevede kun ca. 40%. Vi gentog undersøgelsen for nogle år siden med en gruppe, som var født mellem 1980 og 1982. Da var overlevelsen steget til ca. 80%. Forholdene havde heldigvis ikke ændret sig. Resultaterne er offentliggjort i Ugeskrift for Læger 1997; bind 159 :side 1268 og i Archives of Diseases in Childhood 2001; bind 85: side F165. Alt dette betyder, at din datters problemer muligvis skyldes den ekstremt for tidlige fødsel, muligvis ikke. Det gør imidlertid ikke nogen forskel for den hjælp, hun skal have. Hvis hun vil, skal hun søge hjælp gennem sin praktiserende læge, enten til psykolog eller psykiater. Mange hilsner Gorm