Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Asperger Syndrom eller senfølger? 28-09-2003 01:02
By Agata PrzybyszewskaAgata Przybyszewska Reply
Hej Jeg skriver til jer, fordi jeg ad omveje er blevet opmærksom på en mulig sammenhæng mellem senfølger og de problemer, som vi i øjeblikket oplever med vores søn Pawel på 8 år. Han blev født i uge 35, led af iltmangel i begyndelsen, og fik en voldsom gulsot, men ellers tog han fint på i vægt, og vi kom hjem efter 14 dage på sygehuset. Som lille havde han mange mellemørebetændelser og problemer med astma og astmatisk bronkitis. Desuden kom, at han var temmelig socialt isoleret, ked af at være væk fra mor, grådfyldte morgener både i dagplejen og i børnehaven. I børnehavetiden har han fået enkelte venner, men har aldrig været glad for at være med i en større gruppe. Pawel elsker trygge faste rammer og forudsigelighed, vi er nødt til at forberede ham på alle skift og ændringer, ellers kan han reagere meget voldsomt. I skolen er han godt med fagligt, men halter meget socialt, han har en god ven i klassen, men er mest for sig selv i skolegården. Er meget i sin fantasiverden, som nogen gange kan blive for voldsom. Sover dårligt om natten, har tit mareridt, vågner let. Er panisk bange for hunde, dybt vand, hader at få klippet negle og børstet tænder. Bliver urolig og anstfyldt ved ændringer i dagligdagen, som han ikke er blevet forberedt på. Nu har vi af en skolepsykolog fået at vide, at Pawel har infantil autisme eller Asperger Syndrom og skal på en specialskole - hvilket vi er meget kede af, da vi synes, at han har det godt på sin skole, er glad for at være der. Selv har vi svært ved at tro på diagnosen, da vi oplever, at drengen har mange gode sider, interesserer sig for andre børn, og dem han knytter venskaber til, er han virkelig gode venner med. Jeg er, ved at læse to artikler på hjemmesiden, blevet opmærksom på, at mange af de problemstillinger, som fik psykologen til at udstede diagnosen Asperger Syndrom, også bliver beskrevet som senfølger. Så jeg vil spørge til, om der findes noget faglitteratur, der omhandler lignende problemstillinger? Mine grundlæggende spørgsmål er nok: 1. Er det mon muligt at forveksle senfølger med autisme? 2. Hvad er det optimale skolevalg for et normalt begavet for tidligt født barn med ovenfor beskrevne senfølger - hvis man kan udelukke autisme? Med venlig hilsen Agata Przybyszewska, Pawels mor.
 
Re: Asperger Syndrom eller senfølger? 28-09-2003 01:06
By Majbrit BennedsenMajbrit Bennedsen Reply
Hej Agata og familie Det er det noget rigtig kedeligt noget, I her er rendt ind i. Jeg kan godt forstå, I er kede af diagnosen. Desværre er der ikke rigtig meget fagligt, vi kan henvise dig til at læse, idet sammenhængen/eller den evt. sammenhæng ikke er afklaret, så vidt jeg ved - (og det samme siger den skole for autister, jeg betjener gennem mit arbejde). Et skolevalg for et præmaturt barn, med de senfølger du beskriver, vil typisk være en lille skole med overskuelige rammer, som er godt for jeres søn. Et sted, hvor der så bliver ro til at udvikle de sociale færdigheder, som man nemlig lige præcis godt ved, er et af de meget svære udviklingspunkter for et præmaturt barn. Det er til gengæld beskrevet i lægelige undersøgelser, som du kan finde henvisninger til enten på vores hjemmeside eller på dit lokale bibliotek. Jeg vil ønske jer held og lykke i den videre bestemmelse af, hvad der er godt for jeres søn - og jeg vil da også opfordre jer til at tale med både lærere og skolepsykologen, ud fra den præmature vinkel. Spørg dem, hvad de ved om præmature og henvis evt. til hjemmesiden. Mange gode hilsener fra sundhedsplejersken