Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Spørgsmål: Rokkebarn 20-02-2004 08:08
By Lisa Harbøll KragelundLisa Harbøll Kragelund Reply
Kære fagpanel Jeg er mor til en dreng født i uge 28+2 d. 5. januar 2003. Han er i dag ca. 13 mdr. og 10 mdr. korrigeret. Selve forløbet omkring indlæggelsen gik forholdsvist glat bortset fra umodenhedsproblemer – ingen hjerneblødninger eller lign. problemer. Han er en meget observant dreng, der skal have det hele med, og allerede under indlæggelsen mente sygeplejerskerne, at han var utrolig opmærksom, og at vi skulle være på vagt over for overstimulering. De første 3-4 mdr. efter udskrivelsen havde han svært ved at klare mange mennesker og støj i længere tid ad gangen, men har ellers ikke vist tegn på stress. Han er startet i dagpleje for 3 mdr. siden med de første 2 mdr. som indkøringsperiode. Det er gået rigtig fint, han er glad for at være der, og der har aldrig været problemer med at aflevere ham. Den første uge - 14 dage var han dog lidt pylret, når han kom hjem... "Eneste" problemer har været en del sygdom pga. forkølelser, virus og bronkitis. På et eller andet tidspunkt, siden han er startet i dagpleje, er han begyndt at "rokke" meget. Både når han sidder i højstolen og skal spise, hvis han sidder og "slapper af" på skødet af en af os, og især når han skal sove - her ligger han og ruller frem og tilbage fra ryg til side i kortere eller længere tid. Jeg har set og hørt om børnehjems-børn, der sidder og rokker frem og tilbage, og det skulle, så vidt jeg ved, være pga. understimulering(???), men kan det også skyldes overstimulering? Jeg kan nemlig ikke forestille mig, at Oliver er understimuleret, men kan rokkeriet være en reaktion på overstimulering, selv om han ellers er glad og eventyrlysten? Og hvis det er det - hvad kan vi så gøre, for at afhjælpe det? Hilsen Lisa Harbøll Kragelund
 
Re: Spørgsmål: Rokkebarn 20-02-2004 08:09
By Christina JørckChristina Jørck Reply
Kære Lisa Du beskriver, at din søn, som på trods af en tidlig fødsel har udviklet sig fint, er begyndt at ”rokke” meget i forskellige situationer. Du har ret i, at såkaldte rokkebørn ofte forbindes med understimulerede børnehjemsbørn fra udviklingslandene. Der kan dog også være andre grunde til, at et barn udvikler rokkeadfærd. Som du selv er inde på, kan det delvis skyldes, at din søn bliver overstimuleret. Ud fra din beskrivelse virker han som en meget opmærksom dreng, som tager de fleste ting ind, og måske har han svært ved at lukke uvedkommende indtryk ude samt sortere i indtrykkene. Hvis dette er tilfældet, vil han nemt kunne overstimuleres. Du beskriver, at han begyndte at rokke, efter at han startede i dagpleje. Det er vigtigt at være opmærksom på, om der på samme tidspunkt var andre begivenheder eller ændringer i hans hverdag, som måske kan have indflydelse på hans adfærd. For at kunne fastslå om han eventuelt overstimuleres i dagplejen, er det dog nødvendigt at vide noget mere om dagplejen, og hvordan han fungerer der: Rokker han også, når han er i dagpleje eller kun derhjemme? Hvor mange andre børn er der i dagplejen? Hvor mange timer er han i dagpleje? Hvordan fungerer han generelt i dagplejen? Og hvordan reagerer han på skiftet mellem hjemmet og dagplejen og omvendt? Det er også vigtigt at være opmærksom på, hvordan jeres kontakt til ham er, når han rokker. Smiler han, kan I få øjenkontakt med ham og kan I relativt let få ham interesseret i noget andet? Eller lukker han af og er svær at få kontakt med? Rokker han, når han er vred eller ked af det? Det kan også være, at Oliver rokker, fordi han har svært ved at slappe af, og har fundet ud af, at rokken føles rart (som selvstimulerende aktivitet). Jeres bekymring er forståelig, og rokkeadfærd er bestemt et symptom, der skal tages alvorligt. Jeg vil derfor anbefale, at I tager kontakt til sundhedsplejersken og/eller egen læge for at få Oliver undersøgt. Endvidere vil det være en god ide at tage kontakt til neonatal-afdelingen eller evt. børneafdelingen, hvor Oliver var indlagt, idet de har et godt indblik i hans tidlige udvikling. Alt efter hvad man finder frem til, vil Oliver måske skulle undersøges af psykolog og/eller neurolog. Hvis det drejer sig om overstimulering, vil det være en god ide at forsøge at tilrettelægge og strukturere Olivers dag samt, så vidt muligt, forberede ham på de ting han skal, så han ikke kommer i for mange situationer, hvor han bliver udsat for for mange indtryk på en gang. I sammenhænge, hvor der er mange andre børn eller voksne, vil Oliver måske have gavn af ekstra voksenstøtte, som kan give ham hjælp til at overskue situationen. Olivers rokkeadfærd kan måske mindskes ved at I, når han begynder at rokke, forsøger at fange hans interesse med andre aktiviteter, f.eks. skabe fælles opmærksomhed via ”dialog”, noget legetøj, en bog eller lign. Det kan muligvis også hjælpe at holde om ham, når han begynder at rokke. Som ovenfor beskrevet er det vigtigt at være iagttagende og nysgerrig i forhold til, hvad det er, der sker med Oliver, når han rokker. Med venlig hilsen Christina Jørck Psykolog