Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Spørgsmål: Typiske senfølger? 28-07-2004 02:40
By KristinaKristina Reply
Kære Gorm. D.28.03.2004. fødte jeg en datter i uge 27+1 på Rigshospitalet. Grunden til den alt for tidlige fødsel var, at jeg fik konstateret svangerskabsforgiftning i ret svær grad. Min datter var 46,4% væksthæmmet, vejede kun 530 g og målte 29cm ved fødslen. Hun lå i C-pap i ca. 4dage, hvorefter hun kom med i C-pap-projektet og fik et Ohiokateter, som hun ikke rigtig lå med de første par uger, hvorefter hun fik brug for det. Hun lå dog kun med 0,01% ilt, hvilket man jo må sige, er utrolig lidt. Efter hun kom ud, har der overhovedet ingen problemer været med hende. Hun fik brug for noget blod et par gange, og hun lavede en del bradicardyer og apnøer de første 7 uger. Hun har ej heller haft nogle infiktioner på noget tidspunkt. Efter 5½ uge på GN i team 3, som vi var mere end glade for, blev vi overflyttet til Hvidovre Hospital. Vi er nu endelig kommet hjem. Det gjorde vi d. 09.06.2004, da var hun 37+3 uger, vejede 1809 g, målte 40 cm og hovedomfang 31,5 cm. Og nu endelig mine spørgsmål: Hvad er de typiske senfølger for en som min datter? Skal vi isolere hende fra andre børn her i starten? Vil hun altid være væksthæmmet? Er der nogle specielle ting omkring hende, vi skal tage ekstra hensyn til? Jeg håber, at du kan finde tid til at svare på min mail snarest. Mange hilsner Kristina
 
Re: Spørgsmål: Typiske senfølger? 28-07-2004 02:49
By Gorm GreisenGorm Greisen Reply
Kære Kristina, Jeg svarer generelt på dine spørgsmål - svar for sådan en som min datter. Du må tale med den læge, som følger hende, om mere præcise detaljer. De typiske senfølger for børn, som er født ekstremt for tidligt er Cerebral Parese og nedsat intelligensudvikling. Den danske undersøgelse ETFOL, hvor alle børn født med gestationsalder 27 uger eller mindre blev undersøgt, da de var 5 år gamle, viste, at 10 % havde Cerebral Parese, og 20 % havde en intelligensscore, som var under det normale. Når der ikke er alvorlige vejrtrækningsproblemer, og når ultralydsskanning af hjernen er normal, er risikoen for Cerebral Parese nok mindre. Når der er alvorlig væksthæmning, er risikoen for nedsat intelligensudvikling nok lidt større. Ekstremt for tidligt fødte børn kan også få synsproblemer og høreproblemer, men mindre hyppigt. Du spørger, om I skal isolere hende fra andre børn her i starten. Læs herunder, hvad vi på Rigshospitalet anbefaler. Du spørger, om hun altid vil være væksthæmmet. Der er gode chancer for, at hun vil indhente det - ca. 75 %. Hun skal måles og vejes regelmæssigt i de første år. Vejledning til forældre, Rigshopitalets neonatalafdeling 2001: Infektioner og for tidligt fødte børn. Spædbørn skal beskyttes mod infektioner. Det gælder ikke mindst børn, som er født for tidligt. Børn skal vaccineres. Børn, som er født for tidligt, skal vaccineres ved samme alder som andre børn uden at tage hensyn til den for tidlige fødsel eller til vægten. Spædbørn skal beskyttes mod unødvendig smitte. Lad ikke Jeres barn komme i kontakt med syge mennesker, hvis der ikke er en god grund. Barnet kan møde syge gæster i Jeres hjem, andre syge mennesker, når I selv er på besøg, eller mennesker i bus eller tog, i forretninger - eller i lægens venteværelse. Vær især opmærksom på småbørn, fordi de ofte er småsyge og kan smitte. Det kan ikke altid undgås, at barnet kommer i kontakt med syge mennesker. Det kan f.eks. dreje sig om Jer selv eller søskende - eller i situationer, hvor det er vigtigt, at barnet er med Jer. Så skal I prøve at begrænse smitten. Det gøres med god hygiejne. God hygiejne Hold afstand. Kun få infektioner smitter over en afstand på mere end en meter, med mindre man hoster eller nyser. Vask hænder. De fleste almindelige infektioner smitter ved berøring. Spyt og snot med virus sidder på hænderne og kan overføres til barnets ansigt og mund. Ting, der kan overføre smitte, vaskes med vand og evt. sæbe. Det begrænser smitten meget. Når tingene har været tørre nogle timer, er al smitterisiko borte. Noget om småbørn og luftvejsinfektioner Øvre luftvejsinfektioner (forkølelse, halsbetændelse og mellemørebetændelse) er meget almindelige hos småbørn. De fleste børn bliver smittet af andre børn i daginstitutionerne. Spædbørn er normalt mindre udsat for smitte, men kan blive mere syge. Derfor er det rimeligt at gøre noget ekstra for at beskytte dem. Noget om at kysse og kramme Fysisk kontakt med et spædbarn er en kilde til stor glæde for barnet og for den voksne og for større søskende. Spædbørn trives ved at være med i dagligdagen. Vores opgave er at finde den gode balance mellem sikkerheden og glæden. Mange hilsener Gorm