Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Spørgsmål: Opnormering i dagpleje 13-11-2004 07:20
By Betina og PalleBetina og Palle Reply
Hej fagpanel Jeg tror, det er Mette Andreasen, der skal besvare mit spørgsmål. Det handler om, at vores børn skal tælle for mere end én i dagplejen. Sidste tirsdag var vi til møde på kommunen, hvor en sagsbehandler, en psykolog, dagplejpædagogen, vores dagplejer og vi selv samt en fysioterapeut og småbørnskonsulent fra Småbørnscentret deltog. Mødet omhandlede primært vores pige, som har motoriske vanskeligheder, idet hun har en lille hjerneskade, som gør, at hendes motorik i højre side ikke er så god. Derfor har Småbørnscentret anvist øvelser i form af udstrækning og øvelser i leg for at øge hendes bevidsthed om den højre side og for at øge funktionaliteten. Samtalen kom dog også ind på vores dreng, som nu er henvist til Småbørnscentret med psykiske følger af for tidlig fødsel i form af sanseintegrationsproblemer og koncentrationsbesvær. Han har meget brug for ro, stabilitet og omsorg samt faste rutiner/rammer. Så samtalen drejede sig om begge børn, selvom det var pga. vores pige, mødet var indkaldt. Ingen af vores børn tæller p.t. for mere end én i dagplejen. Det skyldes, at det først er inden for det sidste år, at der er blevet taget action på vores piges problemer (på vores egen opfordring). Og henvisningen af vores dreng til Småbørnscentret kommer også fra os selv, dog på foranledning af, at Småbørnscentret ved kontrolbesøg af vores pige klart sagde, at han havde tydelige psykiske følger af for tidlig fødsel. Småbørnscentret slog ved samtalen på kommunen fast, at der er et barn for meget hos vores dagplejer. For det første, fordi hun ikke har tid til, at de kan koble flere øvelser på vores pige, fordi hun har to jævnaldrene børn. For det andet, fordi der også vil blive koblet øvelser/handlinger på vores dreng, når han kommer ordentligt ind i systemet. Derfor bør de tælle for 3, eller hun for 2. Sagsbehandleren er meget forundret over, at de ikke allerede tæller for mere end én hver. Det bliver besluttet, at sagsbehandleren skal tage kontakt til dagplejelederen om at opnormere vores børn, således at der flyttes en af de andre børn fra vores dagplejer. Dagen efter mødet på kommunen ringer vores dagplejepædagog så til mig på arbejdet og spørger, fordi hun er i tvivl om, hvad der blev sagt på mødet. Hun spørger, om vores pige skal tælle for 2. Jeg siger, at de sammenlagt skal tælle for 3, men at det jo giver det samme. Vi snakker lidt frem og tilbage. Hun siger bl.a., at det måske bliver vores børn, der skal flyttes, fordi man ikke kan tvinge de andre forældre til, at deres børn skal flyttes. Nå, siger jeg, men man kan godt tvinge os til at flytte vores børn, som er særlig sarte og har behov for særlig støtte. Det svarede hun ikke på. Småbørnscentret siger klart, at vores ikke tåler at blive flyttet, især vores dreng. Vi bestemte så, i samråd med psykologen og småbørnskonsulenten, at vi skulle aftale møde med dagplejelederen. Vi var til møde der i går morges. Hun sagde stort set det samme som pædagogen. Desuden sagde hun, at hverken sagsbehandleren eller Småbørnscentret kunne bestemme, hvor meget vores børn skulle tælle for. Det bestemte hun!!! Vi havde en lang snak frem og tilbage. Det endte med, at hun ville kontakte Småbørnscentret og sagsbehandleren for en uddybning. Men vi tror desværre ikke på, at det bliver til gavn for vores børn. Mit spørgsmål er derfor: Hvad gør man for at få opgraderet børnene i normering? Hvem har det overordnede ansvar - hvem taler vores/vores børns sag? Hvem kan beordre dagplejelederen til at flytte et barn? Jeg har læst lidt i Lov om Social Service, men kan ikke direkte finde nogen paragraffer, jeg kan bruge for at tvinge hende til at flytte et af de andre børn. I dag har så vores sagsbehandler meddelt, at hun ikke kan tvinge dagplejelederen til noget. Men hun burde vel være vores ankermand. Håber du kan hjælpe - hurtigst muligt. Betina & Palle Pallesen
 
Re: Spørgsmål: Opnormering i dagpleje 13-11-2004 07:23
By Mette AndreassenMette Andreassen Reply
Kære Betina og Palle Da jeg klart fornemmer, at I står i en noget presset situation her og nu, har jeg valgt her at give en kort besvarelse (på jeres fyldige beskrivelse) efterfulgt af en opringning til jer. Jeg håber, det vil være ok. Som jeg forstår jeres skrivelse, ønsker I en afklaring omkring jeres muligheder for at kunne "kræve", at jeres søn og datter kan forblive i den dagpleje, de er i nu, og hvor de så tilsammen skal tælle for 3 børn. Jeg går ud fra, at børnene er tvillinger? Jeg får indtryk af, at der ikke har været et særligt tæt tværfagligt samarbejde omkring børnene siden deres fødsel, omkring start i dagpleje og frem til nu, idet I skriver, at det kom bag på jeres sagsbehandler, at børnene faktisk kun tæller for 2 i dagplejen. Hvis der ikke har været de store problemer omkring børnenes trivsel generelt og i forhold til deres start i dagplejen, har der måske heller ikke været grundlag for et sådant samarbejde før nu. Jeg kan ikke af jeres skrivelse se, hvor meget for tidligt børnene er født, og hvordan forløbet har været siden deres fødsel. Status er dog aktuelt, at man vurderer, at der er tale om 2 børn med nogle særlige behov, og at de derfor fremover bør tælle for 3 i dagplejen. I henhold til Servicelovens §7 har kommunen en generel forpligtigelse til at sørge for dagtilbud til alle børn, herunder også børn med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne (særlige behov). Kommunens forpligtigelse til at sørge for dagtilbud til børn med særlige behov kan opfyldes på forskellige måder, herunder ved anvisning af plads i den kommunale dagpleje, hvor antallet af dagplejebørn nedsættes. I fortæller, at jeres sagsbehandler nu har udtalt, at hun ikke kan tvinge dagplejelederen til noget (at jeres børn ikke skal flyttes), og I spørger, om sagsbehandleren ikke bør være jeres ankermand. Jeg tror, det er vigtigt, at I her får skilt tingene fra hinanden. Det, at jeres sagsbehandler ikke kan beslutte noget omkring dagplejen, er jo ikke ensbetydende med, at hun ikke har fuld forståelse for jeres situation. Som det er lige nu, kan det ikke undgås, at nogen vil blive ramt: jeres børn, hvis det er dem, der skal flytte, eller de andres børn, hvis de skal flytte. Jeg er helt enig med jer (og Småbørnscentret) i, at det ikke er særlig hensigtsmæssigt at flytte jeres børn (der i forvejen er særligt sårbare). Hvis alternativet er, at de ikke kan tælle for 3 i dagplejen, kan man dog som forældre blive nødt til at overveje, om et sådant skift måske alligevel er at foretrække. Hvis nogen kommer til at føle sig tvunget i en sådan sag (nuværende dagplejemor og de øvrige forældre), kan man måske også tænke, om det på længere sigt vil være den bedste løsning for børnene at blive i nuværende dagpleje. Jeg har undersøgt, om der er mulighed for at klage over kommunens afgørelse til Det Sociale Nævn. Det er der ikke. Man kan dog rette henvendelse til den øverst ansvarlige for området (skole- kulturchefen) eller i yderste konsekvens til kommunalbestyrelsen. Med ønsket om, at I finder en løsning, der på bedste måde tilgodeser jeres børns behov. Mette