Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Tabt arbejdsfortj. ved feks ferie og sygdom 10-12-2004 11:50
By Helle HansenHelle Hansen Reply
Hej Mette Jeg har af Pia fra Dansk Præmatur Forening fået oplyst dit navn, da hun mener, at du kan hjælpe mig. Jeg har en lille datter på 11½ md. som er født for tidligt, og hun er netop startet i dagplejen for 6 dage siden, men er allerede blevet syg og ligger nu herhjemme med feber. Jeg har fået en brochure fra Dansk Præmatur Forening, hvori der står, at man som forældre kan søge kompensation for tabt arbejdsfortjeneste ved dagplejers sygdom og ferie, således barnet undgår gæstedagplejen, og bliver passer hjemme hos mig i stedet disse dage. Hvordan gør man det? - og hvor gør man det? Sofie er født 7 uger for tidligt og har haft lidt svært ved fremmede, både hendes bedsteforældre, men også helt fremmede, som ville hilse på hende, når vi var ude at handle. Jeg synes derfor ikke, at hun skal kastes rundt til en masse forskellige, såfremt min dagplejer bliver syg eller har ferie. Indtil videre har jeg taget fri de dage min dagplejer har fri, men det har jeg ikke mulighed for i længden, da meget af både min og min mands ferie er fastlagt på forhånd på arbejdspladsen. Derudover bor vores forældre langt væk, og arbejder også endnu, så der er ingen hjælp at hente der. Hvordan søger jeg kompensation? Hvor... og hvad er kravene? Gælder det også, hvis Sofie selv bliver meget syg, og jeg har brug for ekstra dage hjemme hos hende ?? Håber I kan svare mig hurtigt, da jeg ikke ved, hvor jeg skal henvende mig. Jeg har hørt i min fagforening og hos min sundhedsplejerske, men de siger alle, at jeg ikke kan søge om noget, selvom Sofie er født for tidligt. Med venlig hilsen Helle Hansen Holstebro
 
Re: Tabt arbejdsfortj. ved feks ferie og sygdom 10-12-2004 11:58
By Mette AndreassenMette Andreassen Reply
Hej Helle Det er rigtigt, at man i henhold til Servicelovens §29 kan søge kompensation (tabt arbejdsfortjeneste) ved barnets sygdom og/eller ved dagplejers sygdom og ferie, hvis følgende betingelser er opfyldt: - Barnet skal have et betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsniveau eller - indgribende kronisk eller langvarig lidelse - Endvidere skal det være nødvendigt, at barnet passes i hjemmet og det skal være - mest hensigtsmæssigt, at det er mor eller far der passer barnet. Det vil altså sige, at der skal være nogle konstaterede vanskeligheder hos barnet. Det, at barnet er født for tidligt, er altså ikke i sig selv nok til, at der kan ydes tabt arbejdsfortjeneste. Af en afgørelse fra Ankestyrelsen (C-medd 025-02) fremgår det i en sag vedr. et barn, der er født 10 uger for tidligt, og hvor moderen søger om forlænget barsel, at der er tale om nogle ret skrappe betingelser. Såvel læge som sundhedsplejerske havde anbefalet, at barnet blev passet i hjemmet udover den almindelige barselsperiode: "Ankestyrelsen lagde til grund, at barnet blev født 10 uger for tidligt med lav fødselsvægt. Efter fødslen var barnet indlagt i ca. to måneder, hvor det blev behandlet for umodne lunger, lavt blodsukker og tendens til langsom hjerteaktion. Barnet blev desuden i ét tilfælde behandlet med antibiotika på grund af mistanke om blodforgiftning. Barnets trivsel var efterfølgende præget af blandt andet vægt- og spiseproblemer, men der var ikke beskrevet en indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Ankestyrelsen bemærkede, at det ikke i sig selv var tilstrækkeligt til at få hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 29, at læger og sundhedsplejerske havde fundet det hensigtsmæssigt, at barnet blev passet i hjemmet i 4-6 måneder efter barselsorloven. Det forhold, at for tidligt fødte børn generelt har øget risiko for alvorlige komplikationer ved infektioner, var heller ikke tilstrækkeligt til at blive omfattet af § 29, når der ikke var tale om en indgribende kronisk eller langvarig lidelse hos barnet." Af C-Medd 019-04, der vedrører dækning af merudgifter til for tidligt fødte tvillinger, fremgår det videre vedr. indgribende lidelse: "Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ved "indgribende lidelse" forstås, at der skal være tale om en lidelse, der har alvorlige følger i den daglige tilværelse. For så vidt angår "langvarig lidelse" lægges der i praksis vægt på, om lidelsen skønnes at vare et år eller mere. Det er dog ikke udelukket at yde hjælp efter § 28, selvom lidelsen kan forventes at vare mindre end et år, hvis familien i en kortere periode er særligt tungt belastet på grund af barnets handicap/lidelse, for eksempel hvis barnet er født for tidligt. Det forhold, at et barn er født for tidligt, er dog ikke tilstrækkeligt til at få hjælp efter § 28." Du beskriver ikke nogle deciderede vanskeligheder (lidelser) hos jeres datter, hverken nu eller i forløbet efter hendes fødsel. Jeg vil derfor have svært ved at kunne vurdere, om hun eventuelt vil kunne være omfattet af §29. Det er der dog ikke umiddelbart noget, der tyder på. I kan kontakte en socialrådgiver i jeres kommune (ofte familieafdelingen) og der få en uddybende orientering om betingelser og eventuelle muligheder. Jeg er helt enig med dig/jer i, at det så vidt muligt bør undgås, at Sofie "kastes rundt" til forskellige personer, men at I tager særlig hensyn til hendes utryghed overfor fremmede. Det kunne måske være en god ide at tage en snak med dagplejeren om dette, så også hun kan være ekstra opmærksom på Sofies behov. Dagplejeren kan måske sørge for, at Sofie møder gæstedagplejeren nogle gange (ved fælles besøg), så det ved eventuel sygdom ikke bliver helt nyt for Sofie at skulle passes af en anden dagplejer, men at det så er en person, hun har mødt og allerede kender. Hilsen fra Mette