Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Spørgsmål: Hvilket skoletilbud? 07-04-2005 02:28
By Birgit MüllerBirgit Müller Reply
Min søn, Sebastian, blev født 10 uger for tidligt i januar 1998. Kort efter fødslen blev det konstateret, at han havde haft en hjerneblødning (i hjernevævet i højre side af hovedet samt basalganglierne og lillehjernen) før eller under fødslen. Man kunne på daværende tidspunkt dog ikke forudsige handicaps. Han var tågænger, siden han startede med at gå som 1½ årig indtil omkring 3 år på grund af meget korte læg- og hasemuskler. Han gik en overgang til fysioterapi pga. dette, men det har påvirket hans balance og motorik meget. Som 4 årig fik han konstateret dysartri og åben snøvl, som man forbinder med hjerneblødningen. Dette har betydet en meget utydelig tale og sen sprogudvikling. Han har været tilknyttet talepædagog, siden han var tre og gik 3 måneder i sproggruppe i 2003. I dag er status, at hans sprogforståelse er alderssvarende, men langt fra er det i ordforråd og sætningsdannelse. Han har svært ved at udtrykke sig og taler stadig utydeligt (især problemer med at udtale dobbeltkonsonanter). Vi har lige været til undersøgelse hos børnefysioterapeut, som konkluderer, at han generelt set er god til at lave motorisk planlægning og gå i gang med nye aktiviteter, men han har en umoden impulsstyring, da han hurtigt vil ændre på aktiviteten og ikke fastholder det, han bliver bedt om. Han har en fin dynamisk balance, men er afhængig af, at han ikke bliver forstyrret og ikke skal koncentrere sig om for mange sanseindtryk på en gang. Han har lette motoriske vanskeligheder, og disse er primært sanseintegrationsvanskeligheder, som skyldes begrænsninger i hjernens evne til at samordne sanseindtryk til en meningsfuld enhed – især øje-håndkoordination. Hans håndmotorik er løs og usikker, når han skriver, og han er meget dårlig til at tegne. Sebastian startede i børnehaveklasse på en lilleskole i august sidste år, velvidende at det måske ville være svært for ham, men vi fik fra flere sider bekræftet, at børnehaven, han gik i, ikke kunne tilbyde ham tilstrækkelige udfordringer og stimulans. Sebastian er meget social og har altid haft en stor selvtillid. Han leger med flere af drengene i klassen og af og til børn fra de større klasser, men han har ikke knyttet særligt stærke bånd til nogen bestemte børn. Sebastian er ikke bleg for at række hånden op i klassen eller til skolens morgensamling og har altid noget at sige. Skolen er dog bekymret for hans videre skoleforløb, og vi har lige fået en klasselærerudtalelse, som siger, at han er umoden både sprogligt, socialt, følelsesmæssigt og motorisk. Han er impulsstyret, motorisk urolig, mister fokus og giver let op/vil gøre tingene på sin egen måde. Han kan godt koncentrere sig om opgaverne, men kun i kort tid. De siger også, at han er glad, åben, blid og meget levende, og at han er respekteret i klassen, da han er tydelig at læse humørmæssigt. De andre børn er dog noget usikre over for ham, da de har svært ved at forstå hans sprog. Skolen mener ikke, han uden videre kan fortsætte i 1. klasse. Jeg synes selv at se, at han lærer langsomt, men så til tider bliver jeg meget overrasket over, at han alligevel suger til sig. For 1½ år siden lærte han at skrive mor på 10 minutter, uden ellers at kunne nogle bogstaver overhovedet, og det har så siddet fast siden. Sidste sommer lærte han at skrive sit navn, men med store vanskeligheder. Vi har kontakt med PPR omkring hans videre skoleforløb, men det går meget langsomt med en afklaring. PPR´s psykolog har endnu ikke testet ham, og det er mit indtryk, at en sådan test kun vil være en kognitiv test af hans faglige færdigheder og ikke en mere holistisk test af ham. Vi er meget usikre på, om han bør gå børnehaveklassen om (han vil jo være 7½ år), om han kan fortsætte i 1. klasse med støtteundervisning, eller om han vil have bedre af at blive flyttet til en lille ’indskolingsklasse’ eller starte i en ’specialklasserække’. Vi bor i Københavns Kommune, og i Styrelsesvedtægten står indskolingsklasserne beskrevet som at have til mål at udvikle elevernes sociale handlemuligheder. Det synes ikke at dække hans behov, men til gengæld bliver der arbejdet målrettet mod, at de skal ud i normal klasse efter 1-2 år? Så er der specialklasserækker for ’børn med generelle indlæringsvanskeligheder’, som står beskrevet som værende for børn som er fagligt svage, hvor indlæringen løber langsomt, men også hvor der er stor spredning med hensyn til intellektuel, følelsesmæssig, social og motorisk udvikling. Men der står ikke noget om udslusning til almindelig klasse. Talepædagogen mener ikke, hans tale- og sprogproblemer er så omfattende, at han vil have glæde af at starte i en egentlig taleklasse. Har I et godt råd? På forhånd tak Birgit Müller
 
Re: Spørgsmål: Hvilket skoletilbud? 07-04-2005 02:32
By Christina JørckChristina Jørck Reply
Kære Birgit Müller Ud fra din beskrivelse af Sebastian og hans ressourcer og vanskeligheder mener jeg, at det vil være en god idé, at han bliver kognitivt og neuropsykologisk undersøgt, idet en sådan undersøgelse vil kunne sige noget mere præcist om hans ressourcer og vanskeligheder, samt hvordan disse kan indvirke på hans sociale fungeren og indlæringsevne. Endvidere vil en sådan psykologisk undersøgelse kunne pege i retning af, hvilke pædagogiske og undervisningsmæssige tiltag, der vil kunne gavne jeres søn og hans videre udvikling mest muligt, såvel på det sociale som det mere indlæringsmæssige plan. Dette vil sandsynligvis gøre det lettere for jer at vælge den bedst egnede skoleform for ham, hvor hans positive udvikling kan fortsætte, samtidig med at han skånes for for mange nederlag. Du har ret i, at en sådan afklaring kan trække ud, og som forældre kan dette være meget svært at vente på, især når det næste skoleår er tæt på. I bør derfor drøfte med PPR, og andre der deltager i undervisningen og behandlingen af Sebastian, hvad det bedste tilbud til ham kan være, indtil en nærmere afklaring foreligger. Så vidt muligt er det vigtigt at skåne Sebastian for flere skoleskift end højest nødvendigt. Du udtrykker bekymring om, hvorvidt en psykologisk undersøgelse i PPR-regi vil kunne give et fyldestgørende, mere holistisk billede af Sebastian. Målet for psykologiske undersøgelser bør være at give et så holistisk billede af barnet som muligt, og de fleste undersøgelser vil kunne sige noget om såvel kognitive, sociale og personlighedsmæssige ressourcer og vanskeligheder, men der er forskel på, hvilke metoder der bruges, og hvor specifikke de er. Det er PPR, der skal foretage en pædagogisk og psykologisk vurdering af barnets behov, men hvis det vurderes, at der ikke er ekspertise i den enkelte PPR til at foretage en fyldestgørende undersøgelse af et barn, kan barnet henvises til andet regi. Idet Sebastian, når man tager hans nuværende vanskeligheder og hans tidligere historie i betragtning, sandsynligvis også vil have brug for en mere neuropsykologisk orienteret undersøgelse, kan det eventuelt være, at det vil være mere hensigtsmæssigt, at han undersøges i et regi, hvor der findes neuropsykologisk ekspertise, f.eks. på det hospital, hvor han sandsynligvis allerede følges, eller i en specialrådgivning. I forlængelse af, at han for nylig har været til undersøgelse hos børnefysioterapeut, vil jeg foreslå, at I undersøger mulighederne for, at han kan få fysioterapi og sanseintegrationstræning. Desværre ved jeg ikke nok om Københavns Kommunes indskolingsklasser eller specialklasserækker til at kunne råde jer på dette område. Du nævner muligheden for en specialklasserække for børn med vidtgående generelle indlæringsvanskeligheder. Men der findes også specialklasserækker for børn med vidtgående specifikke indlæringsvanskeligheder (der nævnes to skoler på Københavns Kommunes internetside), som muligvis vil kunne dække Sebastians behov. Men dette vil en psykologisk undersøgelse, som nævnt, kunne hjælpe jer med at afklare. Så vidt jeg er orienteret, foretages der også i specialklasserækkerne, i samråd med forældrene, en løbende vurdering af, om barnet har gavn af det givne undervisningstilbud, eller om barnets behov har ændret sig således, at det bør have et andet tilbud. Med venlig hilsen Christina Jørck psykolog