Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Spørgsmål: Gode råd ved start i børnehave. 14-03-2006 08:08
By Malene Hannestad DuhnMalene Hannestad Duhn Reply
Jeg er mor til Victor (26+2, 1025g), der er født i 2002. Vi har behov for nogle råd til, hvordan vi herhjemme kan hjælpe Victor med, at han nu er startet i børnehave. Han er – som alle andre børn! – glad ovre i børnehaven, men det er, når han kommer hjem, det går ”galt”. Han er meget aggressiv, han sparker, slår, og alle skal ”gå væk”. Han sover ikke så godt og vil ikke rigtig spise. Det var på samme måde, da han begyndte hos dagplejer, og dengang tog det et par måneder, inden han blev glad igen. Nu er han blevet ældre og mere bevidst om så mange ting, og det er tydeligt, at han har det svært, men vi kan ikke rigtig hjælpe ham. Det er især det med at ”fordøje” dagens indtryk og oplevelser, som er svært. Tror vi! Vi har jo ikke, som da han gik i dagpleje, mulighed for at vide alt, der er foregået i løbet af dagen og på den måde snakke om dagens oplevelser. Vi håber at høre fra Lisbeth Milting Gath, som forhåbentlig kan komme med nogle gode råd! Med venlig hilsen Malene Hannestad Duhn
 
Re: Spørgsmål: Gode råd ved start i børnehave. 14-03-2006 08:10
By Lisbeth Milting GathLisbeth Milting Gath Reply
Kære Victors mor Victor er startet i børnehave, og I ser nogle reaktioner hos ham hjemme. I genkender alt dette fra, da han startede i dagpleje, hvor det tog ham et par måneder at "lande". Som I beskriver det, får jeg indtryk af, at Victor med sine reaktioner hjemme udtrykker, at det er krævende for ham at rumme og forholde sig til alt det nye, han oplever, og at han ikke kan magte mere lige nu. For børn, der har svært ved at fordøje, som I skriver, nye indtryk, er det nogle meget krævende processer, der tager tid, førend tingene falder til ro. Eftersom ingen af os jo går gennem livet uden at skulle forholde os til nye situationer, bliver det selvfølgelig vigtigt for både jer og ham, at I får nogle erfaringer at trække på i forhold til, hvordan I sammen tackler sådanne livssituationer. For jer som forældre bliver det naturligvis helt centralt, hvordan I bedst kan støtte og hjælpe ham, når han knokler løs med at finde sig til rette i det nye. Ved at acceptere og respektere det, Victor er midt i, og hvor vanskeligt det er for ham, kan I være opmærksomme på, at han i samme periode ikke udfordres derhjemme af for mange nye ting, herunder nye mennesker. Lad ham f.eks. lege de lege og med de ting, han allerede er fortrolig med og ros ham gerne i dét, fordi det støtter hans selvtillid/-følelse. Det bliver vigtigt, at familie- og hjemmelivet bliver så forudsigeligt og genkendeligt som muligt. For nogle børn kan f.eks. sovesituationen gøres næsten ritualiseret ved, at tingene gennemføres på én bestemt måde hver aften. Det kan give en ekstra tryghedsfølelse at skabe en struktur, som er så ensartet som muligt, særligt i de perioder hvor Victor udfordres andre steder. Men det er naturligvis vigtigt, I fornemmer, han godt kan lide netop de gentagelser, den genkendelighed I skaber. Det kan også være en idé, at I taler med børnehaven om hans reaktioner hjemme, sådan at også de er opmærksomme på, at han har et særligt behov for genkendelighed, og at de er klar over, det kræver meget af ham at finde sig til rette i den nye sammenhæng, en børnehave er. Også selvom det er derhjemme, han reagerer. Måske kan de gøre andet/mere derhenne for at skabe lidt ekstra struktur og tryghed omkring ham her i begyndelsen. Det kan også være, de trods alt har mulighed for at give jer lidt ekstra oplysninger om, hvordan hans dag har været, sådan at I kan tale lidt med ham om det derhjemme. En anden ting, I kan være opmærksomme på særligt her i starten, er, hvor lang hans dag er i børnehaven. Ud fra jeres brev kan jeg ikke se, hvordan hans/jeres hverdag ser ud på dette punkt, men I kan overveje, om I har mulighed for at give ham nogle korte dage i børnehaven, indtil han har fundet sig mere til rette med alle de indtryk, han får derhenne. At give ham korte dage derhenne kan forstås som en måde at give det noget plads, at han har det svært med tingene, når de er nye for ham. Med fare for at foregribe problemerne kan I jo senere være opmærksomme på, om I kan blive inspireret af nogle af de samme forholdemåder, når Victor engang skal starte i skolen. Det kan måske være en måde, I kan indstille eller forberede jer på, hvis det viser sig, at den problematik, I beskriver, ikke forsvinder af sig selv med tiden. Ro, stabilitet, få udfordringer hjemme, dialog med skolen, så de er opmærksomme på ham dér, og ikke for lange dage i begyndelsen kan være nogle af kodeordene til at støtte ham. Og så med tiden en øget snak med ham selv om, hvordan han selv oplever det, hvad der er frustrerende, spændende osv. ved alt det nye og ikke mindst en snak med ham om, at han trods al besværet faktisk lykkes med at finde sig til rette og trives. Det tager tid og kræver sin indsats, og i dét er der også en styrke gemt, en styrke i at ville og at kunne kæmpe for tingene. Med venlig hilsen Lisbeth M. Gath Cand.psych., aut. psykolog