Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Spørgsmål: Ingen hjælp fra kommunen? 11-05-2006 11:44
By Vibeke AndersenVibeke Andersen Reply
Hej Jeg er mor til Mikkel på godt 3 år, født 6½ uge før tid. Mikkel har sanseintegrationsproblemer, koncentrationsbesvær, bliver meget nemt overstimuleret og stresset, sover dårligt, bliver nemt syg osv. Stort set alle "symptomerne" på at være præmatur. Mikkel har haft en hård start på livet, idet han allerede som 8 måneder fik feberkramper og derefter havde 10-15 feberkrampeanfald på 3/4 år. Hver gang han fik kramperne, varede de så længe, at han skulle have Stesolid, hvilket han gang på gang blev bevidstløs af, som igen resulterede i, at vi har været omkring børnemodtagelsen i ambulance hver gang. Mikkel går til sansemotorisk træning 1 gang om ugen og har gjort det i ½ år med kun meget små fremskridt, faktisk er det kun hans balance, som er blevet bedre. Børnepsykologen har her i efteråret testet Mikkel i børnehaven med en DEP-test. Hun har i sin konklusion bl.a. skrevet, at Mikkel har udtalte opmærksomhedsproblemer, og det er en nødvendighed med en børnepsykiatrisk udredning. Alle fagpersoner (børnepsykolog, børnehave, småbørnsvejleder, sundhedsplejerske, børnelæge, fysio- og ergoterapeut ) vi har involveret omkring Mikkel, mener det samme og har givet udtryk for deres bekymring omkring hans videre udvikling, men alligevel vil Hals kommune have en fast diagnose for at bevillige hjælp, til trods for at DUKH siger, at kommunen ikke kan kræve en diagnose. Vi har søgt om tabt arbejdsfortjeneste, dækning af merudgifter og aflastning, har fået afslag hver gang og har anket til Det Sociale Ankenævn, som desværre giver kommunen medhold. Alt sammen er søgt efter § 28 og 29. Men er der virkelig ingen §, vi kan bruge mod kommunen, så vi kan få den hjælp, vi har brug for? På forhånd tak. Med venlig hilsen Vibeke Andersen
 
Re: Spørgsmål: Ingen hjælp fra kommunen? 11-05-2006 11:46
By Mette AndreassenMette Andreassen Reply
Kære Vibeke Når man læser din beskrivelse af forløbet omkring Mikkel, herunder hans symptomer og vanskeligheder, bliver man lidt overrasket over at høre, at man ikke mener, han er omfattet af §§28 og 29. Du fortæller, at I flere gange har søgt om tabt arbejdsfortjeneste og dækning af merudgifter, men at der er givet afslag, og at Det Sociale Nævn har givet kommunen medhold i deres afgørelser. Når først nævnet har truffet afgørelse, er der ikke så meget at gøre i forhold til at få ændret en beslutning i forhold til, hvorvidt man er omfattet af målgruppen. Kun i de tilfælde, hvor der er tale om en principiel afgørelse, kan man anmode ankestyrelsen om at behandle sagen. Man vil dog i jeres tilfælde næppe vurdere, at der er tale om en principiel sag, da der tidligere er truffet afgørelser i forhold til afgrænsning af målgruppen. Du fortæller, at der i efteråret er lavet en DEP test af Mikkel, hvor psykologen konkluderer, at der er tale om udtalte opmærksomhedsproblemer, og at man anbefaler en børnepsykiatrisk udredning. Hvis jeres ansøgninger har været indgivet inden denne undersøgelse, vil jeg anbefale, at I nu søger på ny, hvor I vedlægger udtalelser også fra øvrige fagpersoner, herunder den børnelæge der er tilknyttet. Ellers må I afvente den børnepsykiatriske undersøgelse. Det er rigtigt, at det af vejledning til §§28 og 29 fremgår, at det ikke er den lægelige diagnose, der er afgørende for berettigelse, men at der lægges afgørende vægt på en vurdering af funktionsnedsættelsen, således at det er graden af denne, der er afgørende. Der findes en afgørelse fra Ankestyrelsen, der behandler netop dette emne - nemlig 0-medd.02-97, som omhandler en dreng, der i 1994 fik stillet diagnosen MBD. Ankestyrelsen fandt dog, at familiens behov for støtte var klart allerede i 1992, hvor kommunen via en speciallægeerklæring blev bekendt med barnets støttebehov, idet han sansemæssigt, motorisk og sprogligt var tilbagestående. Der kan også henvises til en anden afgørelse: C-meddd.21-01, som omhandler et for tidligt født barn, hvor Ankestyrelsen i det konkrete tilfælde fandt, at barnet var omfattet af personkredsen om indgribende langvarig lidelse. I forhold til øvrige muligheder for hjælp, så kan kommunen i henhold til Aktivlovens §82 yde hjælp til udgifter til sygebehandling, medicin eller lignende, som ikke kan dækkes efter anden lovgivning. En bevilling efter denne bestemmelse er afhængig af familiens økonomiske forhold. Det vil sige, der vil blive lavet en økonomisk beregning. Endvidere er det en betingelse, at behandlingen er nødvendig og helbredsmæssigt velbegrundet. De varmeste hilsner fra Mette