Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Spørgsmål: Cyster i hjernen 15-05-2006 06:48
By KarinaKarina Reply
Kære Gorm Jeg har et par spørgsmål vedr. min søns motorik. Han er født den 7. januar 2005, (28+0) 1230 g og 39 cm, tabte sig til 1000 g, men tog hurtigt på igen. Vi har haft et ”let” forløb uden infektioner. Men ved 2. ultralydsskanning fandt lægerne nogle cyster, som de mener kan komme til at påvirke ham motorisk. Det kom meget bag på lægerne, da min søn ikke havde vist nogle tegn på, at der skulle være noget galt. Mine spørgsmål er så, om han ikke skal skannes igen? Han kan ikke sidde selv endnu, er det noget, vi skal være meget bekymrede for, eller er det meget normalt? Og hvornår kan man sige noget om, hvor alvorligt det er? På forhånd tak Karina
 
Re: Spørgsmål: Cyster i hjernen 15-05-2006 06:50
By Gorm GreisenGorm Greisen Reply
Kære Karina Jeg kan regne ud, at jeres søn skulle være født ca. 1 april 2005, så han er nu 10 mdr. korrigeret alder. Da han ikke kan sidde selv, er hans ”milepæl” (sidder selvstændigt) lidt forsinket. For at få ide om det kan være et tidligt udtryk for hjerneskade, er det vigtigt at vide, hvordan hans motorik ellers er: Prøver han at hjælpe til, når man trækker ham op i hænderne fra liggende til siddende stilling? Bruger han hænderne til at gribe med, og putter han ting i munden? Sparker han frit med benene, eller har han tendens til at holde benene sammen, så det er svært at skifte ble? Føles det blødt og bøjeligt, når man bevæger hans led? Det bedste er selvfølgelig at få en børnelæge til at se på ham og sammen med jer vurdere situationen. Ultralydsskanningen viste nok det, som vi kalder cystisk periventrikulær leukomalaci. Det er en skade på hjernens hvide substans. Cystisk betyder, at der er opstået flere små ”huller” i hjernevævet. Hvis der er cyster på begge sider i hjernen og i store områder, er der stor risiko for et motorisk handicap, især spastisk lammelse. Men hvis der kun er nogle få cyster, er risikoen ganske lille. Skaden kan opstå, uden man ved hvorfor, dvs. uden alvorlige komplikationer efter fødslen. Der kan gå op til 5 uger fra skaden sker, indtil den kan ses som cyster. I visse tilfælde er det mest sandsynligt, at skaden er sket før fødslen. I disse situationer har man især mistanke om, at infektion, måske efter vandafgang, kan være en årsag. I vil ikke få meget ud af en skanning nu i forhold til det, I allerede ved. Cysterne vil faktisk være forsvundet. Men om ca. 1 år når nervebanernes fedtskeder er udviklede, kan man med MR-skanning lave nogle meget detaljerede billeder af hjernen. Men på det tidspunkt vil I allerede have set mere af hans udvikling, og skanningen vil måske kræve en egentlig narkose. Jeg har svaret på dine spørgsmål så ligeud, som jeg kan. Jeg håber ikke, at det har forskrækket dig. Måske ville det under alle omstændigheder være bedst, om I fik et besøg hos en børnelæge. Mange hilsner Gorm