Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Spørgsmål: Krise efter fødsel 15-05-2006 07:06
By Jeanne DautonJeanne Dauton Reply
Tak for et fantastisk givende Fagpanel! Jeg fik ved kejsersnit en dejlig dreng, men desværre alt for tidligt i 26. uge. Indtil nu går det godt, 2 indlæggelser til nu... Jeg krydser fingre... Jeg har virkelig været i en dyb krise, lige da jeg fik ham. Var jeg mor eller ikke? Overlevede han? Hjerneblødninger? Der var mange tanker, der kørte rundt. Jeg har det godt, men jeg er altid på forkant ang. min lille dreng, som nu er 17 mdr. Hver morgen tænker jeg, hvis der er stille inde på hans værelse: Lever han mon? Jeg er virkelig angst for at miste ham... Er det vigtigt, at jeg får bearbejdet hele den traumatiske oplevelse? Kan jeg mon blive mindre angst? Med venlig hilsen Jeanne Dauton
 
Re: Spørgsmål: Krise efter fødsel 15-05-2006 07:08
By Lisbeth Milting GathLisbeth Milting Gath Reply
Kære Jeanne Tak for din mail. Min første tanke, da jeg læste det, du skriver, var, at bare der dog havde været nogen, der havde taget lidt mere hånd om dig/din frygt i begyndelsen, og som havde fortalt dig om de mange svære og ofte modsatrettede følelser og tanker, det naturligt vækker at føde for tidligt, og ikke mindst så tidligt som du gjorde. Jeg kender jo ikke dit forløb, og ej heller hvilke tilbud eller mangel på samme du er blevet mødt med, men din beskrivelse af din angst og frygt gav mig lyst til at fortælle dig, at det, du oplever, er helt naturligt og normalt oven på en så voldsom, skelsættende begivenhed, også selvom din dreng har det godt og efter omstændighederne har haft et fint forløb. Det er min erfaring, at angsten griber godt fat i langt de fleste mødre, og at det kan tage et godt stykke tid, førend følelserne "lander". Nogle har bl.a. beskrevet det for mig, som at der langsomt kommer flere og flere pauser fra angsten, andre at det hjælper se deres barn blive mere og mere robust og kompetent. Angsten får mindre plads og bliver oftest mere håndtérbar. Måske kan man også sige, at bekymringen, ængstelsen tager mere den form som forældre, der ikke har født for tidligt, kender til, for det at ængstes, også voldsomt for sine børn, er en del af forældreskabet, måske en lidt ubeskrevet eller ikke så almindelig omtalt del af forældreskabet, velsagtens fordi det er så smertefuldt for os alle. Det er min erfaring, at langt de fleste har gavn af at få fortalt om de oplevelser, de har haft både under indlæggelsen og efterfølgende. Der er så mange følelser og tanker, som næsten er flettet knudeagtigt ind i hinanden, og som er så overvældende, fordi de er knyttet til ens kærlighed til barnet. Det kan være en hjælp at få sagt det højt, at få foldet det ud som man har oplevet, og som i den forstand er til stede i éns liv. For mange er det en hjælp at få anerkendt, hvor smertefuldt det har været/stadig er. For langt, langt de fleste bliver den nærmest knudeagtige følelse løsnet, når der kommer fokus på det, når det får lov at komme frem. Jeg møder mange, der synes, at de bør være mere rolige og lægge det hele bag sig, især når deres barn har fået det godt. Det er bare sjældent så enkelt. Ved at lægge tanken om det jeg "bør føle og tænke" lidt til side og tage dét alvorligt, som er der, også selv om det ville være nemmere, mindre smertefuldt, om det var anderledes, skabes der som regel en forandring. Vores længsel efter eller krav om at føle anderledes, end vi gør, har det med at låse os fast i følelserne, mens det at kigge på de oplevelser, som nu engang er der, næsten altid medfører noget nyt og dermed en bevægelse, en forandring. Ud fra den betragtning tror jeg, det kan være en hjælp for dig at få talt om de oplevelser, du har haft, og også om hvordan det er nu, hvilke spor det har sat i dig, at du har fået din dreng så tidligt i graviditeten. De følelser, vi har som forældre, er så stærke, skal være så stærke, at det tager plads og tid at samle sig igen, når vi har oplevet, at barnets liv har været truet. Det ligger så dybt i os at ville tage god vare på vores børn. Og godt det samme, for børnene er jo afhængige af, at vi gør os umage og passer omsorgsfuldt på dem. Noget af det mest forskrækkende og angstprovokerende ved den for tidlige fødsel er så, at en del af det, barnet har brug for, så at sige er uden for vores rækkevidde som forældre. Vi bliver afhængige af lægehjælp, sygepleje, barnets egne ressourcer samt må se i øjnene, at vi også så at sige er i livets vold, fordi der også findes grænser for lægernes magt. Det er så afsindig og ubærlig en tanke, at man kan miste sit barn. At følelsen af frygt opstår så hurtigt og med en sådan kraft, som den gør, når ens barn er født for tidligt, gør situationen og starten på forældreskabet særlig sårbart. At få fortalt om dine følelser og tanker, både dem du har nu og dem, der er knyttet til oplevelser fra da din dreng var helt lille, kan være en måde, du tager hånd om dig selv på, en måde du giver dig selv omsorg på oven på en meget belastende start på forældreskabet. Måske kan du få hjælp på den neonatalafdeling/børneafdeling, dit barn har været indlagt, alternativt kan du på Dansk Psykologforenings hjemmeside (dp.dk) finde oversigt over privatpraktiserende psykologer i hele landet. Held og lykke med det og tillykke med din dejlige dreng. Mange hilsner Lisbeth M.Gath Cand.psych., aut.psykolog