Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Spørgsmål: Sandsynlighed og risiko 16-07-2006 11:42
By NinaNina Reply
Kære Gorm I september 2002 blev jeg mor til Oliver, født i 26+1 med en fødselsvægt på knapt 1 kg. Han var indlagt hos jer på Riget i 7 uger og efterfølgende på Roskilde i 6 uger. Oliver er i dag en stor og dejlig dreng på 3½ år, som fungerer godt i sin børnehave, er tryg, glad, storspisende og godt sovende, har utrolig meget energi og i det hele taget vores store solstråle. Så tusind tak for velkvalificeret starthjælp til jer derinde på Riget - og al vores respekt for jeres arbejde! Oliver blev født på grund af en moderkageløsning, som man mener var forårsaget af en streptokokinfektion B - prøvesvarene viste i hvert fald rigtig mange streptokokker. Jeg har ellers stædigt holdt fast i, at Oliver skulle være vores eneste barn, af ren frygt for at føde for tidligt igen - med de vanskeligheder, som det nu indebærer. Men nu hvor Oliver er blevet en stor og selvstændig dreng, ja så bliver ønsket om at få et barn mere større og større. Mit spørgsmål til dig er, om du ud fra din lange erfaring med for tidligt fødte børn kan sige noget om, hvor stor sandsynligheden er for at føde for tidligt igen? Jeg mener at kunne huske, at vi for 1½ år siden deltog i en undersøgelse, som en studerende hos dig foretog. Måske der er nogle svar derfra, som kan bruges. På forhånd tusind tak for dit svar. Med venlig hilsen Nina
 
Re: Spørgsmål: Sandsynlighed og risiko 16-07-2006 11:43
By Gorm GreisenGorm Greisen Reply
Kære Nina Generelt kan man sige, at risikoen er 3 gange forøget næste gang. For en kvinde, som skal føde sit andet barn, er den almindelige risiko for at føde for tidligt (dvs. før 37 uger eller 3 uger for tidligt) ca. 4%. Hvis hun allerede har født for tidligt en gang, er risikoen altså ca. 12%. Man kan også udtrykke det positivt: Chancen for at føde til tiden er ca. 88%. I dit tilfælde vil man være opmærksom på streptokokinfektion, og det betyder, at risikoen nok kan begrænses. Du tænker måske også, at det er et mindre problem at føde 4-5 uger for tidligt og er måske mere interesseret i risikoen for at føde ekstremt for tidligt igen. Den risiko er måske også ca. 3 gange forøget, dvs. fra 0.5% til 1.5%. Mange hilsner Gorm