Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Spørgsmål: Manglende væskeindtagelse 29-12-2006 09:18
By Kristina JacobsenKristina Jacobsen Reply
Kære Fagpanel Jeg har en datter på lidt over 1 år fra fødselstidspunkt. Hun blev født i uge 24+3 (tvilling men hendes søster døde efter 8 uger af tarmproblemer). Ida klarer sig rigtig fint - hun har ikke været syg efter udskrivelse fra RH. Også motorisk er hun fin, dvs. hvis man fratrækker de 16 uger, hun blev født for tidligt. Under indlæggelsen var der ej heller de store problemer. Hun havde nogle få infektioner, fik blodtransfusioner og en enkelt lungekollaps, som blev klaret ved at lægge hende i et højere tryk, så vi blev først udskrevet ved termin. Vi havde dog store problemer med hendes afføring og spisning ca. 2 måneder efter udskrivningen og tre måneder frem, indtil vi for alvor kom under kyndig vejledning på Gentofte Sygehus. Nu fungerer hendes afføring fint, og vi er igen fri for Lactulose. Hun spiser også fint nu - dog kun mos/grød, da større bidder volder hende store udfordringer. Det, jeg behøver råd om, er følgende: Min datter vil ikke have væske… Hvor meget væske vil du mene, at hun skal have - og vil du mene, at hendes væske- og kostindtag er i orden? Hun vejer ca. 7,3 kg og måler ca. 70 cm. Hun spiser følgende: Morgenmad: 70-120 gram havregryn lavet på Syrnet Modermælk Erstatning + olie. Frokost: Kartoffelmos ca. 100-130 gram (70 % kartofler +30 % grøntsager) lavet på Syrnet Modermælk Erstatning + olie + 10-15 gram kød. Eftermiddag: Lidt rugbrød (en-tre små firkanter) eller lidt vandmelon. Hun kan ikke lide frugt etc. og er ikke særlig interesseret i dette måltid. Aftensmad: Kartoffelmos ca. 100-150 gram - se under frokost Løbende igennem dagen og til måltiderne tilbydes hun væske. Vi har alt inden for forskellige drikkekopper, tudkopper, sutteflasker, og har dertil prøvet med al mulig væske - vand, sukkervand, saftevand, sødmælk etc. Men hun vil allerhøjest have en enkelt tår, som hun ofte får galt i halsen. Jeg ammer hende stadig - hun får nok omkring 3 X 40-50 ml om dagen. Hun nægter at få sutteflaske. Så alt i alt vil jeg mene, at hun får max. 300 ml væske i alt, incl. det som er i maden. Hun har ca. 1 våd ble om dagen. Kan hendes indre organer tage skade af for lidt væske? Hun har det umiddelbart helt fint og virker glad, men igen, hun er en utrolig sej lille størrelse, som ikke giver op. Så det er svært at sige, om hun egentlig har det rigtig godt. Vi kunne fx ikke mærke på hende, at hun ikke rigtig havde fået mad i et par måneder og var svært tilstoppet med afføring. Selvom vi er under kontrol på Gentofte Sygehus, så er jeg i tvivl om, hvorvidt de egentlig tror på, at der reelt er et væskeproblem - jeg er bange for, at de bare ser en pylret mor, som overdriver problemet. Dette på trods af at både blodprøver og scanning viste, at hun får for lidt væske. Og at hun IKKE har mere end 1 våd ble om dagen. Hvad kan være grunden til det lille væskeindtag? Kan der være noget galt med halsen? – og hvordan undersøges, om alt er, som det skal være dernede? Kan hun simpelthen bare være vænnet til et lille væskeindtag - da hun jo var under reduceret væskeindtag under indlæggelsen grundet BPD-lunger? Er der noget, som vi ellers kan gøre? Noget, som jeg kan insistere på, bliver undersøgt? Det er næsten ikke til at holde ud, hvis jeg bare skal gå og vente på, at det ender galt…Det, vi bl.a. gør lige nu, er at gå til zoneterapi hos Kirsten i Roskilde - hun bliver ofte anbefalet i dette forum. På forhånd tak Kristina Jacobsen
 
Re: Spørgsmål: Manglende væskeindtagelse 29-12-2006 09:21
By Majbrit BennedsenMajbrit Bennedsen Reply
Hej Kristina Et barn i hendes alder skal have mellem 400-600 ml. væske pr. døgn - alt inclusive. Dvs. ammemælk, små mundfulde væske og det, du har lavet grøden på (allomin) altså det hele. Ofte får barnet mere ammemælk, end vi tror, og du bruger også en del allomin til at lave grød på. Så i det store hele vil jeg mene, det er ok, som jeres Ida får. Det er sikkert i den nederste grænse, men hun er frisk og livlig og har formentlig altid spist og drukket ganske lidt. Det er helt ok. Skal du have det regnet mere nøjagtigt ud, er det uden for mit kompetenceområde, det henhører under en diætist. Diætisten skal bruge 3 døgns fuldstændig nøjagtigt regnskab over Idas mad. Dvs. al mad skal vejes og måles og selv den lille smule væske, hun drikker, skal skrives op - desuden skal bleerne vejes før og efter vandladning, så man rent faktisk ved, hvad hun tisser pr. døgn. Der vil også blive regnet noget fra, for det hun sveder i denne tid. Det kan være, det er en hjælp at få det udregnet. Nogle gange hjælper det at se det på skrift. Om ikke andet kan I tage det med på Gentofte Sygehus næste gang, I skal derud. Så kan I få en snak med dem om det. Ellers skal jeg uddybe, hvorfor jeg mener, hun spiser fint nok. Korrigeret regner jeg ud, at Ida er omkring 8 måneder. Det er ikke alle børn i den alder, der er gode til at drikke af kop uden at få det i den gale hals. Perioden på de næste 4 måneder vil være øvelse og mere og mere overgang til at spise og drikke som os andre (der er næsten ingen rigtigt gode ammebørn, der også vil have sutteflaske). Men I skal have tålmodighed med hende, det vil gå langsomt. Mit råd er at vælge et bestemt lille glas til hende og så altid bruge det. Ikke noget med tudkop og alt det andet - det forvirrer hende. Vælg noget med en passende diameter til hendes mund, så det ikke virker som om, vi andre skulle drikke vand af en murebalje - så ville vi også spilde. I kan også vælge at give hende lidt tykkere væsker at drikke - fx mere allomin eller æblejuice eller grøntsags-/frugtsafter. Det er nemmere at drikke tykke væsker. Om der skulle kunne være noget galt med hendes hals, ved jeg ikke, det er op til en øre-næse-hals-specialist at bedømme. Det er da før set, at når børn har været i respirator, kan der ske noget med halsen - men jeg vil nu mene, at det er blevet tjekket på sygehuset før udskrivelsen. Jeg ved heller ikke, om hendes lunger er helt gode, ellers kan det godt være svært at få luft samtidig med at skulle spise og drikke. Men så bliver lidt væske mange gange pr. dag jo også til noget. Om hun er blevet vænnet til at drikke minimalt med væske grundet sine lunger? Ja, måske, men jeg tror nu ikke, det er derfor, hun drikker lidt nu, nærmere fordi hun er "ung" af alder med hensyn til at spise og drikke. Om hendes indre organer kan tage skade? Ja, det kan de da, men hvis det var så alvorligt, ville de have gjort noget mere på sygehuset. Hvis vi som voksne fik taget blodprøver for, om vi drak væske nok i denne varme, ville der være en del af os, der også havde påvirkede blodprøver, uden at det gør noget. Vi tisser også mindre af den grund. Om der er mere, du skal gøre? Nej, det synes jeg ikke. Det lyder alt sammen meget fint, og zoneterapi er også godt. Der er også nogle, der bruger kranio-sakral terapi, og det kan også være godt, hvis det er en god en. Jeg ved godt, at det kan være meget svært at aflæse et for tidligt født barns smertetærskel - de er seje og stærke, men også vant til meget smerte, før de reagerer, så det er godt, du er opmærksom. Desuden synes jeg, det er godt, I går på Gentofte, det kan I være trygge ved. Men derfor er det godt at have forarbejdet i orden før kontrollen – evt. i form af en fuldstændig nøjagtig oversigt over mad- og væskeindtag. Ellers skal I nyde jeres lille datter, at det går så godt, og at I har formået at holde hende rask. Når hun er rask, udvikler hun sig og lærer - MEN det vil gå MEGET, MEGET langsomt. MEN det kommer. Alt det bedste og held og lykke med hende fra Sundhedsplejersken