Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Spørgsmål: Tvang vedr. undersøgelser 29-12-2006 10:33
By Helle K. JensenHelle K. Jensen Reply
Hej Jeg har det enormt dårligt med den ene gang efter den anden at være nødt til at være med til eller se på, at de holder min søn på snart 4 år, når han skal have taget blodprøver og sidst en rygmarvsprøve (som desuden mislykkedes). Han har, siden han var et år, været syg: astmatisk bronkitis, hvor vi kæmpede en del med masken. Desuden gentagne lungebetændelser og øreproblemer. Han er stærkt svagsynet på det ene øje og er nu sat i klapbehandling for at træne dette øje, han synes bestemt ikke, det er sjovt at have klappen på. Han er ved at blive udredt for damp. Her viser nogle blodprøver (igen!!), at han muligvis har en stofskiftesygdom, og der følger nu nye undersøgelser. Han har fået lavet en masse undersøgelser allerede, og jeg kan ikke blive ved med at tage det at skulle tvinge ham. Jeg ved godt, at det er for hans egen skyld osv., men jeg kan bare mærke, at jeg får det mere og mere dårligt med det. Jeg vil gerne høre, om det er noget, han kan tage varig skade af, da det vel føles som et overgreb for ham at blive tvunget til noget, han ikke bryder sig om. Håber, du kan finde hoved og hale i denne rodede tekst. Helle K. Jensen
 
Re: Spørgsmål: Tvang vedr. undersøgelser 29-12-2006 10:34
By Christina JørckChristina Jørck Reply
Hej Helle Jeg vil give dig ret i, at det umiddelbart lyder som mange undersøgelser, din søn må igennem. Man bør selvfølgelig kun foretage de mest nødvendige undersøgelser og behandlingsmæssige tiltag, men dette er læger oftest meget opmærksomme på. Ud fra din beskrivelse er det lidt svært at få klart overblik over, hvad årsagerne til de enkelte undersøgelser er. Jeg kan forestille mig, at en af kilderne til din frustration er, at du ikke har viden og overblik over, med hvilket formål undersøgelserne skal foretages. Det er vigtigt, at du beder lægerne om at forklare dig formålet med en undersøgelse – og hvis du ikke umiddelbart forstår det, så spørg igen. Dette vil sandsynligvis kunne være med til at mindske din forvirring og utryghed i forbindelse med din søns undersøgelses- og behandlingsforløb. Som forældre til syge børn er det følelsesmæssigt utrolig hårdt at skulle forholde sig til det ubehag og den eventuelle smerte, som barnet må udholde lige nu, samtidig med at man selvfølgelig håber på, at undersøgelserne og behandlingen vil føre til en afklaring og en bedring af barnets problem/sygdom. Derudover vil man ofte også være bange for mulige negative konsekvenser for barnets videre udvikling, hvis undersøgelserne og behandlingen ikke gennemføres. Det er ikke rart for et barn at blive udsat for undersøgelser, som det ikke forstår, og som endda kan være smertefulde. Derudover kan eventuelle indskrænkninger i barnets udfoldelsesmuligheder være svære for ham at forstå. Det er ikke muligt for forældre helt at skærme barnet for det eventuelle ubehag ved en undersøgelse, men man kan forsøge at hjælpe barnet med at håndtere oplevelsen. Først og fremmest er det helt naturligt, at barnet en gang imellem kan blive ked af det og har brug for trøst og omsorg. Hvis man som forælder er meget frustreret, angst og/eller negativt indstillet over for det, som barnet skal igennem, kan dette forplante sig til barnet og øge dets angst og forvirring. Det er selvfølgelig helt naturligt, at forældre har disse følelser, og det er også vigtigt at være opmærksom på, at man har dem, men over for barnet er det vigtigt at være rolig og hjælpe barnet med at mindske dets angst. Det kan det være hensigtsmæssigt, afstemt efter barnets alder, at forklare barnet lidt om, hvad der skal ske, og hvad det gode og mindre gode herved kan være. Der findes f.eks. en række billedbøger, som man kan bruge hertil, og bamser eller lignende kan også bruges til at gøre barnet bekendt med proceduren. Hospitalet vil ofte kunne være behjælpelig hermed. Derudover kan man forsøge også at forbinde hospitalsbesøg med positive oplevelser. F.eks. foretage sig noget rart sammen med barnet efter et hospitalsbesøg. Derudover kan man forsøge at minimere det negative ved den nødvendige behandling. F.eks. kan man fokusere på det potentielt positive i, at din søn har klap for øjet – f.eks. at han ligner en sej sørøver. De oplevelser, som et barn bliver udsat for, vil naturligvis påvirke det, og barnets individuelle måde at tolke/opleve en begivenhed vil påvirke hans erindringer herom. Heldigvis er børn oftest temmelig hårdføre og kan overkomme en hel del negative oplevelser, uden at tage varig skade heraf. Selvfølgelig vil barnets negative oplevelser blive en del af hans erfaringsgrundlag, men det betyder ikke nødvendigvis, at det vil påvirke hans videre liv negativt. Det er dog vigtigt, at de negative oplevelser opvejes af positive oplevelser og af støtte fra forældre og andre omsorgspersoner, både generelt set og i forhold til de negative oplevelser. Derudover er det vigtigt, at man som forældre bestræber sig på, at barnets sygdom eller handicap fylder så lidt som muligt i samværet med og omsorgen for barnet, således at barnet ikke kommer til at identificere sig udelukkende med sygdomsrollen. Slutteligt vil jeg anbefale dig at undersøge mulighederne for at få samtaler med en psykolog til at få talt om og bearbejdet de mange følelser og tanker, som tynger dig i forbindelse med din søns problemer og undersøgelses- og behandlingsforløb. Eventuelt kan du få denne hjælp i hospitalets regi. Derudover kan det muligvis – hvis du ikke allerede gør det - være en hjælp for dig at søge støtte fra familie og venner. Med venlig hilsen Christina Jørck psykolog