Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Dosering af EyeQ 07-03-2007 13:59
By adminadmin Reply
Kære Fagpanel

Allerførst en tak til jer og resten af foreningen, fordi I findes! Min mand og jeg blev for snart et år siden forældre til Klara og Viktor, der blev født 28+5, altså 11 uger for tidligt. Fra begyndelsen af deres liv var de dog nogle sejlivede små nogen, der faktisk ikke var så små endda. Klara var 42 cm og vejede 1650g, mens Viktor fulgte lige i hælene med 41 cm og 1600g. Ud over lys, CPAP og kuvøse i 3 uger, klarede de starten rigtig godt. Vi blev udskrevet en måned før termin og kom hjem med to små dejlige børn, der sagtens kunne tage på ved fuld amning hos mig.

Siden da har deres stærke fysiske udrustning holdt sig - de har været forkølede én gang og kun haft feber i forbindelse med vaccinationer. Alt i alt altså to sunde og raske børn. Mht. mad, så spiser de lystigt af grød af alskens slags med frugtmos og grøntsagsmos samt lidt kød og tidselolie tilsat, og de vokser godt. I en alder af nu 10½ måned (korrigeret 8 måneder) vejer de begge ca. 9 kg og er 72 cm lange. De har i en længere periode fået 2 ml Laktulose dagligt, forebyggende, da de har haft tendens til forstoppelse. Nu er vi trappet ud af Laktulosen og klarer det med en daglig dosis af sveskemos, suppleret med 2 ml Laktulose i ny og næ, når vi synes, de går og presser for meget og ser for anstrengte ud.

De er ikke dem, der sover mest om dagen, og de bliver nemt pylrede, når en af dagens lure kun har varet ½ time, men ellers er de glade børn, der ikke er bange for fremmede.

Tilsyneladende er der altså intet at komme efter for sundhedsvæsenet - men alt er bare ikke, som det skal være. Et par måneder efter udskrivelse begyndte vi at mærke, at begge børn var meget lette at stresse - noget, lægerne også havde sagt lige efter fødslen, men ellers ikke talt mere om. Med tiden blev det værre og værre - vi kunne ikke have besøg, det var for meget for dem at gå en tur i parken med barnevognen, vi hørte aldrig musik eller radio, min mand købte ind på vej hjem fra arbejde, da indkøbsforsøg i Fakta resulterede i utrøstelige skrigeture med virkning resten af dagen. Det eneste, der kunne få dem til at falde til ro, var at amme dem i søvn. Lægerne på Skejby kunne ikke hjælpe - der var jo ikke noget galt! Heldigvis mindedes jeg at have set Jonna Jepsens bog i Neonatalafdelingens kaffekøkken, og da vi fik fat i den, begyndte billedet at tegne sig af, at begge har sanseintegrations-problemer. Vi købte så kugledyner og gik til kranio-sakral-terapeut, og begge dele hjalp ganske meget.

Men ... vi synes stadig, de kan have problemer med at falde til ro. Det går efterhånden godt med at få dem til at falde i søvn selv, men problemet er, at går det galt, så går det MEGET galt, og specielt Viktor kan ikke falde ned på anden måde end at blive lagt til brystet, også selvom han ikke er spor sulten. I betragtning af deres alder synes vi efterhånden, at det er en meget uholdbar metode. Derfor blev vi meget begejstrede, da vi i marts-nummeret af Livsbladet læste artiklen om Mikkel, der havde fået Eye Q med god virkning.

Og nu kommer vi så til spørgsmålet:
Kan og må vi prøve at give Klara og Viktor Eye Q i flydende form? På pakken står der, at man skal konsultere læge eller sundhedsplejerske, inden man giver det til børn under 1 år, og da vores sundhedsplejerske er meget flink, men helt og aldeles inkompetent i forhold til præmature børn, sender jeg hermed spørgsmålet til jer og håber på et kvalificeret svar - noget, vi desværre ikke er vant til i omgangen med sundhedsplejerske eller andre dele af sundhedssystemet EFTER udskrivelsen.

Med venlig hilsen
Lene Hauge
 
Re: Dosering af EyeQ 07-03-2007 14:06
By adminadmin Reply
Kære Lene Hauge

Tak for spørgsmålet, som jeg nu faktisk ikke kan give jer et præcist svar på.
Grunden til dette er to ting: For det første ligger ansvaret helt i jeres hænder, som forældre, når I vælger at give jeres børn noget ud over det sundhedsstyrelsen anbefaler. Herunder Eye Q, Biostrath, Bidro osv.

For det andet er det rigtig meget pudsigt, at der bag på alverdens naturmedicin står, at I skal spørge sundhedsplejersken, som rent faktisk ikke må anbefale det, fordi vi jo er underlagt Sundhedsstyrelsens retningslinier.
Når det så er sagt, er det jo selvfølgelig sådan, at I som forældre lytter efter andre forældre, mht. hvad der har hjulpet deres børn. Og her henhører anbefalingen af Eye Q jo.

Mine erfaringer med disse kapsler har jeg mest fra større børn - fra omkring 1½ år og opefter (rigtig mange skolebørn med meget god effekt).

Mine erfaringer er utroligt gode - olien har hjulpet rigtig mange børn til at få ro. Jeg har oplevet et enkelt barn få ondt i maven af den flydende olie - det er alt.
Så, sammenholdt med hvad Ann Elisabeth Knudsen tidligere har skrevet om olien i Livsbladet - ja, så ville jeg da bare forsøge. Jeg tror kun, det kan gå godt.
… og så vil jeg lige kommentere - selv om I ikke har spurgt - at for mig som sundhedsplejerske vil det være vigtigst, at jeres børn falder til ro (ved brystet), end at de er så urolige, at de ikke kan sove - de SKAL have pauser og sove gennem dagen, og det lyder jo til, at I har en god rytme ellers. MEN giv tid, de er jo altså født i uge 28, og det gælder om at have tålmodighed som forældre, så ordner det sig lidt efter lidt.

Jeg vil også gerne nævne, at sådan noget som kranio-sakral-terapi ofte skal holdes ved lige ved flere behandlinger - for at holde ro på børnene. Så måske de skal have lidt behandling igen?


Venlig hilsen
Majbrit