Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Væksthormoner? 05-05-2007 16:16
By adminadmin Reply
Hej Gorm

Jeg vil gerne høre din vurdering og råd omkring vores søn på 5 ½ år.
Født 33+4, vejede 1950 og var 43 cm lang. Uproblematisk uden C-pap og
kuvøse. I dag vejer han 15,5 og er 106 cm høj.

I forbindelse med en undersøgelse foretaget af en børnelæge, blev det besluttet, at han skulle til undersøgelse på Rigshospitalets afdeling for vækst og reproduktion. Jeg er nu kommet i tvivl - og er meget usikker på - om det måske ender med, at vores søn skal have væksthormoner. Er der bivirkninger ved disse, og er det relevant set fra dit synspunkt? Jeg har det meget svært ved tanken om, at han skal "proppes" med dette. Han er ofte meget træt, både fordi han ikke kan kapere de mange sanseindtryk (hvilket gør, at vi selvfølgelig prøver at give ham korte dage i børnehaven), og børnelægen mener så også, at hans fysik gør, at han hurtigere bliver træt, det lyder meget logisk, ikke? Men er der grund til bekymring?

Ved så ikke lige, om dette mere er et spørgsmål om psykologi:

Noget andet, der også fylder i den sammenhæng, er, at når han er så træt, reagerer han ved, at hans krop bliver meget urolig, han går ofte over andres grænser, går tæt på andre børn ex. og hører ikke, hvad de eller vi siger. På andre tidspunkter er han en lille sød (selvfølgelig) fornuftig dreng, men jeg er meget usikker, hvis andre skal hente ham i børnehaven, når han er i det "humør", og han ikke er til at regne med i trafikken.

Når han skal puttes, er det tit med spark og slag (altså fra ham !!:-)), fordi han ikke evner at få ro i kroppen. Har prøvet intensiv børstemetode uden held, og han sparker altid dynen af, så kugledyne er måske overflødig. Nogen råd?

Venlig hilsen
Hanne
 
Svar 05-05-2007 21:10
By adminadmin Reply
Kære Hanne

Jeres dreng vejede noget under det gennemsnitlige for sin alder, da han blev født, og han er noget lettere og noget lavere end det gennemsnitlige for sin alder, nu da han er 5,5 år. Jeg vil foreslå, at I tager imod tilbudet om nærmere undersøgelse på afdelingen for vækst og reproduktion på Rigshospitalet. Jeg mener ikke, du skal være bekymret for, at han bliver 'proppet' med væksthormon. Ud fra hans vægt og højde nu, vil der ikke være grund til det. Og en sådan behandling betyder daglige indsprøjtninger i flere år, så det vil man aldrig gøre, uden forældrene er enige i, at det er rimeligt.

Når der overhovedet er grund til nærmere undersøgelse skyldes det, at man er blevet opmærksom på, at nogle børn, som var for små ved fødslen, også vokser dårligt senere. Hvis de kommer mere og mere under det gennemsnitlige for deres alder, kan de hjælpes med væksthormon. Men altså først efter grundig undersøgelse og når forældre og læge er enige om, at det er en god ide.

På din beskrivelse lyder det også som om, han har adfærdsmæssige problemer, og at det er meget afhængigt af situationen. Sådan er det for mange mindre børn, og oftere for drenge end for piger. Jeg kan forstå, at der ikke var nogen problemer for ham efter fødslen, så den skyldes næppe den for tidlige fødsel i sig selv. Men jeg vil også anbefale, at I får hjælp til at vurdere hans udvikling og adfærd. Det bedste er vel, om I og børnehaven, som kender ham til daglig, sammen beskriver hans problemer og finder ud af, hvem der bedst kan hjælpe i jeres kommune. Det er vigtigt, at få det gjort inden skolen, og afdeling for vækst og reproduktion kan nok ikke hjælpe jer så meget med dette.

/gorm