Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Indkøring i dagpleje 11-05-2007 15:27
By adminadmin Reply
Kære Mette

Min datter, født i uge 29+2, er efter barsel og tabt arbejdsfortjeneste i 9 måneder, pga. sine sanseintegrationsproblemer, sit sarte immunforsvar og sin generelle sarthed, nu startet i dagpleje. Det går godt derhenne, men hun suger ALT til sig, og når hun kommer hjem, er hun utrolig hyperaktiv, og har meget svært ved at falde til ro, når hun skal sove. Hun græder mindst 1½ time hver aften og råber de ting som hun har oplevet i dagplejen.

Vi har haft 3 ugers indkøring, og både dagplejeren og jeg selv mener, at det er alt for kort tid. På nuværende tidspunkt er hun der fra 9.30 til 15.00. Ellers vil hun skulle være der fra kl 7.45 til 16.00.

Jeg har hørt fra to andre forældre til for tidligt fødte, at når man har haft så lang tabt arbejdsfortjeneste, så har man ret til 3 måneders indkøring? De snakkede noget om, at det står i punkt 208, men i hvilken lov eller § ved jeg ikke? Kan du hjælpe mig?

Det er meget akut det her, for jeg skal egentlig starte på arbejde i morgen, men min vidunderlige arbejdsgiver har givet mig fri hele ugen til at finde en løsning!

Glæder mig til at høre fra dig og håber, du kan hjælpe mig.

Mange hilsner
Line
 
Svar 11-05-2007 15:28
By adminadmin Reply
Kære Line

Jeg tror, mange forældre til for tidligt fødte børn vil kunne nikke genkendende til din beskrivelse af din datters reaktioner efter en lang dag i dagplejen. Det er meget almindeligt, at reaktionen på de mange indtryk først kommer, når der er ro på, det vil sige, når barnet er kommet hjem.

Jeg synes derfor også, det er positivt, at der er bevilget tabt arbejdsfortjeneste til dig i en indkøringsperiode, og jeg har da svært ved at forestille mig, at man ikke vil acceptere en "delvis forlængelse" af denne, ud fra den beskrivelse du giver. Når jeg skriver delvis, så tænker jeg, at det måske kunne være en løsning, at du starter op på deltid, således at du fortsat kan aflevere din datter lidt senere og hente hende lidt tidligere. Jeg kan umiddelbart ikke forestille mig, at kommunen vil bevilge fortsat fuld tabt arbejdsfortjeneste, når din datter er i dagpleje 5½ timer dagligt.

Har du kontaktet din socialrådgiver og spurgt til muligheden for en forlængelse? Måske kunne en udtalelse fra dagplejemor understøtte din ansøgning, eller hvis du har kontakt til en sundhedsplejerske, så kunne det måske være en ide med en udtalelse fra hende. Hvis din anmodning ikke imødekommes, er der mulighed for at klage over afgørelsen inden 4 uger fra modtagelsen.

Man har ikke en lovbestemt ret til 3 måneders indkøring. Det vurderes altid individuelt, hvad der er behov for. Vedrørende din henvisning til pkt. 208, så vil jeg tro, de har ment pkt. 218, hvoraf det fremgår, at hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste udbetales i 3 måneder efter udgangen af den måned, hvor betingelserne for tilskuddet er bortfaldet. Denne regel gælder dog ikke, hvis der på forhånd er aftalt en bestemt periode. Tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med pasning af et for tidligt født barn vil oftest være bevilget for en bestemt periode.

Du kan dog læse mere om bestemmelserne i Servicelovens §42 samt i Socialministeriets vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier af d. 5. december 2006 pkt. 193 - 219.

Med ønsket om en god indkøring i dagplejen
Mette