Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Selv-stimulering og utryghed 18-01-2009 20:04
By adminadmin Reply

Jeg er en voksen mand, der er født 2½ mdr. for tidligt. Jeg har nogle spørgsmål angående min adfærd.

 

Som barn var det ofte sådan at jeg lige inden jeg skulle sove, lå på maven og løftede hovedet op fra puden for at lade det falde ned på puden igen. Jeg drejede også hovedet fra side til side i luften inden jeg ramte puden igen.

 

Som jeg husker det stod det på i flere minutter af gangen og det var i perioden så langt jeg husker tilbage, dvs. ca 4-5 år og frem til jeg var 10 år. Jeg tror så det gik lidt i sig selv. Men som teenager oplevede jeg flere gange at denne adfærd optrådte når jeg sov ude ved kammerater. Altså jeg vågnede ved at min kammerat skubbede til mig og spurgte hvad der lige skete.

 

Mine forældre var godt klar over denne adfærd men det var ikke noget "man snakkede om" og jeg turde ikke at spørge nærmere ind til det. En kæreste har også bemærket denne adfærd. Jeg tror ikke jeg har denne adfærd mere da jeg ikke har hørt noget om det i mange år. Jeg har stor tendens til at sidde med albuerne på knæene og sådan rokke/vugge frem og tilbage, tror selv det virker beroligende. Jeg er meget i tvivl om hvordan og hvor jeg skal henvende mig for at få svar på dette spørgsmål.


Jeg ved at da jeg blev født på sygehuset, blev lagt i kuvøse og at mine forældre ikke måtte have kontakt med mig. Jeg vejede ca. 1200 gram og blev overflyttet til Rigshospitalet efter et døgn og jeg tabte mig til ca. 950 gram. Jeg tror nok at jeg var indlagt i 1½ mdr. Mine forældre kunne kun se mig gennem ruden og jeg havde altså kun den menneskelige kontakt der var til læger og sygeplejerskene i denne periode. i kuvøsen lå jeg sammen med en pige der også var for tidligt født og havde også denne kontakt.

 

Ellers ved jeg at min opvækst og udvikling vist nok er rimelig normal. Min skolegang var ok og jeg klare mig godt. Jeg husker fra første skoledag meget tydeligt at jeg ikke var glad pga. det at jeg skulle være alene i skole. Jeg husker også fra min læreplads at samme fænomen optrådte igen, da jeg i skoleperioden skulle bo et sted langt hjemmefra og at dette føles meget utrygt - noget jeg ikke ved om er normalt eller unormalt som teenager.

 
Hilsen Frederik
 

 
Re: Selv-stimulering og utryghed 18-01-2009 20:05
By adminadmin Reply

Kære Frederik!

Det lyder som om du har klaret dig virkelig godt, selv om du fik en svær start livet! Der kunne have været tilstødt dig mangt og meget, som du sikkert ved.

Den adfærd, du beskriver, kaldes selv-stimulering og er en måde at vække sine sanser på, men vel at mærke en måde, som man selv kan styre og derfor er det på en måde rart, selv om man ikke rigtig kan lade være.

Mange mennesker oplever den slags, også mennesker, der ikke er født for tidligt. Jeg havde selv en bror, der rokkede sig i søvn i sin seng. Min bror rokkede sig i søvn i sin seng, så den rykkede sig ud fra væggen hver nat og han var født til tiden.

Din adfærd har muligvis sammenhæng med din for tidlige fødsel, det har været en måde at mærke dig selv på, som du genoptog, når du var presset og sov ude hos andre. Det undrer mig, at I ikke har talt om det derhjemme - du kan jo selv begynde at tale om det med dine forældre, det vil sikkert være godt for jer alle 3.

Hav en god snak!

De venligste hilsner
Anette Albeck, psykolog