Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Hjerneblødning, væskeansamlinger 11-04-2009 16:22
By adminadmin Reply

Er lige blevet bedste til en lille pige på 1180 gr. og 40 cm - født 10 uger for tidligt, efter en besværlig graviditet. Vores lille pige fik, efter en uge, hjerneblødning og et døgn senere væskeansamlinger i hovedet - er i dag blevet overført fra Viborg syghus til Skejby ved Århus. Hvad/hvilke konsekvenser kommer det til at få?

 

Vibeke
 

 
Re: Hjerneblødning nyfødt 11-04-2009 16:25
By adminadmin Reply

Kære Vibeke,

Jeg kan forstå hvis I er forskrækkede. Du har skrevet for lidt til jeg kan sige noget rimeligt om udsigterne for dit barnebarn.

Hun er født 10 uger for tidligt, og vejede lidt for lidt for sin alder ved fødslen. Jeg kan forstå at der blev konstateret en hjerneblødning da hun var en uge gammel. Det er senere end normalt, men kan skyldes at hun ikke fik scannet hjernen tidligere. Det har hun måske ikke fået fordi hun ellers har virket normal for sin for tidlige fødsel.

Du skriver ikke hvor 'stor' hjerneblødningen var. Den almindeligste form for hjerneblødning hos tidligt fødte børn beskrives i 4 grader fra 1 til 4. Grad 1 og 2 får kun sjældent senfølger, mens grad 3 og 4 medfører en risiko for spastisk lammelse på ca 50%.

Endelig skriver du at hun fik væskeansamlinger i hovedet et døgn senere. Normalt kommer væskeansamlingen flere uger senere. Så situationen er måske anderledes end jeg nu beskriver. Hvis der kommer væskeansamling efter en hjerneblødning er der ofte brug for operation hvor der bliver lagt en tynd slange fra hjernens hulrum gennem hjernevævet og kraniet til underhuden hvor den bliver ført ned bag øret, ned ad halsen og over brystet så den anden ende kan lægges ind mellem tarmene. På slangen sidder en ventil, der regulerer afløbet fra hjernens hulrum til bughulen. Det fungerer normalt godt, men kan blive kompliceret af infektion, eller kan stoppes til så ventilen må skiftes.

Tilsidst skriver du at hun nu er flyttet til Skejby. Alt i alt tror jeg det er bedst hvis du får mere besked fra dit barnebarns forældre og hjælper dem til at få god besked fra børnelægerne i Skejby. De har set barnet og vil sikkert lave nye scanninger og snart kunne sige noget mere sikkert.


Mange hilsner
Gorm