Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Skæv indkøring dagpleje 28-05-2009 22:15
By adminadmin Reply

Vi er forældre til en pige på snart 20 måneder, født 28+6, altså 11 uger for tidligt. Hun er også dysmatur, vejede 820 g ved fødslen.Hun var indlagt de første 3 måneder i et forholdsvis ukompliceret behandlingsforløb, den meget tidlige fødsel taget i betragtning. Hun har siden klaret sig rigtig godt fysisk, men har haft problemer med at spisning, søvn og sanseintegration siden hjemkomst fra hospitalet. Samtidig har hun haft et meget stort behov for tryghed og især mors nærhed. Vores spørgsmål omhandler problemer i forbindelse med indkøring af vores datter i dagpleje.

Baggrund
Hun startede for 3 måneder siden og løb hurtigt ind i store vanskeligheder. Dels med overhovedet at acceptere en anden omsorgsperson end sine forældre (hun har ikke været passet af andre end os før), dels med at kapere de mange nye indtryk. Derfor blev der sat et forløb i gang med observation og kontakt til PPR, med henblik på at afgøre, om vores datter overhovedet kunne passes i dagplejen. Hun tæller for 2, men forventes på alle planer iøvrigt at indgå på lige fod med de andre børn. Det gælder også gæstebørn, gæstepleje, legestue og udflugter. Det kan hun bare ikke. Derfor har vi som nødløsning holdt hende hjemme fra de situationer, vi og dagplejeren i fællesskab har vurderet ville blive for meget. I starten af indkøringen (6 uger) afholdt mor sin restferie, hvorfor det kunne fungere. Da det trak ud med en løsning, valgte vi at lade hende tage først 4 og dernæst yderligere 2 uger ekstra uden løn. Samtidig søgte vi på anbefaling af PPR om tabt arbejdsfortjeneste hos vores sagsbehandler.

PPR har lavet en sanseprofil der (som forventet) viser at vores datter har problemer med især lydfølsomhed og generelt med at bearbejde og danne mening af sanseindtryk. De har straks sat gang i en proces hvor de kommer på besøg både hos os og i dagplejen for at observere og vejlede. Samtidig har vores dagplejer fået accept af, at der findes én anden dagplejer, der fast skal træde til som gæsteplejer. Hun er gået i gang med at introducere de to til hinanden og det første møde er gået godt. Det er et stort skridt, eftersom forståelsen hos de andre dagplejere og dagplejens administration har været stærkt begrænset. Det har haft meget hurtig effekt på vores datter, som trives betydelig bedre og endda kan klare at være i legestuen med nogen hjælp og ekstra opmærksomhed fra sin egen dagplejer. Endelig skal der om 2 uger afholdes netværksmøde mellem PPR, dagplejen, sundhedsplejen, sagsbehandleren og os, hvor der skal besluttes en handleplan. Det er her vi håber at få besluttet retningslinier for de hensyn, som alle andre end vores egen dagplejer ellers ikke vil tage.

Det er altsammen rigtig godt - hvis det ikke var fordi vores fremragende dagplejer var blevet syg, muligvis alvorligt, nu 1 uge før mor skal starte på arbejde igen. Det vides ikke om det varer længe før hun kommer tilbage og vores datter er desværre ikke introduceret til sin gæsteplejer mere end denne ene gang. Derfor skal vi nu beslutte om far skal tage orlov uden løn indtil vores dagplejer er rask eller om vi skal vove at aflevere vores datter til en person hun ikke kender særlig godt, et sted hun ikke har været før.

Spørgmål
Vi vil rigtig nødig aflevere vores pige i denne situation og og er mest stemt for at trække tiden til det netværksmøde, der vil give de retningslinier der p.t. savnes. Hvilken fagperson kan eller skal udtale sig på vores vegne? PPR henviser til dagplejen, som afviser os blankt. Som sagt kan de andre dagplejere ikke se problemet og den holdning er toneangivende for administrationen.

Kan vi på denne baggrund bevilges tabt arbejdsfortjeneste for den tid, vi har været hjemme uden løn? Problemstillingen i en nøddeskal er, at vores datter endnu kun kan passes af os og denne ene dagplejer. Hun er nået dertil at hun kan deltage i næsten alle situationer, gæstepleje og større udflugter undtaget. Vi forventer at hun med målrettet træning også kan komme til at indgå dér efter nogen tid.

Vi håber meget på et afklarende svar - vi har læst i de andre indlæg uden helt at finde noget som passer på os.

Med venlig hilsen
Lene & Jesper

 
Re: Skæv indkøring dagpleje 28-05-2009 22:16
By adminadmin Reply

Kære Lene og Jesper

Jeg sidder og er nærmest dybt forundret fra start til slut ved læsning af jeres mail. Hvis jeres datter med de symptomer hun så tydeligt udviser som følge af en ekstrem for tidlig fødsel ikke kan berettige til tabt arbejdsfortjenest i en situation, hvor dagplejen ikke har mulighed for / vil tage de nødvendige hensyn, så har jeg svært ved at se, hvem der ellers vil kunne være omfattet!! PPR er inde over, og har klart vurderet, at jeres datter (ikke overraskende) har svært ved at bearbejde sanseindtryk. Det er en af de helt klassiske følger af at være født for tidligt.

Jeg synes det er helt urimeligt, at du har brugt din orlov, ferie, og sågar holdt fri uden løn i den situation du beskriver. Som jeg læser din mail, så har jeres datters vanskeligheder og særlige behov jo uden tvivl nødvendiggjort, at i som ansvarlige forældre har sikret hende de rammer, hun har brug for. Det er helt almindeligt, at børn født for tidligt har særlig stort behov for tryghed, herunder undgå skift af voksne omsorgspersoner, såsom gæstepleje, legestue mv.

Jeg kan udmærket godt forstå jeres bekymring. Jeg vil opfordre til, at i snarest indgiver fornyet ansøgning om tabt arbejdsfortjenste, da der jo som følge af dagplejers sygdom er opstået en ny situation. Det vil eventuelt kunne være en mulighed, at du får bevilget delvis tabt arbejdsfortjeneste i en indkøringsperiode hos ny dagplejer.

Jeg vil samtidigt opfordre til, at i forsøger at få Det Sociale Nævn til at behandle en klage over første afslag på tabt arbejdsfortjeneste, hvor du holdt fri uden løn. Der er normalt 4 ugers klagefrist, men jeg synes det tyder på, at i som forældre har fået misvisende vejledning, så jeg synes det er noget i bør forsøge at få kigget på.

Tabt arbejdsfortjeneste gives som udgangspunkt kun, når det vurderes påkrævet at barnet passes i hjemmet, og at det er mest hensigtsmæssigt, at det er mor eller far, der står for pasningen. I den tid, hvor dagplejen ikke har kunnet give et tilbud, der tilgodeser jeres datters behov, så ville min vurdering have været, at du ville være berettiget til tabt arbejdsfortjeneste, også for enkelte dage, efter at jeres datter startede i dagpleje: fx ved besøg i legestue, ved dagplejers sygdom mv.

Jeg ønsker jer held og lykke med en god og stabil hverdag for jeres datter

Mette