Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Asperger diagnose 23-02-2010 09:04
By adminadmin Reply

Goddag,

Mit spørgsmål: er der erfaring på området med at præmature er blevet fejldiagnostiseret som autister? Autisme er en livslang lidelse - det er senfølger vel ikke nødvendigvis?

Spørgsmålet vedr. min datter, født 10 uger for tidligt i 1993.

Hun har fået diagnosen Aspergers syndrom. Hun kan ikke leve med diagnosen - vil ikke acceptere den og jeg føler det er et overgreb på hende at hun har fået diagnosen. Hun er meget intelligent og har ikke problemer med øjenkontakt. 

Hun fik diagnosen i 2005 hvor hun havde det meget dårligt med fobi for nylon materialer. Vores liv var meget stresset pga. egen virksomhed og faderens død i 2006.

Tiden efter faderens død har været hård men der har trods alt ikke været så meget stress som inden hans død. Hun har fået det meget bedre - fobien er væk og hun har kun lidt problemer med at forstå sin omverden, men vist ikke mere end normalt end enhver teenager der har været udsat for traumer. Det egentlige problem fornemmer jeg nu er selve "stemplet" som er en stor klods om benet på hende, den gør hun ikke føler sig god nok og hun kæmper med depressive tanker - også selvmordstanker.

Hun har siden 2005 fået Sertralin, 50 mg dagligt, som hjælper hende imod tvangstanker men hun er fortsat depressiv. En overgang fik hun ritalin som dog ikke længere gør noget for hende.
 

Moren

 
Re: Asperger diagnose 23-02-2010 09:06
By adminadmin Reply

Kære moren,

Det er et vigtigt problem: Hvor meget kan en diagnose hjælpe og hvor meget kan den skade. Hendes problemer og diagnoser ligger i det psykiske område. Det kender jeg ikke selv så meget til. Men jeg kender problemet godt fra det somatiske (legemlige) område.

Læger bruger diagnoser til at vælge behandling, og til at hjælpe med at forudsige fremtiden. Hvis det drejer sig om en livsfarlig sygdom og hvis der findes en meget effektiv behandling, så kan en hurtig og rigtig diagnose være afgørende. Tænk på meningitis.

Asbergers syndrom er ikke sådan en diagnose. Dels er den ikke livsfarlig, dels findes der ikke en meget effektiv behandling. Det gælder for mange psykiatriske diagnoser, også for de sygdomme som er alvorlige på den måde at de griber dybt ind i barnets/patientens daglige liv.

Mit indtryk at at holdningen til diagnoser på det psykiske/psykiatriske felt har ændret sig i Danmark i den tid jeg har været børnelæge. Tidligere var der stor bekymring for det du beskriver. At diagnosen bliver brugt til at sætte barnet i bås og derved forhindre barnet i at deltage på lige fod med andre børn og derved få chancen for at blive mere normal. Men i de sidste år er det som forældrene gerne vil have at deres børn får en diagnose. Jeg tror måske det er fordi skolerne og de sociale myndigheder har lettere ved at give ekstra og individualiserede tilbud hvis de har en diagnose at gå ud fra. Det er fordi diagnosen giver en bedre ide om hvad der vil ske hvis man ikke gør en særlig indsats. Det er jo også et rimeligt synspunkt.

Jeg tror især det er derfor der er så meget tale om ADHD, OCD, Asperger osv.

Asperger er ellers en typisk drengediagnose, og en diagnose som der bliver set mindre ned på, nok ikke bliver brugt til at skubbe børn væk med. Det skyldes at børn/mennesker med Aspergers syndrom kan have meget gode evner på nogle områder.

Din beskrivelse af din datter får mig til at tro at hun har psykiske problemer som er svære for hende at klare. Hendes tidlige fødsel og hendes fars død har sikkert begge betydning. Det vigtigste er imidlertid hvad du kan gøre for hende, hvem du kan få til at hjælpe hende, og nu hvor hun snart er voksen især hvad hun selv vil - hvem hun vil hjælpes af. Teenage årene er særligt svære for børn med sygdom, dels fordi sygdommen - fysisk eller psykisk - kan være værre i overgangen fra barn til voksen, dels fordi teenageren har svært ved at tage vare på sig selv. Og jo let afviser gode råd. Den bedste vej frem er at finde ud af hvad teenageren selv vil og at hjælpe til med det.

Det blev lidt langt, og måske heller ikke så konkret. Jeg håber det kan være en hjælp.

Mange hilsner
Gorm