Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

2 år, skriger hele tiden 10-03-2010 20:07
By adminadmin Reply

Vi er en familie på fire med mor, far og en pige på 5 år og en dreng på 2 år og vores problem er vores søn der er født har i uge 28.


Han havde som alle for tidlig fødte en hård start, men vi synes det gik fint med ham trods det. Men for ca 6 måneder siden ændrede han adfærd til et barn der græder/skriger hele tiden (kaster sig bagover og hamre hovedet ned i gulvet hele tiden).


Han startede i vuggestue i maj 09 og har haft en god start, og virker ikke ked af at være der, men når han kommer hjem så starter skrigerierne og han ligger mest på gulvet og skriger. Det kan være hvis vi leger med f.eks tog så pludselig smider han alt og kaster sig ned og banker hovedet i gulvet uden nogen form for varsel. (vi er seriøst bange for han pådrager sig skader i hovedet)
 

Vi havde en god periode efter jul, men nu er det startet igen og det bliver værre for hver dag. Der er øjeblikke hvor han er en smilende glad dreng men der er bare så få af de gode dage.
 

Vi ved ikke hvad vi skal gøre mere og er meget trætte og det tærer meget på vores forhold og det går også ud over vores datter der faktisk ikke kan lege med ham for så flipper han også helt ud.
 

Vi har kontakt med vores kommune og vi har fysioperapeot på ham men hun kan ikke hjælpe os. Hun har så foreslået noget der hedder Marte Meo men mener ikke det er årsagen.
 

Jeg er blevet tilkendt tabt arbejdsfortjenste foreløbig i 3 mdr så jeg arbejder 20 timer, men det er jo ikke noget vi får bugt med lige sådan med det samme.
 

Vi er også tilknyttet til børneambulatoriet. Vi håber i kan komme med nogle gode forslag eller en direkte hjælp da vi er helt fortabte.
 

Forældrene

 
Re: 2 år, skriger hele tiden 10-03-2010 20:10
By adminadmin Reply

Tak for din mail. Det lyder som et hårdt sidste halvår i jeres familieliv. I har kontakt til flere instanser i forhold til at få afklaring og hjælp, men I står endnu med en dreng, I ikke helt ved, hvad I skal gøre for at hjælpe i hans hverdag. Hans reaktioner kan umiddelbart synes uforståelige, og som forældre kan man føle sig afmægtig og usikker på hvad man skal gøre for at bedre situationen.

 

 

Når jeg læser det du skriver, hæfter jeg mig ved at din søn havde en god periode efter jul, hvor jeg formoder I har holdt fri, og hverdagen har været mindre travl. At han har haft gavn af den tryghed, omsorg og ro han får hjemme, og at hans trivsel er afhængig af det han får hjemme, når der netop er ro og tryghed.

 

 

Det I kan tænke på i jeres hverdag er at skabe forudsigelighed og genkendelighed for at han bedre kan få overblik over sin hverdag. Det forudsigelige og genkendelige skaber tryghed. I kan både i vuggestuen og hjemme bruge billeder /piktogrammer og anvende de samme ord om de aktiviteter og ting der sker for og omkring ham (som en form for gentagelse), så han kan få opbygget en mere klar fornemmelse af hvad der skal ske i de forskellige situationer, han befinder sig i løbet af hans dag. I kan også bruge det til at skabe overgang mellem vuggestue og hjemmelivet ved at bruge de samme ord eller billeder. Det lyder også som en god idé, at du er på nedsat tid så hans dage i institution bliver kortere og dermed mere overskuelige.

 

 

I kan derudover selv registrere hvad der fungerer for jeres dreng, skriv det eventuelt ned og gå i tæt dialog med vuggestuen om det, I oplever. Det er godt at holde fokus på det gode, dér hvor I ser, han trives og byg videre på det. I begyndelsen vil det måske synes at være små ting, I ser er godt for ham, men det kan udvides og vokse sig stort, så I kan stille og roligt kan få bygget en hverdag op, der passer til jeres dreng.

 

Hold fast i det der fungerer, også selvom der en gang imellem vil være tidspunkter, hvor I oplever, han kan have en mindre god dag. Vær så nærværende og omsorgsfuld som mulig, når han er sammen med jer – det giver ham at trygt udgangspunkt i forhold til at møde verden. Send positive signaler til ham, når I ser han klarer noget godt , vær opmærksom på at rose ham og dermed fremme det, der fungerer.

 

 

Du nævner Marte Meo-metoden som en mulig hjælp, og jeg får fornemmelsen af du ikke har fået forklaret hvad det egentlig er /indebærer. Hvis I har brug for at læse mere om Marte Meo, som er en metode hvor man arbejder med at styrke kommunikationen mellem forældre og barn og har fokus på de ressourcer der er i familien, kan I finde en god beskrivelse på Servicestyrelsens hjemmeside.

 

Mange hilsener fra

 

Lisbeth Gath

Cand.psych. , aut. psykolog, specialist i sundhedspsykologi