Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Forstoppelse og søvnbesvær 14-02-2015 11:16
By adminadmin Reply
Hej.
Vi har en skøn lille og velfungerende pige på 9 måneder, som er født ca. 6 uger for tidligt ved kejsersnit pga. svangerskabsforgiftning.

Hun er 71 cm og vejer 6.652 kg - så hun er en lille snus, men har indtil nu fulgt sin vækstkurve nogenlunde. Nu har hun dog fået kronisk forstoppelse, vil ikke spise nok og har svært ved at sove, Det er blevet en rigtig ond cirkel, som også giver negativt udslag på vækstkurven. Hun er ellers rigtig glad for mad og har spist alt, hvad vi har præsenteret hende for indtil nu.
Lige en kort skitse af hendes forløb:

Hun har fra starten haft problemer med maven. Jeg havde ikke mælk nok til hende, og modermælkserstatningen slog hendes mave helt ud af kurs i løbet af hendes første par uger. Hun fik Movicol fra begyndelsen, da Lactolose ikke virkede. Movicolen gav hende mavesmerter, og jeg kæmpede derfor for, at få pumpet min mælkeproduktion op og ammede hende fuldt ud fra hun var ca. 1 1/2 måned gammel til hun var 4 måneder, hvor hun var fri af Movicolen og havde det godt.

Hun begyndte at få skemad, da hun var 4 måneder, fordi min mælk havde svært ved at dække hendes behov. Med skemaden kom forstoppelsen desværre igen, og hun har fået Movicol lige siden med kun 14 dages pause. Hun får nu 1- 11/2 brev om dagen, som vi blander i hendes mad. Hun vil ikke drikke det.
 
Hun ville kun have flaske den første måneds tid, og herefter har hun reageret meget stærkt på bare at se en sutteflaske. Jeg tror, hun forbinder den med mavesmerter pga. mælkeerstatningen, som hun heller ikke vil vide af - og vi har prøvet med mange forskellige typer. De sidste par måneder er hun dog blevet gode venner med flasken, men hendes teknik er ret dårlig, så hun får ikke meget ud af det, så det har vi opgivet efter talrige forsøg med talrige flasketyper.
 
Hun er heller ikke vild med sutten, som hun mest bare leger med og bider lidt i og til nød falder i søvn med, når hun skal sove i barnevognen med sin far, og jeg ikke er med. Ellers ammer jeg hende stadig i søvn, når hun skal sove i sin egen seng. Jeg har forsøgt at vænne hende fra brystet, når hun skal sove, men når hun har ondt i maven, er det et ret umuligt projekt. Hun sov i sengen ved siden af mig de første 4-5 måneder, hvorefter hun er blevet lagt i sin egen seng om natten, efter hun er blevet ammet i søvn. Det har fungeret fint indtil medio december.
Status:

Vi er nu der, hvor hun er kronisk forstoppet og ikke spiser nok, og hendes vækstkurve er faldet en smule, og det bekymrer os. Når hun ikke spiser nok, får hun ikke Movicol nok og bliver dermed forstoppet, og vil derfor ikke spise nok og kan ikke sove osv...
Hun har stadig stor interesse for mad, men stopper med at spise efter 10-12 skefulde, og har tydeligvis ondt i maven. Vi har forsøgt at holde pause og bøvse hende af og prøve igen - men ofte uden held. Vi har også forsøgt med alle mulige afledninger, mad af varieret konsistens, grøntsager at gnaske i ved siden af m.m., men det hjælper ikke rigtigt.
 
Jeg har indimellem givet hende Microlax - ca. 1-2 ml ad gangen for at lette hendes mave, men jeg er ikke meget for at bruge det for meget, selvom det faktisk er det, som fungerer bedst, og giver hende færrest gener. Movicolen giver hende meget luft i maven og også mavekneb indimellem. I perioder har jeg givet hende Microlax hver dag 3-4 dage i træk, men der kan også gå en måned, hvor hun slet ikke får det. Når jeg bruger det, er hendes afføring meget hård og knoldet, efterfulgt af en masse luft og afføring med blød konsistens. Vi er også begyndt at give hende loppefrø (HUSK) i maden, og det ser faktisk ud til at hjælpe lidt. Hun får 1/2 tsk til hvert måltid.
 
Vi står nu et sted, hvor vi har forsøgt alt for at få hendes mave igang, men jeg synes faktisk kun det bliver værre og værre. Jeg er nervøs for at det går ud over hendes madglæde og vækst, og vi er gået i stå med at lære hende at sove selv, hvilket hun gerne skulle kunne, når hun skal starte i institution omkring 1. april - denne dato kan dog godt rykkes, hvis hun ikke er klar. Vi ser tiden an.
 
Jeg bruger nu 2-3 timer på at putte hende, og hun vågner hver halve time i løbet af natten nu med uro og mavekneb og falder først til ro ud på morgenen, hvor hun godt kan sove 3-4 timer i ét stræk. Det er tydeligt, at hun egentlig gerne vil sove og prøver alt, hvad hun kan, men maven vækker hende. Vi masserer hende en masse, hun har været til kropsterapi, og vi starter til Kranio-Sakral Terapi i næste uge, som vi selvfølgelig håber, kan hjælpe hende.
 
Men jeg er ved at gå til i træthed og sidder og sover med hende på armen mange nætter for at hjælpe hende videre i søvnen, når hun vågner. Det er mest om natten vi har problemet. Hun sover to lure om dagen i sin seng og i barnevognen på mellem 40 min. og op til 2 timer alt efter, dagsform og mængden af nattesøvn.
 
SÅ: har I mon et godt råd? Min egen sundhedsplejerske er nemlig løbet tør.
 
Hilsen en træt mor

 
 
Re: Forstoppelse og søvnbesvær 14-02-2015 11:34
By adminadmin Reply
Kære Mor,
 
Tak for din grundige beskrivelse af situationene og hele forløbet. Jeg læser, I gør et kæmpe arbejde for jeres lille pige.

Jeg vil først anbefale dig, at du fortsætter med at amme både for ernæringen og for det følelsesmæssige. Det er ekstra vigtigt, fordi hun er kommet før tid. Det er super flot du har gennemført amningen med et barn der er for tidlig født.

Jeg tror din datter har intolerance for komælk. Undgå meget gerne komælk til jeres datter er mindst 9 mdr. Jeg vil anbefale hun fortsætte med husk i mindst 5 uger. Det er godt for hende.
 
Årsagen til den hårde afføring når i giver Mikrolax er, fordi afføringen har været længe i tyktarmen. Det er tyktarmen, der optager det meste væske, så væsken er optaget og afføringen er hård. Den næste afføring der er blød kommer så længere oppe fra tarmsystemet og har derfor beholdt væske i sig. Mikrolax'en er med til at åbne tarmklappen kunstigt.
Fortsæt gerne med Kranio Sakral terapi nogle gange. Op til 5 gange fornemmer jeg. Det vil være godt for jeres lille pige.
 
Det følelsesmæssige:
 
Jeg er også ret sikker på, jeres lille pige har nogle uhensigtsmæssige tanker og følelser omkring hendes start på livet.

Jeg har en sætning, jeg tidligere har behandlet kolik og meget andet med. Den får os mennesker, store som små, til at slippe noget, vi ikke har glæde af. Noget der belaster os, uden vi nødvendigvis kan sætte ord på. De kære små, kan jo slet ikke sætte ord på følelserne, så for dem er den rigtig effektiv. Sætningen kalder jeg Stressfrigørelsessætningen. Stress er jo mange ting. Sætningen er her:
 
 
Stressfrigørelsessætningen:
De negative tanker og følelser, jeg har i min krop, i forbindelse med det pågældende, kan jeg ikke bruge til noget positivt.
Jeg vil ikke lade disse tanker og følelser, påvirke min krop længere.
Jeg sender dem ud i universet, og lader dem aldrig mere vende tilbage, til hverken mig eller nogen anden.
 
 
Læs den højt for jeres lille pige. Hun forstår, hvad der bliver sagt. Hun fornemmer hvad den gør ved hende og hun får det bedre. Læs sætningen 3 x dgl. i 4 dage.

Jeg anbefaler, at I fortsat har jeres datter meget i armene. Det lyder også, som om, det er det, I har gjort. Det er det bedste man kan gøre. I er for hende en fortsættelsen af livmoderen. Den tid hun manglede indeni, får hun så udenpå jeres kroppe. Vigtigt og super godt I har gennemført det. Tal gerne beroligende til hende og fortæl, hvad I tænker kort og konkret. Eks. At det var svært for jer alle, at hun blev født før tiden, men dejligt at få hende og have hende i armene. Fortæl, at I er klar over, det også har været svært for jeres datter, at hun kom til verden da hun var så lille og ikke fik lov, at være i livmoderen, så længe som det var meningen. Tal selvfølgelig med jeres ord og ud fra jeres følelser.
 
Læs gerne min bog Født Klog, det beskriver kommunikation med det spæde og lille barn. Den kan lånes på biblioteket og købes i alle boghandlere. Den udkommer her i foråret tillige på lydbog.

Læs mere på www.sundhedsplejerske.com
 
Jeg ønsker jer held og lykke og sender jer mange gode tanker

Lena Dyhrberg