Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Følge af respiratorbehandling 16-05-2015 20:17
By adminadmin Reply

Hej,

Vores søn blev født for tidligt i 27. uge for 22 år siden. Han blev lige efter fødslen lagt i respirator, da lungerne ikke var fuldt udviklet. Han fik lungedysplasi, men blev efter en måned endelig overflyttet fra intensiv- til neonatal-afdelingen, hvor han de næste 3 måneder klarede sig med C-pap, indtil han endelig kom hjem.

Jeg passede ham de næste par år og fik ”kompensation for tabt arbejdsfortjeneste”. Da han som 2½-årig begyndte i dagpleje, fik han den første (og eneste) lungebetændelse, men var på det tidspunkt stærk nok til at klare den - med penicillin, naturligvis.

Han er i dag rask og velfungerende og er i gang med en videregående uddannelse. Sideløbende har han job som kirkesanger.

For et par måneder siden konsulterer han egen læge på grund af spændinger og smerter, når han taler og synger. Han henvises til øre-næse-hals afdelingen, hvor man finder en venstresidig recurrens parese, som efter udredning karakteriseres som uspecifik og senere tilskrives intubationsskade i forbindelse med den for tidlige fødsel og respiratorbehandlingen. Han henvises til tale/sang pædagog, hvor han nu er i god behandling.

I forbindelse med udredningen CT-scanner man hans lunger og finder: ”Fortætning i højre lunge…. uden mistænke om lungekræft” samt ”…nogle forandringer i lungeparenkymret”. Lungefunktionen er ved testning normal, og han har ikke astma. Han er stadig under udredning. Den seneste besked han har fået er, at han har Emfysem.

Og så kommer mit spørgsmål:
Kan det være en følge af den for tidlige fødsel og respiratorbehandlingen?

Venlig hilsen

Moren 

 
Re: Følge af respiratorbehandling 16-05-2015 20:20
By adminadmin Reply

Kære Mor,

I de sidste år har flere systematiske efterundersøgelser påvist lungeemfysem hos tidligt fødte unge voksne som havde bronkopulmonal dysplasi dengang. Lungeemfysem findes i flere grader, og i de værste tilfælde har den unge voksne også påvirket lungefunktion. Så det ser ud til at Jeres søn passer i dette mønster og heldigvis ikke selv har problemer med det.

Man ved endnu ikke om dette emfysem kommer til at betyde mere senere i livet. Der er simpelthen endnu ikke så mange tidligt fødte med bronkopulmonal dysplasi som er blevet 50, 60, og 70 år. Men man kan i hvert fald sige at han skal undgå rygning og undgå svært støvet arbejde som også er en belastning af normale lunger.

Det er også tankevækkende at han har job som kirkesanger, men alligevel viser sig at have en skade på nerven til venstre stemmelæbe, som jo også sandsynligvis er relateret til behandlingen dengang.

Jeg kan kun sige at vi i dag prøver at begrænse intubation og respiratorbehandling så meget som muligt, men desværre er bronkopulmonal dysplasi også et problem i dag. Især de alleryngste og allermindste er udsatte, 24 og 25 uger og under 750 g.

Med venlig hilsen
Gorm Greisen