Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Langvarige konsekvenser ved overstimulering 27-07-2015 15:10
By adminadmin Reply

Til den rette vedkommende.

Forhistorie
Vi blev i juli 2013, i uge 26+0, forældre til en lille pige 526g og 30cm. Vi var indlagt 4.5 mdr. med diverse udfordringer som følger med.

I August 14 startede hun i dagpleje hvor hun tæller for 2. Dagpleje moderen er erfaren med præmature børn, så vi er meget heldige. Hun er meget hensynsfuld overfor vores datter, og undgår udflugter i legestue når vores datter er vågen.

Vi finder ud af at hverdagen fungerer så længe der ikke sker noget nyt. Vi vurdere i samråd med dagpleje og dagplejepædagog, at gæstepleje ikke er optimal for vores datter, og vi holder hende hjemme når der er ferie eller arrangementer hun ikke kan deltage i. Af samme årsag har vi søgt tabt arbejdsfortjeneste. Efter 6 mdrs. Behandlingstid ved kommunen, er det nu antydet at det vil blive et afslag.

I løbet af de 6 mdr. har vi observeret at hun reagere voldsommere, mere aggressivt og ved en lavere grænse end normalt. Vi vil naturligvis anke afgørelsen hvis det bliver et afslag. Både grundet den ekstrem langsommelige sagsbehandlingstid, men også fordi vi har et reelt behov for at beskytte vores datter, og på nuværende måde løber tør for ferie. Af den årsag er vi selvfølgelig ved at indsamle yderligere viden der kunne være nyttig.

Spørgsmål
Hvis et præmaturt barn ikke skærmes tilstrækkelig, og herved overstimuleres, kan det så have langvarige konsekvenser nu og senere i livet, og i så fald hvilke?

Det vil vi meget gerne have lidt oplysninger på, således vi selv kan se, og yderligere gøre opmærksom på, hvad konsekvensen er nu og senere, hvis vi ikke skærmer hende nu.

Den måde hun reagerer på nu er følgende:

Manglende spisning (knap 2 år, og 8,3 kg)
Lang tid om at falde i søvn
Skal falde i søvn svøbt i dyne og i armene (kugledyne er forsøgt)
Aggressiv adfærd. Spark, nikker skaller, kradser, hiver i hår, støder en væk.
Vil putte tæt, men alligevel ikke
Vågner om natten i et par timer
Pjevset adfærd dagen efter.

Reaktionen ses 1-2 døgn efter overstimuleringen og varer ca. 1-3 dage afhængig af belastning, og vi har set en eskalering således grænsen for overstimulering er mindsket og reaktionen kraftigere.

Er det et urimeligt grundlag at søge TAF på?

Vi ser frem til at hører jeres svar, da vi naturligvis ønsker at beskytte vores datter bedst muligt.

Moren 

 
Re: Langvarige konsekvenser ved overstimulering 27-07-2015 15:17
By adminadmin Reply

Kære Mor

Det lyder rigtigt svært.

Jeg kan forstå at I selv er overbeviste om at der er sammenhæng mellem 'overstimulering' og hendes symptomer. Så det må være svært ikke under alle omstændigheder at forsøge at skærme hende. Jeg skriver overstimulering i citationstegn fordi det er et ord som bruges bredt til at dække en lang række specielle stimuli som måske er for meget for det enkelte barn.

Jeg ved ikke om det er videnskabeligt bevist at det betyder noget på langt sigt, men det er i hvertfald gængs pædagogisk praksis at være opmærksom på det enkelte barns behov for at blive 'skærmet' vs blive 'skubbet' ind i muligheder for at opleve noget nyt og udvikle sig. Vi har lige skrevet noget om dette på http://www.vtfb.dk https://www.rigshospitalet.dk/afdelinger-og-klinikker/julianemarie/videnscenter-for-tidligt-foedte-boern/fagpersoners-opgaver/Sider/paedagogisk-stoette.aspx

Det er i øvrigt ikke typisk at Jeres pige er udadreagerende. Det er mere typisk for tidligt fødte at de er indadreagerende. Men det betyder jo ikke at problemerne ikke kan have noget med den tidlige fødsel at gøre.

Har hun andre tegn på senfølger, så som sen udvikling af tale eller motorik, Det ville betyde at der er mindre chance for at hendes problemer løser sig af sig selv, og at det derfor er vigtigt at kommunen ved at hun har særlige behov.

/gorm