Bestyrelses-login
Giv en donation

Velkommen til vores fagpanel

Velkommen til Dansk Præmatur Forenings fagpanel, hvor foreningens medlemmer kan stille spørgsmål til fagpersoner om for tidligt fødte.  Alle spørgsmål og svar offentliggøres på hjemmesiden. Det er muligt at være anonym, hvis blot redaktøren er bekendt med medlemmets navn og medlemsnummer. Ønskes anonymitet, bedes dette oplyst ved henvendelsen til Fagpanelet.  

Send dine spørgsmål til: fagpanel@praematur.dk 


 

 

 Du skal log in for at kunne deltage i debatten log in or register
Lukket tråd

Evt. senfølge 07-03-2017 21:17
By adminadmin Reply
Min søn er født i uge 32+1 den 20. Marts 2016 - snart 4 år, er yderst velfungerende i mange situationer, og der er ikke umiddelbart nogen åbenlyse senfølger. Han formulerer sig på et højt verbalt niveau og er meget eftertænksom. Som tiden går, og nogle reaktioner og bestemte mønstre gentager sig, er der noget jeg studser over, og derfor skylder jeg min søn, dog lidt i mod farens vilje, at blive klogere på det at være født for tidligt, derfor skriver jeg langt om længe her.
 
Der er forskellige situationer, som jeg betragter som værende atypisk. Jeg prøver at skille tingene ad for, at holde fokus på, hvad der skyldes almen 3-årige drenge - opførsel og så præmaturitet!

For min hensigt er ikke at stemple ham eller "diagnosticere " ham med et præmatur -skilt i panden, men i alt respekt for ham, og for at vi kan fungere mest hensigtsmæssigt som familie, finder jeg det værdig, at søge viden og måske etablere nogle mentale redskaber til bedre at kunne gå ham i møde og forstå hans fortolkning af verdenen.
 
Den største udfordring lige nu, drejer sig om tøj. Fra den ene til den anden dag, ville han pludselig ikke gå i jeans og almindelig pæne bluser. Tiltaget skete i takt med, at han var startet i børnehave og næsten havde smidt bleen. Hans forklaring på det tidspunkt var, at han gerne ville være uafhængig af de voksne, når han skulle på toilettet..Det vil sige, at hvis han havde jogging bukser på uden lynlås og knapper, kunne han selv klare turene på toilettet. Det er jo en ret rationel forklaring og giver faktisk mening, men herfra tog situationen så en drejning. For pludselig ville han kun have t-shirts på til de bløde bukser, ingen langærmede trods alle hans bluser er valgt med omhu med motiver af yndlings figurer som LEGO , Miniens, Supermand , osv, så nægtede han hårdnakket og fuldstændig overbevisende.
 
For at gøre en lang historie kortere , er vi nu landet der, hvor han faktisk intet tøj vil have på. Jo, han har to jogging sæt, han vil bruge, og de er selvfølgelig hele tiden rene. Vasker det ene sæt, når det andet tages på. Jeg kunne jo sagtens købe flere sæt af den slags, men det løser ikke problemet, eller årsagen til problemet , som måske ikke er så konkret , som først antaget , måske er "tøjkrisen" eksponent for noget, der stikker dybere end som så.
 
Det hele ender i kæmpe udbrud og anfald med utrøstelig skrigeri på gulvet, hvor vi ikke kan komme ud af døren, for nogle morgener duer de to sæt ligepludselig heller ikke, Og så er vi på røven. Vi aner ikke vores gode råd. Der er INTET, han vil have på!!

Og han flipper totalt. Jeg tilbyder ham, for at bryde anfaldet, at han må komme afsted i t-shirt og så bare få sin VINTERJAKKE på og ud i bilen, men det løser ikke problemet, for han siger så klogt nok selv, at det bliver for koldt, og at han vil have en bluse på, men vi ender det samme sted igen, for der er ingen bluser, der duer. Han siger fx" den er ikke smart, eller den er grim. Eller han skriger og råber det, og vi er magtesløse.
 
Jeg er stadig på barsel, lillebror er 11 måneder, og har derfor tiden til at "samle vores søn op", men det har jeg ikke, når hverdagen starter igen lige om lidt. Og det er ulideligt at gå igennem. Det er skrækkelig, at se sin dreng sådan. Det smerter langt ind i hjerte og sind..
 
Måske er det en overfortolkning, men jeg ser en dreng, der ikke kan være i sin egen krop, han aner ikke selv, hvad han skal gøre. Og Jeg er fuldstændig psykisk smadret bagefter et anfald, fordi man ikke kan hjælpe ham. Jeg har ikke kompetencer til at regne ud, hvad det handler om. Jeg kan kun konstatere, at det ikke er en typisk adfærd eller en normal 3-års utilfredshed / selvstændighed over tøj.
Når anfaldet har stået på længe, omkring en halv time, så kan jeg nogle gange pludselig "nå" ham og han lytter. Lige pludselig godtager han så en bluse og vi kommer videre, men der er ikke noget mønster i, eller garanti for, om det er den ene eller anden bluse, der pludselig, som dug for solen, bryder udbruddet. Så vi er udfordret.
 
Tak fordi, der er mennesker som frivilligt, vil gøre en forskel for andre mennesker.
 
Venligst en frustreret mor 
 
Re: Evt. senfølge 07-03-2017 21:21
By adminadmin Reply
Kære frustrerede mor,

Tak for dit lange udførlige brev.
 
Det jeg umiddelbart læser af din søns reaktioner mod påklædning:

David vil ikke i børnehaven. Han vil være sammen med sin mor og lillebror. Måske er det ikke den bedste børnehave for ham. Tal med ham om hans børnehave. Tal med børnehaven om hans reaktion derhenne. Hans forhold til de andre børn. Hans forhold til de voksne. Fornem om de holder af ham.
 
Giv David fridage og se om der så er tøjproblemer. Det er et budskab fra David til jer!
 
Jeg ønsker jer held og lykke,

Lena Dyhrberg