Kære Maria
Noget, der kan gøre os forældre bekymrede, er, når vores børn ikke vil spise. Jeg kan forstå på dit brev, at han er en lille temperamentsfuld dreng, der nok ved at fortælle, når han ikke vil et og andet, nu ikke at spise.
Jeg bliver nysgerrig på, hvorfor han reagerer så voldsomt? Du skriver ikke noget om hans sprog, men kunne det tænkes, at han har svært ved at udtrykke sig med ord, og derfor ”må” ty til de store vredesudbrud for at gøre sig tydelig på sine ønsker/ ikke ønsker?
Når børn ikke vil spise maden, sker det ofte, at forældrene i bedste mening prøver at lokke og friste maden i barnet, er det således hos jer?
Som du skriver, er jeres søn i gang med selvstændighedsudviklingen, og der kan være en sammenhæng, da han kan mærke, at jeres største ønske (og bekymring) er, at han spiser, men det vil han selv bestemme.
Mit forslag er, hvis I kan genkende mine formodninger, at I de næste 14 dage helt flytter fokus væk fra maden. Dvs. at I ikke lokker, ikke kommenterer hvad og hvor meget han spiser, og hvis han ikke vil have noget af det, der er på bordet, er det OK. Prøv hverken at rise eller rose, nævn ikke maden. Det bliver svært, men kan give succes, og I vil selv kunne nyde jeres måltider meget mere. I kan uden at I gør det tydeligt for ham, sørge for, at noget af det, der serveres for alle ved bordet, er noget, han plejer at ville spise, om det er noget godt brød, lidt rå grønsager, rosiner m.v. rettet an på et fad. Lad ham selv vælge.
For tidligt fødte kræver ofte ro og struktur, forstået på den måde, at måltiderne indtages efter samme mønster og tidspunkter. Når I går til bords så sørg for, at I forinden har alt på bordet af bestik, mad m.v., så I ikke skal forlade bordet under måltidet, hvilket skaber uro og afbryder koncentrationen. Ligeledes at TV og radio er slukket. Er der andre søskende, skal de også være ved bordet, når måltidet starter. Når I synes, at måltidet er slut, kan jeres søn forlade bordet.
Held og lykke.
Grethe
|