Bestyrelses-login
Giv en donation

Behandlingstyper

 

Forældreerfaring - Filip
af den.

Filip er født i 1992 i uge 27+2. Filip havde indtil han var et år ofte mareridt og har altid været mørkeræd. Han har haft en skrøbelig psyke, separationsangst, var bange for nye ting, oplevelser og mennesker.

Hans neonatale periode og forløb i øvrigt er ikke væsentligt i denne sammenhæng, men relevant er det at nævne, at han lå i kuvøse en måneds tid og fik en del behandling i starten. Mange blodprøvesnit i hælen og mange dropstik. Og så springer jeg til den næste relevante oplevelse: Filip havde indtil han var ét år meget ofte mareridt. Han vågnede badet i sved, storskrigende med panik og angst i ansigtet og var svær at komme i kontakt med.

De forfærdelige mareridt aftog, men Filip har altid været mørkeræd. Han har haft en meget skrøbelig psyke, en voldsom separationsangst, angst for nye ting, oplevelser og mennesker, lavt selvværd og begrænset selvtillid. Han har reageret med at lukke sig ind i sig selv.

Filip har gennem årene haft manglende selvtillid og angst for at gentage fiaskoer. Der var mange ting, han ikke ville prøve eller prøve igen, fordi det tidligere ikke var gået så godt på grund af en sen grovmotorisk udvikling og sanseintegrationsproblemer. Det tog dræbende lang tid først at få ham til at køre på cykler med støttehjul og senere at få ham til at køre uden støttehjul.

Og så et stort spring frem til sommeren 2001, hvor vi var på ferie. Filip stod op af sengen og fortalte, at han ikke kunne sove, fordi han ikke kunne få de uhyggelige billeder væk. Han ville ikke sige, hvad det var. Han kunne ganske enkelt ikke få sig selv til at formulere oplevelsen i ord, for det ville være for uhyggeligt. Jeg brugte meget lang tid på at hjælpe ham med at åbne, og til sidst lykkedes det.

Han oplevede noget, som han havde oplevet mange gange før, hver gang på næsten samme måde: han lå i en glaskiste, som var omgivet af noget meget stærkt, hvidt lys. Omkring kisten var Manden med leen og nogle onde, mørke skikkelser, som kunne flyve. De mørke væsener bar alle skarpe og spidse våben. I baggrunden var deres sorte slot, som de bevogtede. Men der var også nogle engle omkring kisten, og ærkeenglen Michael kæmpede med sit lyssværd mod Manden med leen og de mørke skikkelser. Når Filip lå i glaskisten med det stærke, hvide lys omkring, var han urørlig, men han var alligevel bange.

Denne scene har udspillet sig i Filips hoved mange gange, og han har været så bange, at han ikke turde tale om det. Det var en befrielse for ham, da han endelig fik det sagt. Næste morgen tegnede Filip det hele på et stykke papir, som vi bagefter brændte og gravede ned i jorden. Herefter gik der lang tid uden forestillinger, men de dukkede op igen med jævne mellemrum, senest for en uge siden, hvor vi netop var flyttet ind i et nyt hus. En aften talte Filip og jeg i en helt anden sammenhæng om de oplevelser, han havde i kuvøsetiden, og han sagde pludselig: ”Det er selvfølgelig dét, jeg ser i mine drømmebilleder: glaskisten er kuvøsen, alle de mørke skikkelser med stikkende våben er dem, der stikker og skærer i mig, Manden med leen er døden, der står på lur, og Michael er min skytsengel! Det burde jeg have tænkt på noget før!”. Jeg lader billedet stå…

Erkendelsen har været meget positiv for Filip, men traumerne er alligevel så dybe, at vi har valgt at arbejde med dem med professionel hjælp i form af legeterapi.

(Ovenstående beretning er bragt i Livsbladet 1/2002, side 10-11. Der er foretaget få tilføjelser her).

Legeterapiforløbet

Jeg tog kontakt til psykoterapeut Birte Glud for at høre, om hun mente, hun kunne hjælpe Filip med at konfrontere og slippe traumerne.

Svaret var ja, og Birte arbejdede fra starten meget professionelt. Hun læste en del litteratur om for tidligt fødte børn, besøgte afdeling GN på Rigshospitalet for at opleve de ekstremt små børns verden og satte sig i det hele taget grundigt ind i præmature børns baggrund, betingelser og behov.

Første møde mellem Birte og Filip var i vores hjem. Birte ville gerne, at Filip skulle møde hende på hjemmebane under trygge forhold. Birte besøgte ikke os, men Filip. De to var sammen på Filips værelse, hvor Birte viste levende og ægte interesse for hans univers. Den store tillid til og tryghed ved et andet voksent menneske, som Filip udviste allerede ved det første møde, har jeg har ikke tidligere eller senere oplevet hos ham.

Terapiforløbet fandt sted i Birtes terapirum. Filip valgte figurer, træer, buske, sten, blomster, guldstøv… alskens ting, som hver især repræsenterede deres egen symbolværdi. Med alt dette opbyggede han verdener i en sandkasse indbygget i et bord. Jeg skal undlade at komme nærmere ind på den psykologiske tolkning af de scenarier, Filip byggede i sandet, men blot forholde mig til den forandring, jeg så og oplevede hos ham.

Ret hurtigt i forløbet gjorde Filip sit livs første oprør. Han havde været den ’pæne dreng’, der aldrig opponerede eller gav udtryk for utilfredshed med de rammer, vi voksne satte for ham. Nu var det magtpåliggende for ham at tage afstand fra den moderlige omsorg, som han hidtil havde søgt meget. Han puttede ikke så meget, kom ikke længere og gav kram og var meget obs på at gøre opmærksom på alt det, han kunne. Det var en stor forandring i forhold til, at han tidligere havde været meget tilbageholdende og manglet troen på sine egne evner.

Samtidig med at han tog afstand fra moderomsorgen, dyrkede han i udtalt grad de maskuline sider af sig selv. Han spejlede sig i sin far, som i den periode var en Gud for ham. Han havde et stort behov for at være sammen med sin far og lave ’drengeting’ sammen med ham.

Da han oplevede, at der i hverdagen var plads til både de maskuline præstationer og den feminine omsorg, fandt han hurtigt en balance mellem de to sider, og hans oprør sluttede. Der var nu plads til både knus, omsorg og personlig styrke.

Han udviklede en vidunderlig indre ro og balance. Han fik en robust kerne indeni, og jeg har siden oplevet ham sådan, at der skal vanvittig meget til at bringe ham i følelsesmæssig ubalance. Han ved, hvem han er, og hvad han står for. Han har ikke noget behov for at ligge under for modeluner, deltage i skoledrengenes præstationsræs eller på anden måde markere sig for at stive selvtilliden af. Den er der bare som en konstant faktor i fint samspil med hans selvværdsfølelse.

Legeterapien har desuden helt fjernet Filips uhyggelige drømmebilleder – de har ikke været der en eneste gang, siden terapiforløbet startede for to år siden.

Se evt. www.birte-glud.dk


Jonna Jepsen