Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Kristian 11 uger for tidligt fødte
af Mor den. 02.09.06

Kristian blev født for tidligt efter en svangerskabsforgiftning, er i dag 6 år og har nogle få senfølger. Men trods alt et lille mirakel.

Min graviditet startede stille og roligt, jeg var 25, så jeg var en af de første i vores omgangskreds der blev gravid. Og jeg gik og prøvede at vænne mig til tanken, skønt den var noget uvirkelig. Da jeg kom til min jordmoder, jeg var i 6 måned, blev hun noget bleg da hun tog mit  blodtryk, og det var ret højt. Og jeg fik besked på straks at tage en  taxi til hospitalet. Jeg ringede til min kæreste og fortalte ham temmeligt rystet, at jeg skulle på hospitalet og han kom og hentede mig straks.
 
Vi kom ud på Hvidovre, og de holdt mig under observation et stykke tid, og besluttede sig derefter for at indlægge mig på  svangregangen, og prøve at medicinere mit blodtryk ned. Så jeg kom på enestue, fordi jeg skulle have så meget ro som muligt, og jeg havde det meget underligt med det, fordi jeg ikke selv kunne mærke at mit blodtryk var kanonhøjt, så er det altså svært lige pludseligt at skulle ligge helt stille. 

 

Jeg lå der nogle dage ca. fra torsdag til søndag, hvor de blev enige om at de ikke kunne holde mit blodtryk nede længere, desuden kunne de se at mit barn var påvirket af det, han var slet ikke så stor som han skulle være, og hans hjerterytme dykkede en gang i mellem. Så jeg blev kørt ned til semiakut kejsersnit, og et par timer senere var jeg blevet mor til en lille dreng på 1010 g. som var 11 uger for tidligt født (d. 23/01-00). 

 

Efter jeg var blevet lappet sammen, blev jeg kørt ned på opvågningsafdelingen, hvor de tjekkede mit blodtryk med ca. et kvarters mellemrum hele natten, det skal lige siges at de foregående nætter var jeg også blevet vækket med et par timers mellemrum, for at få tjekket blodtrykket, så jeg var på det tidspunkt segnefærdig af træthed. Min kæreste kom ned til mig med billeder af min lille dreng, det hele var meget uvirkeligt. 

 

Da det blev morgen, kom min kæreste sammen med min mor og sammen kørte vi ned til neonatal afdelingen, mig liggende i en  seng, hvor jeg så min dreng for første gang liggende i kuvøsen, jeg kan med sikkerhed i stemmen sige at jeg slet ikke kan huske dette øjeblik, om det er træthed eller bare chok, kan jeg ikke udtale mig om, men husker slet ingenting fra det øjeblik. Derfra blev jeg kørt op på min enestue, hvor jeg kunne koncentrere mig om at prøve at komme på højkant igen, jeg var meget taknemmelig for ikke at skulle ligge sammen med normalt fødende, med deres små nyfødte.

 

Jeg var en enkelt gang nede hos ham igen, hvor min kæreste skubbede mig i kørestol, sådan et kejsersnit ar kan virkeligt gøre nas. De sagde at han så fin ud og trak vejret rigtigt fint, ingen problemer overhovedet.

 

Men om natten blev jeg vækket af en sygeplejerske der fortalte mig at hans lunger var klappet sammen, fordi han havde fået  vejrtrækningsproblemer, og de havde prøvet at ventilere ham, hvorefter hans lunger havde revnet. Så de havde lagt ham i respirator og han havde fået lungedræn. Jeg kunne slet ikke rumme det, og jeg tror at grunden til at jeg overlevede den efterfølgende uge var, at jeg ikke rigtigt forstod det hele, blev ved med at sige til mig selv, at så længe der var fremgang, og at de ikke foreslog at han skulle døbes, var det nok ikke så slemt, og de virkede som om de havde check på det. Desuden var der jo en masse ting der skulle ordnes, han skulle passes og plejes, og sygeplejerskerne var godt til at indrage os, så jeg tror ikke nogen af os tænkte så meget i den tid. 

 

Efter en lang tids kamp, begyndte det endeligt at gå godt, han tog på, kunne ikke helt smide c-pap´en, men havde det ellers fint. Men pludseligt gik det så lidt ned ad bakke igen, han havde fået en virus så han skulle have drop igen, de kunne ikke finde en åre i armene, så de blev nødt til at lægge det i hovedet på ham (jeg var med ude hos ham da de prøvede at stikke ham adskillige gange), han skulle have en øjenundersøgelse. Der knækkede filmen hos os, vi spurgte om vi ikke kunne slippe for at være med til øjenundersøgelsen, da vi ikke kunne rumme mere. Sygeplejersken prøvede igen at foreslå os at gå til hospitals psykologen, og det tog vi imod. Det var altså godt at få talt tingene igennem med en der kunne sætte ord på meget af det, vi ikke selv formåede, hun vidste præcis hvordan vi havde det. Jeg har senere læst at det er meget normalt, at så snart der falder ro på, er det at man får tænkt over tingene og knækker. Men man syntes selv at det er lidt underligt, at når nu det værste er overstået, så skal der bare en lille virus til at vælte hele læsset.

 

Vi fik Kristian med hjem da han var 1½måned gammel, så det var faktiskt rimeligt hurtigt, og han blev udskrevet da han var 2 måneder. Vi var så heldige at Valby bydel har en ordning hvor de har nogle specielle sundhedsplejersker til for tidligt fødte, og vi fik en fantastisk sundhedsplejerske, som var til stor hjælp den første tid, hun kom ca. en gang om ugen og vejede ham for at være sikker på at han tog på som han skulle.

 

Kristian var en del syg de første år, men ikke noget truende og heldigvis ikke noget der gjorde at han skulle på hospitalet igen. Han er meget social og elsker at lege med sine venner i børnehaven og har en del af dem, men det er først her inden for det sidste år vi har fundet ud af at han nok ikke helt er gået fri for senfølger, hvad vi ellers troede. Han er meget bange for nye ting som han ikke har tjek på, og afviser tit at prøve noget som han ikke kan overskue, og det kan være lige fra at overnatte sammen med os hos nogen venner, til at køre traktor sammen med børnehaven. Og når han først har sagt nej, kan man ikke ændre hans mening på nogen måde. I børnehaven har han også problemer med at opfatte fælles beskeder, især hvis der er flere på en gang, men de hjælper ham så godt de kan.

 

Han kan også gå helt i spåner hvis der er for meget ballade og larm omkring ham, så bliver han dybt ulykkelig. Så efter flere overvejelser har vi besluttet at sende ham på en lille friskole vi har i Valby, som hedder Trekroner Freinetskole, der håber vi at han ikke drukner i mængden, og de kan tage lidt hensyn til hans senfølger for han er en sart lille dreng hvis verden meget hurtigt kan gå under, pga. af en måske lille ting for andre. Heldigvis er han også en meget positiv og social dreng, så han er hurtig at hive op igen, hvis man lige giver sig lidt tid til det.

 

Vi har også fået en lillesøster til Kristian, hun blev født i 2003 og er  nu 3 år, hun blev født 5 uger for tidligt, men efter Kristians historie  var det jo næsten som et normalt født barn for os, hun var kun på neonatal et døgn, og er meget mere psykisk og fysisk stærk end ham.

 

I dag sidder jeg og ser på ham, og kan næsten ikke forstå at det var ham der var så lille, og at vi har været alle de ting igennem, men inderst inde kan jeg godt stadig mærke følelsen i min mave af at stå ved siden af sådan en lille fyr og føle sig komplet magtesløs.