Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Simon født i uge 31
af Lene Thorsager den. 22.03.02

Ja, jeg havde jo ikke lige regnet med, at jeg kunne komme i den situation at have hele to beretninger liggende på hjemmesiden, men her er jeg igen. Første beretning er om Stine, der blev født i 1995 i uge 31+3 pga svangerskabsforgiftning. Trods den tidlige start, og en vægt på 1490 g, var det ikke noget der skræmte os fra at få et barn til, og da jeg snakkede med min læge, inden jeg blev gravid igen, sagde han, at risikoen for at få svangerskabsforgiftning igen var meget lille, specielt med den samme mand. Anden graviditet forløb stort set planmæssigt, med en smule forhøjet blodtryk til sidst (jeg var meget bekymret, men det var læge og jordemoder ikke), og jeg fødte en stor dreng til tiden.

Vi har altid gerne villet have mange børn, så da det gik godt anden gang, betænkte vi os ikke det mindste for at prøve en tredje gang. Januar 2001 blev jeg gravid igen, men denne gang var lykken meget kort. I 10. uge begyndte jeg at bløde, skanning viste dog, at alt var i orden. 2 uger senere blødte jeg igen, og denne gang aborterede jeg. Det var en hård omgang, men heldigvis blev jeg allerede gravid igen i juli.

Første besøg ved lægen viste et lidt højere blodtryk end ved de andre graviditeter; 130/90, men igen forsikrede min læge mig om, at det var næsten usandsynligt, at jeg ville få svangerskabsforgiftning igen, for det var da lige min første tanke. Så jeg lod mig berolige, var selvfølgelig lidt nervøs, det er man jo som gravid, men egentlig ikke så meget som jeg havde været under anden graviditet. Det jeg var mest bekymret for var hvor længe jeg kunne holde ud til at arbejde. Jeg er dagplejer, og lige fra starten var det utrolig hårdt, en lang og anstrengende dag. Jeg havde en del kvalme, var meget træt, og følte ikke der var overskud til andet end at arbejde. Familien blev en del forsømt.

Sidst i november var jeg til jordemoder, her var blodtrykket steget lidt igen, jeg havde en del plukkeveer, så hun syntes, at jeg skulle snakke med min læge om evt. sygemelding. Men endnu en gang pointerede hun, at hun mente det var meget usandsynligt, at det var svangerskabsforgiftning igen. Jeg blev sygemeldt (fra uge 22) grundet hårdt arbejde, plukkeveer, og tidligere for tidlig fødsel.

Det var dejligt med den sygemelding, det gav noget overskud til mine to egne børn, og jeg nød virkelig at have god tid i december. Jeg var selvfølgelig ikke glad for, at det ikke gik helt efter bogen, men jeg var sikker på, at det nok skulle gå godt. Sidst i januar var blodtrykket steget igen, og jeg blev af jordemoderen sendt til ekstra tjek ved egen læge. Nu begyndte jeg at blive lidt bekymret, mest fordi jeg første gang ikke selv kunne mærke at blodtrykket steg, og heller ikke denne gang kunne jeg mærke en forskel. Jeg fik besked på meget aflastning, og så komme til tjek ofte. Lige før vinterferien var blodtrykket faldet lidt igen, og jeg nød at holde fri med mand og børn.

Mandag efter ferien var jeg til kontrol igen: 160/110 og væske i kroppen, specielt i hoved og hænder. Beskeden var: hjem i seng, og så komme til kontrol igen næste dag. Dagen efter var blodtrykket det samme, og denne gang var det også lidt protein i urinen, så jeg blev sendt videre til Skejby til tjek på ambulatoriet. Blodtrykket var her 167/114 (jeg havde også lidt ondt i hovedet), så da jeg havde haft svangerskabsforgiftning en gang før, ville de gerne indlægge mig for lige at holde lidt øje med mig. Jeg havde forsøgt at indstille mig på, at det kunne ende med det, men derfor var det absolut ikke rart at skulle indlægges. Det eneste der trøstede mig var, at jeg nu var i uge 34, og barnet blev ved skanning skønnet til 2000 g, så det var selvfølgelig stort. Fordi jeg var så langt henne, fik jeg heller ikke lungemodning, som jeg havde fået første gang.

Der blev løbende taget blodprøver, og de var alle fine. Proteinen i urinen forsvandt efter et par dage, og blodtrykket var stabilt, så jeg kom hjem på besøg i weekenden. Søndag morgen til kontrol, havde jeg dog mere væske i kroppen, og igen protein i urinen, så jeg fik ikke lov til at tage hjem igen. Mandag startede jeg med blodtrykssænkende medicin, og det hjalp lidt.
Tirsdag blev jeg scannet. Ugen før, da jeg blev indlagt, skønnede de barnet til at veje 2000 g. Denne gang var skønnet 2400 g, så det var jo godt. Men efter at have scannet et stykke tid sagde hun, at hun lige ville hente en læge, for hun syntes, at blæren var meget stor. Puha, det er ikke lige det man har lyst til at høre. Men da lægen kom, havde barnet tisset, og efter at have snakket frem og tilbage om, om nyren nu også så ud som den skulle, blev de enige om, at alt var perfekt, og at der ikke var nogen grund til bekymring, men de ville alligevel gøre et notat i journalen. Indtil da, havde jeg kunnet trøste mig med, at det "bare" var mig der var syg, og at barnet havde det godt, så dette kunne jeg godt have undværet.

Onsdag snakkede lægen om, at jeg sikkert kunne komme hjem til weekenden. Men onsdag aften var blodtrykket steget igen, og jeg blev sat op i medicin. Nu var det så, at jeg for alvor begyndte at blive bekymret. Første gang havde man også forsøgt at sænke blodtrykket med medicin, den samme som jeg fik nu, og det hjalp ikke. Under første graviditet nåede jeg kun at være indlagt 2 dage inden jeg fødte, og jeg syntes dengang ikke, at jeg fik ret meget information, og jeg var ikke særlig god til selv at stille spørgsmål, så jeg havde meget svært ved selv at følge med i hvad der skete, og var slet ikke klar over, hvor tæt jeg var på at føde.

Derfor stillede jeg mange flere spørgsmål denne gang, men viste jo også noget mere om, hvordan det kunne gå. Blodtrykket havde det meste af tiden ligget mellem 100 og 105 (det nederste tal), og både læger og sygeplejersker havde givet udtryk for, at det ikke var alarmerende, og kun fordi jeg havde haft svangerskabsforgiftning før, var jeg stadig indlagt. Så jeg havde været meget fortrøstningsfuld.

Det der bekymrede mig mest, var min familie derhjemme, hvor min mand var alene med de to store. Jeg havde også forhørt mig om en fødsel med forhøjet blodtryk og havde fået at vide, at jeg på trods af forhøjet blodtryk kunne føde normalt, da man ved at ligge en epiduralblokade kan styre blodtrykket. Det var jeg glad for, for jeg har prøvet kejsersnit, og det er ikke en rar oplevelse. Men nu så det så alligevel ud til, at det ikke skulle gå helt så godt denne gang.

Torsdag aften var den helt gal, mit blodtryk var meget højt (180/130), og der blev tilkaldt læge med det samme. Jeg fik endnu engang kørt strimmel (havde heldigvis hver gang vist at barnet havde det godt), fik taget blodprøver i tilfælde af akut kejsersnit, og endnu mere medicin, der fik blodtrykket til at falde lidt. Da vi har to børn, var det ikke meget min mand har været hos mig, men lige denne aften var han der heldigvis, og det var jeg meget glad for. Der blev besluttet, at der nok skulle træffes en beslutning næste morgen om graviditeten skulle afsluttes.

Om natten fik jeg det rigtig dårligt. Jeg fik så meget ondt i hovedet som jeg aldig har oplevet før, men fik da sovet lidt. Næste morgen kom min mand tidligt, og kl 9.30 kom lægen. Han mente, at alt taget i betragtning, så var det nok bedst, at jeg fødte snart. Han kunne godt prøve at sætte mig i gang, men der ville nok gå nogle dage, og dermed igen fare for at blodtrykket ville stige. Der var heller ikke nogen garanti for, at blodtrykket ville være til at styre under en fødsel, så med aftenens blodtrykstigning i betragtning, ville han anbefale et kejsersnit, så det blev det til.

Lægen aftenen før havde allerede snakket om kejsersnit, og jeg havde forsøgt at overbevise mig selv om, at det var den bedste løsning for mig og barnet, og mit hoved kunne klart se det rigtige i den beslutning, men mit hjerte var ikke enig. Jeg havde ikke på noget tidspunkt i graviditeten tænkt den tanke, at det kunne ende med kejsersnit igen, derimod havde jeg set frem til en ”bedre” fødsel end anden gang, hvor jeg fik prikket hul på fostervandet med efterfølgende meget kraftige veer, bristede en del og blev klippet. De kraftige veer betød at jeg aldrig nåede op i badekaret, hvilket jeg bestemt regnede med at skulle have været i denne gang.

Da beslutningen om kejsersnittet var taget, gik det hurtigt. Allerede 12.38 havde jeg født en lille søn på ca. 2300 g og 47 cm. Der var ingen børnelæge med ved fødslen, da jeg trods alt var nået til uge 35+3 og umiddelbart havde han det godt. Min mand sad med ham, mens jeg blev syet sammen. Han begyndte dog at knirke meget (dårlig vejrtrækning), så han blev taget med ud igen, og de snakkede med en børnelæge. Vi fik ham dog med over på opvågningen, hvor han blev placeret under en varmelampe og vi prøvede om han ville sutte ved mig, men det ville han ikke. Der blev fundet noget mælk til ham, men inden blev hans blodsukker målt: 0,6 og det skal være over 2,5. Så han blev taget med til børneafdelingen, hvor han kom i kuvøse, for han var noget kold, og fik lagt drop med sukkervand, og sonde til at få mælk.

Kuvøsen kom han allerede ud af næste dag, 3. dag tog man den elektroniske overvågning af ham, og 4. dag kunne han klare sig uden sukkervand. 5. dag fik jeg ham med over på barselsgangen, og så måtte vi i gang med ammetræning. Det gik lidt langsomt i starten, for han var også blevet gul, så de var lidt tilbageholdende med at sulte ham alt for meget. Men en uge gammel spiste han næste alt mad selv, og efter 11 dage fik vi lov til at komme hjem, selvom han kun vejede 2184, og altså ikke endnu var oppe på fødselsvægt.

Selvom alt der gået så godt, da han jo ikke er født ret meget for tidligt, så var det alligevel hårdt at være indlagt. Selvom jeg havde de bedste forudsætninger for at være forberedt, og intet var kritisk, så var jeg alligevel ked af, at jeg ikke fik lov til at gå tiden ud, og føde normalt. Et kejsersnit er en underlig måde at blive mor på, også selvom man har prøvet det før. Flere har sagt til mig, at det er godt, at jeg trods alt har prøvet at føde normalt, og det er også rigtigt, men derfor er det alligevel som om jeg ikke selv har født ham. Denne gang er det også som om jeg mere føler, at jeg har mistet det sidste af min graviditet end jeg gjorde første gang. Det var også hårdt at min mand ikke kunne være så meget hos os. Jeg ville gerne have delt oplevelserne med ham, men det var mere vigtigt at børnene derhjemme havde det godt, og barslen ville vi gemme til vi kom hjem.

Som jeg skrev, så har vi altid gerne villet have mange børn, ikke nødvendigvis kun 3, men efter jeg fødte var jeg overbevist om, at nu var det slut med børn. Jeg ville ikke udsætte mig selv, og min familie for flere graviditeter og fødsler af denne art. Det gjorde mig også meget ked af, at jeg ikke selv kan beslutte, om jeg har lyst til at få flere børn eller ej, så jeg snakkede med min kontaktlæge om det. Han mente ikke, at denne graviditet skulle betyde, at jeg ikke kan få flere børn, hvis jeg har lyst. Han er ikke sikker på, at det høje blodtryk denne gang kun skyldes svangerskabsforgiftning, måske kan det skyldes, at jeg har forhøjet blodtryk generelt, så han skrev en henvisning til at få undersøgt det. Det hjalp at få at vide, jeg alligevel har et valg, men det bliver selvfølgelig et svært valg, med to præmature børn, og en abort i bagagen.

Simon, som han skal hedde har klaret det hele utrolig flot. Han spiser godt, har taget godt på herhjemme, og sover stadig det meste af tiden. Han er bare dejlig, og det synes de to store heldigvis også. De er meget glade for at have mig hjemme igen, og jeg er glad for igen at have overskud til at lege med dem, og putte dem i seng, og glæder mig meget til at skal ud og gå tur med barnevognen når Simon bliver stor nok til det. Jeg har tilbragt meget til på sofaen siden sidste sommer hvor jeg blev gravid.

Lene Thorsager