Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Aksel og Sigurd
af Lone Skjoldaa Kempf den. 01.02.02

Jeg hælder forsigtigt te i kruset og går langsomt og besværet tilbage til min seng. Persiennen er rullet ned for det kolde morgenlys, og jeg skubber puderne sammen i ryggen. Igen mærker jeg sammentrækningen. Det gør ikke specielt ondt; men jeg bliver alligevel urolig. Med besvær fisker jeg et par numre af ”Forældre & Børn” frem under sengen, og bladrer dem hektisk igennem. Ikke én af fødselsberetningerne starter med en beskrivelse af den fornemmelse, jeg har, og jeg sukker lettet og synker igen tilbage i puderne.

Og så er den der igen. Sammentrækningen. Og denne gang varer det længere, end det har gjort før. ”Det er fandme løgn”, mumler jeg for mig selv, og finder vandrejournalen frem. Der er præcis to måneder til termin, og jordemoderen, jeg taler med, lyder heller ikke specielt alarmeret. Vi bliver enige om, at jeg skal forsøge at hvile mig. Og det gør jeg så. Krummer mig sammen i sengen med armene beskyttende rundt om maven.

Men sammentrækningerne fortsætter, og ved totiden ringer jeg til Tue og siger, at jeg synes, at vi skal få det tjekket. Han kommer med det samme. ”Hej skat”, siger jeg kækt, og giver ham et hurtigt kys. Han gengælder kysset og smækker bildøren efter mig. Det er et stykke tid siden, at jeg sidst har haft fornemmelsen, og et øjeblik fortryder jeg, at jeg ringede. ”Lov mig, at du ikke synes, jeg er pylret”, siger jeg, og fanger hans øjne. Det lover han med et skævt smil, som stivner, da jeg stemmer fødderne i gulvet. Sammentrækningen i underlivet får mig til at knække sammen. Alligevel tror jeg ikke på, at det kan være rigtige veer. Det gør ikke ondt på samme måde, som da jeg skulle have pigerne.

Men jeg har åbnet mig fem centimeter, da vi ankommer til sygehuset, og der er ingen vej tilbage. Jeg får en indsprøjtning med lungemodnende stof, og pludselig er stuen fuld af folk. Jeg er fuldstændig ligeglad, og kan den dag i dag ikke huske andre ansigter end de to lægers og jordemoderens.

En time efter er Aksel født. Han er helt perfekt, men selvfølgelig alt, alt for lille. 1683 gram og 49 centimeter. En af børnelægerne tager ham med til neonatalafdelingen. Og så venter vi bare på Sigurd. Fostervandet går i en kæmpe skylle; men Sigurd selv vil ikke ud. Lægen tjekker hjertelyden mellem hver ve, og på et tidspunkt beder han en eller anden komme med en doptone. Den kolde gelé bliver smurt ud på mit maveskind, og alle står i stivnet positur og venter på lyden af hans hjerteslag.

Det virker som en evighed, før lægen resolut rejser sig og veksler blikke med jordemoderen. ”Så kører vi venner”, siger han myndigt. ”Kejsersnit”, spørger jeg, og jordemoderen nikker, mens hun hjælper mig over i sengen, der skal køre mig på operationsgangen. Aksels navlestreng hænger mellem mine ben og dingler. En tang klemmer den sammen, og fornemmelsen af det kolde stål mod mine fostervandsklamme lår, får et øjeblik tænderne til at klapre i munden på mig.

Tue bøjer sig ind over mig og smiler. ”Vi ses, min skat”, siger han og giver min hånd et klem. Han lader som om, han ikke er bekymret, men hans øjne bedrager ham. De er helt mørke, som de kun er, når han er presset. Jeg smiler tilbage og mærker, hvordan min sjæl forlader kroppen, da vi haster hen ad gangen.

Da jeg vågner, ligger der to uskarpe polaroidbilleder på min pude. Det er en underlig måde, at blive mor på. Jeg er glad og ked af det på samme tid - og meget utålmodig efter at komme op og se dem. Endelig får vi grønt lys til at køre.

Med besvær bliver min seng bakset ind på stuen. De ligger i hver sin kuvøse og får hjælp til at trække vejret. Pludselig åbner Aksel med besvær sine øjne. De er helt mørke og alvorlige. Jeg er overbevist om, at han ser på mig. Se, hvisker jeg åndeløst, bange for at bryde det magiske øjeblik. Jeg lægger forsigtigt hånden mod plexiglasruden og ønsker brændende, at jeg i stedet kunne knuge hans lille varme krop.

Tilbage på afdelingen er jeg helt rundt på gulvet. Det er helt forkert, at jeg ikke er sammen med børnene. ”Skal du slet ikke sove”, spørger nattevagten bekymret igen og igen. Men hvordan kan jeg? Mit indre er kaos. Omsider bliver klokken fem. Morgenholdet er lige mødt på vejrudsigten, og jeg kan endelig ringe til nogen og fortælle, at jeg har født.

Det varer heldigvis ikke længe, før Tue igen dukker op. Han giver mig et kæmpeknus, og vi skynder os op på afdelingen, hvor børnene ligger. Ved hver kuvøse står der folk i hvide kitler. Børnene er ikke stabile, og især Sigurd er de bekymrede for. Vi får at vide, at de ikke har de store forventninger til ham. Han ligger og klynker svagt. Hans hud er helt grå, og det bliver besluttet at give ham en blodtransfusion og holde ham bedøvet med fenemal, så han ikke har smerter. De råder os til at få ham døbt.

Det har vi ikke lyst til. På en eller anden måde synes vi, at vi opgiver ham, hvis vi tilkalder præsten. Men selv om han ikke bliver døbt, er det dejligt, at vi på forhånd har givet ham et navn. Det havde været upersonligt og slet ikke til at bære, hvis vi hele tiden skulle høre, at det går skidt med ”Tvilling B”.

Den ene krise afløser den anden de næste dage. Det er dage med mange forvirrede følelser. Af og til kan jeg mærke spark i maven. Jeg siger det ikke til nogen. Holder det for mig selv, og lægger bare en hånd beskyttende om maven. I et kort sekund kan jeg bilde mig ind, at der virkelig havde været et spark. At børnene stadig er i maven, og at det hele bare er en forfærdelig ond drøm. Men så går alarmen hos en af børnene, der pludselig ilter for dårligt eller glemmer at trække vejret, og det hele bliver meget virkeligt igen.

Selvfølgelig er jeg lykkelig for mine små drenge; men jeg er også ængstelig for, hvad der kan ske. Og jeg er rasende på de læger, der ikke kan love mig noget. Jeg har altid hørt, at børn nok skal klare sig, hvis de bare vejer over et kilo. Det var det halmstrå, jeg klyngede mig til, da jordemoderen sagde, at jeg ville føde i løbet af nogle timer. Men det er slet ikke vægten, det handler om, siger lægen. Det handler derimod om, hvor længe børnene har været indenbords. Og mine nåede kun 30 uger.

Tue forsøger at være på sygehuset så meget som muligt. Men han skal jo også passe sit arbejde og de store børn derhjemme. Jeg savner dem, så det gør ondt. Især om aftenen er det svært. Jeg mangler ham at putte mig ind til, og har billederne på min nethinde… Emma, når hun sover med en lille stribe savl fra mundvigen. Hendes pandehår, der svedigt krøller i søvnen. Thea, der helt sikkert ligger og krammer sit slidte sovedyr. Jeg blev nødt til at skubbe tankerne om dem væk. Jeg kunne ikke tage hjem. Hvis jeg forlod drengene, var jeg sikker på, at der ville ske et eller andet forfærdeligt.

Måske er det den mest ensomme periode, jeg nogensinde har oplevet i mit liv? Verden udenfor sygehuset var mærkelig fjern, og jeg følte mig dybt afhængig af de ansatte på afdelingen, der mere eller mindre tilfældigt blev deltagere i mit personlige drama. Jeg søgte viden hos dem, og læste stakkevis af bøger om følgevirkningerne af at blive født for tidligt. Hver gang jeg fandt ud af en ny ting, mine børn kunne komme til at fejle, frøs mit hjerte til is; men på et tidspunkt fik jeg nok. Jeg var vågnet ved halvfemtiden og kunne pludselig slet ikke klare, at de ikke var hos mig. Jeg skyndte mig at tage en trøje over skuldrene og løb afsted i de morgentomme gange.

Nattevagten kiggede forskrækket op, da jeg kom ind ad døren. ”Jeg skal bare lige”…fremstammede jeg stakåndet og skyndte mig ind til børnene. De sov begge to. Alt åndede fred og idyl, og jeg stod imellem de to kuvøser og afgav et tavst løfte om, at det nu var slut med at bekymre sig på forhånd. Jeg ville elske dem betingelsesløst uanset hvad.

I dag er de 21 måneder. De er mindre end de fleste andre på deres alder; og Sigurds barske fødsel har betydet, at han er spastisk i venstre side. Han begyndte at gå for nogle måneder siden - selvfølgelig besværet og lidt krampagtigt - men fysioterapi i vuggestuen og ridning en gang om ugen, hjælper ham meget. Og han er jordens sødeste unge. Altid glad og mild.

På deres 1 års fødselsdag, tog vi ud for at besøge afdelingen. Jeg ønskede at vise min taknemmelighed over den hjælp, støtte og omsorg, vi havde fået, og ville også meget gerne prale lidt med drengene, der er helt vidunderlige – og det hele værd!

Lone Skjoldaa Kempf