Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Trillinger i uge 30
af Pia den. 09.01.02

Jeg har lige læst et par beretninger og fik lyst til at give mit bidrag, da jeg synes der mangler en beretning om flerlinger.

Jeg havde svært ved at blive gravid og fik derfor en hormonbehandling i form af tabletter. En tablet om dagen i 10 dage. Så var jeg til scanning for at se om der var gevinst.
Det var der! 3 æg - 2 store fine og 1 lille, som efter lægens erfaring ikke ville blive til noget, da det heller ikke var pænt i faconen. Dette gik jeg hjem og sagde til min mand. Fint! - det betød, mente vi den dag, at var vi heldige, fik vi tvillinger. Men da jeg så skulle scannes for at se om der var blevet noget ud af æggene, fik vi chokket.

Der er et foster, et mere og der var sørme også et tredie. Tillykke I venter trillinger. Lægen var temmelig forbavset og mente, at et af de "fine" æg havde delt sig. Dette er dog blevet afvist i diverse prøver.

Desværre var min mand ikke med den dag, så jeg var alene om at fordøje meddelsen i første omgang. I samme åndedrag som lægen sagde, det er trillinger, sagde han også, at der var jo en mulighed for fosterreduktion.

Vi skulle bare vide at risikoen for at det/de ikke fjernede foster/re også ville gå tilgrunde var stor. Jeg havde "normal" termin d. 29.01.00. Der blev dog fastsat kejsersnit senest 03.01.00.
Jeg kom hjem og fik fortalt om den store familieforøgelse til min mand. Han sagde ikke et ord, men rejste sig og gik og kom tilbage ca. 2 timer efter.

 

Hans første spørgsmål lød "hvordan skal vi klare det? - første gangs forældre og så til 3!" Vi talte med flere forskellige også om risikoen ved for for tidlig fødsel, når der er 3. Vi blev enige om at fosterreduktion ikke lød tiltalende. Vi ville lade naturen gå sin gang. For risikoen for at eller flere fostre "forsvandt" er også større end ved et-barns graviditet.

De blev dog alle 3 hængende, selvom jeg ikke var så god ved mig selv, som læge og jordemoder mente jeg skulle være. Jeg gik til scanning ca. hver 3 uge fremtil august og derefter hver 14. dag. Hvergang fik jeg at vide, at jeg skulle holde med at arbjede - jeg arbjede fuld tid til 01.10. og hele oktober arbejdede jeg 30 timer. At jeg arbejde så længe var ikke fordi jeg skulle vise andre at det ikke var noget at regne at være gravid med trillinger, som jeg flere gange blev beskylde for, jeg kunne bare ikke sidde hjemme for så henfaldt jeg i tanker om hvad der kunne gå galt.

Sidst i oktober sagde min krop dog stop. Jeg fik vand i hele kroppen og svulmede op til total ukendelighed. Altså hjem på sofaen med benene oppe og kontrol hos jordemoderen 2-3 gange om ugen. Der var ingen tegn på svangerskabsforgiftning, så jeg skulle bare tage det helt roligt. D. 16.11. skulle vi have været til fødselsdag, men jeg havde været utilpas hele dagen og havde ingen lyst til at flytte mig fra sofaen, så vi blev hjemme. Min mand gik meget tidligt i seng og jeg lagde mig i sengen ca. kl. 21.30.

Jeg havde ikke ligge længe før jeg skulle på toilettet. Da jeg stod udaf sengen silede vandet ned af benene på mig. Jeg fik lagt mig ned så hurtigt som det nu kunne gå og fik vækket min mand. Egentlig var jeg utrolig rolig - jeg kan huske, jeg tænkte "nu sker det og du er kun 30 uger henne". Jeg havde gennem hele graviditeten sagt jeg føder d. 17.12.99. Min mand fløj rundt i huset for at finde telefonnumret til sygehuset i Silkeborg. Jeg ringede til sygehuset og fik en jordemoder i røret som jeg ikke kendte, jeg tænkte dog ikke på at fortælle, at jeg ventede trillinger. Jeg fik sagt, at vandet var gået, og at jeg var 30 uger henne. Jeg blev spurgt, om jeg kunne sidde i en bil, ellers skulle vi ringe efter en ambulance, og nu skulle jeg bare tage det helt roligt. Jeg sad i bilen de 12 km til sygehuset og gik selv op ad trappen til fødeafdelingen som ligger på 2. sal.

Hold op en skideballe jeg fik. Den jordemoder jeg havde gået til kontrol hos var mødt i mellemtiden og hun modtog mig med en masse skæld ud, men samtidig fik hun sat hele systemet igang. Jeg fik lagt ve-hæmmende drop og fik en lungemodende indsprøjtning. Inden der var gået 1 time var jeg på vej til Skejby i ambulance med min mand og mine forældre, som min mand havde ringet til, kørende ad en anden vej. Min mand kunne ikke være i ambulancen for der var både en jordemoder og en narkoselæge med foruden de to folk i
ambulancen.

Velankommet til Skejby blev jeg igen undersøgt, fik skruet op for droppet og blev placeret i et undersøgelsesværelse. Stadigvæk var jeg utrolig rolig. Min mand og mine forældre var totalt ude af sig selv, men jeg havde overskud til at berolige dem med at børn før havde overlevet en fødsel før uge 30. Hvor jeg fik det overskud fra ved jeg ikke, men det havde jeg heldigvis hele vejen igennem, helt frem til 15.12.

Vi fik besøg af en sygeplejer fra neonatal-afdelingen og hun viste billeder og fortalte om præmature børn. D. 17.11. om morgenen blev jeg igen undersøgt, det sivende fostervand var nu tydeligt grønt. Ingen vej tilbage - kejsersnit. Har I fundet navne til børnene og skal de døbes straks efter fødselen? - nej vi havde kun et pigenavn og nej vi ville ikke have dem døbt ved en nøddåb. Min mand er ikke medlem af folkekirken, så vi var på det tidspunkt ikke færdige med at tale om dåb eller navngivning.

I har nu en ½ time til at tænke over navne, for vi synes, at skulle noget gå galt skal I ikke bare begrave trilling B fx, fik vi at vide af sygeplejeren fra neonatal. Vi fandt 5 navne - 2 pige- og 3 drengenavne for vi vidste ikke hvad vi ville få.

Jeg blev rygmarvsbedøvet og børnene blev født. Markus (1500 g) og Sara (1405g) er født 11.40 og Robin (1430g) 11.41. Jeg fik ikke engang lov at se børnene inden de blev bragt væk. Jeg fik bare af vide en dreng, en pige og en dreng. Min mand blev ført ud i rummet ved siden af, hvor børnene var blevet bragt ud. Og jeg måtte jo pænt blive liggende for jeg havde jo hul i maven. Kirugen, fødselslægen eller hvad hun nu var talte og talte i et væk - hun havde nemlig også selv trillinger. Det var en ikke forklarlig føelse at ligge der - min hjerne sagde mig at jeg var blevet mor, men jeg manglede den der moderføelse, som alle taler om. Det var det eneste tidspunkt under hele fødslen at jeg var ved at panikke.

Min mand kom med billeder da jeg lå på opvågningen, men jeg kunne ikke forholde mig til disse tre fugleunger på billederne. Jeg blev kørt på barselsgangen kl. 15, men pga. en række uheldige omstændigheder fik jeg først mine børn at se/føle kl. 23 d. 17.11. Jeg blev spurgt om jeg var for træt eller om jeg ville over på neonatal-afdelingen, selvfølgelig ville jeg se mine børn uanset hvad klokken var. Min seng blev kørt ind på den lille stue, hvor de havde placeret alle 3 kuvøser. Sara var på det tidspunkt den mest stabile, så hende fik jeg ud på brystet efter at være blevet skubbet og maset rundt i sengen til alle 3 kuvøser. Først da var jeg blevet mor.

D. 18.11. kom en ganske ung sygeplejerske ind på min stue - på det tidspunkt lå jeg alene på en 2-sengs stue. Så er det ud af sengen, dit morfin-drop kan du godt gå rundt med. Så måtte jeg jo ud af sengen. Hold k... hvor gjorde det ondt! - ikke i op-arret men i mine ben. Jeg havde troet, at de ikke kunne blive tykkere af vand end de var før jeg fødte, men jeg blev klogere. Jeg kunne hverken bøje i knæene og anklerne og sygeplejerskerne jokede med at der skulle tappehaner i mine lægge. De svandt i løbet af den 1. måned vi var indlagt, men de var først tilbage til normal tykkelse kort før barnedåben d. 20.04., og kun vha. vanddrivende.

Allerede d. 18.11. blev børnene flyttet fra intensiv neonatal til neonatalafdelingen. Alt gik "godt fremad" de første dage. Børnene var tilsluttet diverse overvågningsudstyr og lå i kuvøse, alle 3 havde de c-pap og de havde lidt problemer med apnøer og sondemaden, men alt i alt gik det godt til søndag d. 22.11. Da jeg kom ind på stuen, hvor alle 3 kuvøser var linet op langs den ene side, stod der x-antal læger og sygeplejersker omkring Robin's kuvøse.

Midt i rummet stod en transport-kuvøse. En sygeplejerske kom straks hen til mig, tog mig i hånden og fortalte, at Robin ikke havde det så godt. Hans mave var i nattens løb svulmet op og var nu helt blå-sort. De var ved at gøre klar til at overføre ham til Odense Universitets Hospital, hvor de er eksperter i mave/tarm sygdomme hos disse små børn. Jeg blev bedt om at gå ud og ringe efter min mand, for lægen ville godt tale med os begge.

Da jeg havde ringet, gik jeg tilbage til stuen, jeg kunne overhovedet ikke koncentrere mig om Markus og Sara, selvom jeg ikke kunne komme hen til Robin's kuvøse pga. de mange mennesker, som stod rundt om den. Da jeg endelig fik lov at komme hen til ham blev jeg utrolig forskrækket, selvom den samme sygeplejerske, som havde fortalt mig hvad der var galt stod ved siden af og holdt om mig. Nu lignede han først en lille fugleunge med den store blå-sorte mave.

Da min mand og mine forældre kom (min mand havde ringet efter dem), blev vi kaldt ind til lægen. Hun fortalte, at i første omgang ville de kun flytte Robin, indtil det viste sig hvor længe han skulle blive i Odense. Han ville blive overført med ambulance og vi kunne så få en taxa derned. V valgte selv at køre, for vi ville gerne have bilen, så vi ikke skulle vente på noget/nogen for at komme til Skejby, hvis der skete noget med Markus og Sara.

Vi var i Odense kl. 16, og henvente os på den afdeling vi havde fået besked på. Robin var blevet lagt i en kuvøse - for os lignede det en museumsgenstand efter at have set de moderne i Skejby. Han var tilsluttet endnu mere overvågning end i Skejby og der sad fast en lægestuderende ved ham, som skrev blodtryk og iltning osv. ned hvert 15. min. Der kom en sygeplejerske og fortalte, at han ville blive kørt op op-stuen ca. kl. 18.

Hold op hvor var de to timer lange. Da klokken så blev 18 og der ingenting skete, blev vi naturligvis urolige. Vi fik ingenting at vide, om hvorfor der ikke skete noget, når vi spurgte sygeplejersken, fik vi bare at vide at nu varerede det nok ikke sålænge. Kl. 19 fik vi så endelig at vide, at de havde haft problemer med varmen på den op-stue, de normalt bruge til disse små børn, så de havde været nødt til at flytte alt udstyr og varme en anden op-stue op, men de var tidspunktet lagt fast til kl. 20.30. Ligeefter vi havde fået dette at vide kom kirugen og fortalte kort hvad vi skulle være forberedt på, bl.a. stomi.

Efter han var gået fik vi endelig lov til at "føle" Robin igen. Han havde været usædvanlig stabil fra han ankom til Odense og til det tidspunkt. Så kom narkoselægen, og fik de oplysninger han havde brug for til narkosen. Han satte sig ned og kiggede på os. Har I overvejet at få ham døbt inden operationen? - nej det havde vi ikke overvejet, og det kunne vi bestemt heller ikke overskue mindre end en ½ time før op'en. Vi så bare på hinanden og fortalte manden at vi var overbeviste om at hvis vi hu hej fik ham døbt ville det gå galt, men hvis vi derimod ventede og lod ham følge Markus og Sara ville vi få ham med hjem (til Skejby) igen.

Han blev kørt på op-stuen, og vi blev fulgt over på patienthotellet af en sygeplejerske. Hun syntes vi skulle gå i seng for vi skulle regne med min. 3-4 timer før de var færdige. Allerede kl. 22 ringede telefonen på værelset. Robin var kommet ud fra op'en og det var gået godt. Vi styrtede derover. Han lå i respirator, men kæmpede allerede på det tidspunkt imod den.

Kirugen kom og fortalte at det hele ikke så slemt ud, som de havde frygtet. De havde fundet noget han kaldte et Mikkel-deverstikkel (jeg er ikke sikker på stavemåden). Et lille stykke tarm, som normalt forsvinder, når fostret bliver dannet, men her var det blevet siddende og der var gået betændelse i det. Han sagde også, at det uden tvivl var pga denne betændelse at fødslen var gået igang. Det var dejligt at få at vide, for selvom jeg havde haft det bedst med ikke at gå hjemme havde jeg alligevel i dagene efter fødselen gået og tænkt på om jeg kunne have "holdt" længere på børnene hvis jeg ikke havde arbejdet så længe. Nu skulle Robin's tilstand stabiliseres og så ville han blive flyttet til en knap så intensiv afdeling. Inden vi forlod ham havde de fjernet respiratoren og han kom aldrig mere i den.

Næste morgen havde de flyttet ham - sikke et CHOCK. Fra Skejby's lyse, luftige og glade stuer, med personale, som besvarede vore spørgsmål straks og som stort set altid havde tid til en snak; til denne afdeling's små, mørke og indeklemte stuer, med en sur sygeplejerske, som var af den opfattelse, at man kun skulle røre ved præmature børn når de skulle have mad, skiftes og når de en gang om dagen skulle ud på brystet, hvad Robin ikke kunne de første dage pga op-såret. Heldigvis lå han kun på denne stue 2 døgn, så var han så stabil, at han kunne flyttes endnu engang. Det var ikke meget bedre.

Det var en afdeling med mave/tarm oprerede børn op til 2 år og der var utrolig meget uro. Spurgte vi om noget fik vi kun undvigende svar eller slet ingen. Vi spurgte selvfølgelig om hvornår vi kunne komme til Skejby igen, først fik vi ingen svar og da vi blev ved at spørge lød svaret, når hans mave fungerer igen. Jamen hvorlang tid er det efter jeres erfaring? - ingen svar.

Onsdag som han var blevet opereret søndag kørte vi til Skejby for at se til Markus og Sara. Heldigvis var vores kontakt sygeplejerske, som vi havde fået et godt forhold til på arbejde. Vi fortalte om at vi følte os meget usikre og utrygge og vi syntes ikke der var samarbejde fra plejepersonalets side. Hun ringede fluks til afdelingen i Odense, og da vi kom tilbage havde personalet lige vendt 180 grader. Nu og resten af tiden i Odense var der svar på vore spørgsmål og de havde tid til at snakke nogle gange. Men vi følte os stadigvæk ikke trygge.

Vi sad hos Robin fra kl. 8.00 til 23.00 for de forskellige alarmer undtagen apnø-alarmen kunne kime og kime uden der blev reageret. Vi var så utrygge at vi selvom der efter den første uge blev sagt at nu kunne vi snart få Markus og Sara til Odense, valgte at lade dem blive i Skejby. Mine forældre besøgte dem næsten hver aften og havde dem liggende på brystet, hvilket har gjort, at de har et helt andet forhold til vore 3 børn end til deres andre børnebørn.

Lørdag kørte vi igen til Skejby. Markus og Sara var blevet lagt i en kuvøse. De så udtil at hygge sig. Selvom der kun var godt 100 g forskel på det tidspunkt så Markus ud til at veje flere kilo mere end Sara. Det gik godt. Markus havde lidt problemer med maden og de havde begge været i lys, men ellers ingen problemer.

Efter den første uge tog min mand hjem. Vi kunne mærke, at vi var begyndt at gå hinanden på nerverne og han følte sig temmelig hjælpeløs. Det gjorde jeg også, men på den anden side var jeg også her forbavsende stærk. Robin var stabil og vi fik at vide, at det gik som det skulle. Han blev hver dag sat op i mad på sonden nogle dage blev han sat op 2 gange, men der kom ikke noget den anden vej. Det var temmelig deprimerende. Fedt fik han igennem drop og efter lægernes udsagn var han utrolig svær at ligge drop på, så til sidst lagde de det i hovedet, for fedtet stoppede hans små årer i hænder og fødder så de svulmede op.

Endelig kom der noget den anden vej og vi kunne komme tilbage til Skejby. D. 03.12.99 var vi alle samlet igen!, men inden da havde jeg selv været med til at fjerne hans sting, for der var sygdom blandt personalet den dag de skulle ud. Mine egne klammer var i mellemtiden også blevet fjernet. Her bagefter kan jeg godt føle et savn af samhørighed med andre i den første tid efter fødslen, for Robin lå mere eller mindre alene på stuen i Odense.

Tilbage på Skejby gik det stort set hele tiden fremad. Markus og Sara var d. 03.12. om morgenen blevet lagt i en baby-term til tvillinger, men når de blev lagt på tværs kunne de alle 3 ligge i den. Markus og Sara havde dog stadigvæk diverse overvågninge på, men Robin blev bare lagt på den apnø-plade han havde ligge på de sidste 4 dage i Odense. Sara fik en gang blod d. 17.12., da hun stadigvæk havde en del apnøer og de turde ikke lade hendes blod-pct. falde mere.

Jeg havde allerede mens vi var i Odense fået værelse lige udenfor neonatalafdelingen i Skejby, og det var utrolig dejligt at jeg så hurtigt kunne komme ind til ungerne.
Efterhånden som jeg faldt til igen, fik jeg også behov for at snakke om de ting jeg havde oplevet fra børnene blev født. Heldigvis fandt jeg sammen med Helle. De havde også været hele turen med Odense igennem med deres søn.

Specielt den ene samtale vi havde løste op for en hel masse i mig, som jeg havde fortrængt - fødsel, overførsel til Odense og tiden i Odense, så den 15.12. fik jeg mit livs største tudetur.

På Skejby mente personalet, at jeg skulle prøve at amme ungerne på skift, dvs amme 2 og den 3. skulle have flaske og næste gang skulle en anden så have flaske. Jeg syntes ikke selv helt godt om det, men tænkte lad mig bare prøve. Det skal lige siges Robin og Sara var ikke særlig ivrige efter at blive ammet, da de have prøvet flasken. Markus var ligeglad bare han fik mad. Vi blev overflyttet til Silkeborg d. 23.12. Efter af Robin var kommet af sin apnø-plade ca. 10.12., Markus 18.12. og Sara 21.12. og øjenlægen havde tjekket dem og sagt ok.


Ungerne kunne lige klemmes ind i en transportkuvøse på tværs. I Silkeborg havde de gjort en 2-sengs stue klar kun til os. Her blev ungerne lagt på tværs i en stor barneseng. De havde alle 3 stadigvæk sonde, men var efterhånden rigtig gode til at tage flasken. Allerede d. 23.12. bestemte jeg, at jeg kun ville give flaske, heldigvis holdt sygeplejerskerne med mig. Der var dejlig roligt på barselsgangen i Silkeborg. Foruden mig var der kun mellem 3-5 piger den periode vi var der.

Ungerne fik stadigvæk taget blodprøver fordi deres blodpct. blev ved med at falde. Sara's blev stabil i løbet af julen men Robin måtte have blod d. 03.01.00. Vi skulle ellers have været hjemme den dag, men de ville beholde ham 1 døgn til observation. Han skulle have været på Skejby for at få transfusionen, men igen var vi heldige. En sygeplejerske på intensiv i Silkeborg havde før prøvet at give en så lille fyr transfusion, han vejede på det tidspunkt knap 2.000 g.

Gennem hele den tid vi var indlagt var det kun Markus som ikke tabte sig, både Robin og Sara var nede på vægte på ca. 1275 g. Robin havde gennem hele den tid han var indlagt haft meget små og da vi tog hjem d. 04.01. vejede han 1950 g. Den første uge vi var hjemme tog han derimod 450 g på.

Sundhedsplejersken havde været på besøg på sygehuset d. 03.01. efter Robin havde fået blod og de var alle 3 blevet vejet med hendes vægt. Jeg har helt klart haft glæde af at sundhedsplejersken besøgte os på sygehuset inden vi blev udskrevet. Hun talte ikke kun med mig men også med sygeplejerskerne bl.a. den plejeass. som havde hentet os i Skejby, og hun mener selv der blev formidlet mange flere oplysninger på den måde end ved at hun bare fik den traditionelle skrevne beretning.

Siden er det gået slag i slag. Vi gik til kontrol med drengene hele januar og februar 2000 pga deres blodpct. Det første ½ år havde vi hælp hjemme 30 timer om ugen, men derefter har vi måttet klare os selv. Juni 2000 var vi til første og sidste kontrol på Skejby og fik at vide at de ikke ville se os mere.

Jeg begyndte at arbejde igen fuld tid d. 14. august 2000. Vi har været utrolig heldige med vores dagplejemoder, hun er guld værd. Hun har før haft præmature og handicappede børn. Hun har frem til medio oktober 2001 kun haft vore børn, og hun har helt klart forstået, at holde en struktureret hverdag. Jeg havde fortalt hende hvordan ungerne kunne reagere på forandringer, men det var hun klar over fra tidligere. Så det har hun taget højde for bl.a. ved kun at være i legestuen når der leges og gå hjem så ungerne kan spise frokost hjemme i vante omgivelser og geare ned inden middagssøvnen.

Markus har haft problemer med grovmotorikken i ryg, bækken og ben. Det har hun klart hjulpet på rette vej med fysiske øvelser hun har lært ved at have handicappede børn. Det er helt klart en stor del hendes fortjeneste at vi i dag har 3 "hele" børn, som endnu ikke har vist mange af de tegn på følger af den tidlige fødsel som andre børn må ide under.

Robin har lidt separationsangst og alting skal forklares ham i god tid, men bare han ved besked er det OK. Fx hvis de skal i gæstepleje skal han helst have det at vide dagen før, han græder så, men synes det er OK at skulle afleveres et andet sted. Hvis vi derimod ikke har god tid til at forberede ham græder han som pisket og klamre sig til mig, når jeg afleverer ham.

Hver dag skal han også helst bekræftes i at far kommer og henter ham når han har sovet
middagssøvn. Markus har astmatisk-bronkitis, men ikke værre end hans fætter, som er født til tiden. Sara er en helt igennem glad og finurlig pige. Hun er til larm og skæg. Alle 3 havde de allerede ved 1-års undersøgelsen indhentet deres jævnaldrende. De er ikke de største i en flok af 2-årige men bestemt heller ikke de mindste.

Alt i alt kan man vist kalde vores historie en solstråle historie og det sørger vi også for at huske hinanden på næsten hverdag.

Er der nogle der har fået flerlinger og kunne tænke sig at vide hvordan vi har gjort tingene så slå på tråden 86 84 82 33 helst efter kl. 19.30.
Mvh Pia