Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Annika en lille solstråle, 1. brev
af Bettina den. 24.08.01

Efter at have læst andre historier om for tidligt fødte børn på denne side, mente vi at I måske kunne have glæde af at læse Annikas historie.

I 1999 havde vi to dejlige unger på 4 og 5 år, og efter at have gået hjemme med dem i de første år af deres liv, besluttede vi, at det var på tide, at jeg tog en uddannelse. Der havde vi dog gjort regning uden vært, for 2 måneder efter studiestart, måtte vi konstatere, at jeg var gravid. Det var absolut ikke planlagt, og vi brugte lang tid på at diskutere, om vi havde overskud og plads til en lille ny baby. Beslutningen blev absolut ikke nemmere af, at vores læge mente, at det ville være uansvarligt af os med et barn til. Jeg har en ødelagt skulder med meget flossede ledbånd og smadret ledkapsel, og med sådan et handikap kunne det ikke lade sig gøre at passe en baby. Naturligvis kom stædigheden op i os, vi ville beholde vores lille efternøler.

Jeg blev henvist til Rigshospitalet og professor Borch pga. antistoffer i mit blod, og allerede da jeg var 4 måneder henne, blev jeg informeret om, at man ville tage barnet ved kejsersnit et lille stykke tid før termin. Jeg blev fulgt meget nøje med kontrol et par gange om måneden hele efteråret, og det var åbenbart også nødvendigt. Man tog fostervandsprøve, blodprøver i en uendelighed og skannede mig rutinemæssigt hele tiden.

Efter jul var jeg så dårlig, at man på et tidspunkt overvejede, om min lever fungerede som den skulle. Babyen var ikke så stor, som jeg havde regnet med, så jeg blev anbefalet fisk og meget ro. For at hvile ud, tog hele familien til Norge på vinterferie, og det virkede faktisk. Jeg havde det meget bedre, da vi kom hjem, men kort tid efter, fik jeg igen problemer. En fredag morgen havde jeg meget ondt ind over livmoderen, og efter samtale med fødegangen på Riget, tog jeg til undersøgelse i Slagelse. De indlagde mig, for alle undersøgelser viste ikke nogen forklaring på mine smerter.

Der lå jeg så hele weekenden indtil søndag aften, hvor jeg fik lov til at komme hjem. Man havde stadig ikke kunne komme til en forklaring, og mente derfor, at det var ligamentsmerter. Mandag morgen kunne jeg ikke bevæge mig, og måtte bede mine børn om at ringe efter hjælp. De fik fat i deres mormor, og ved fælles hjælp fik vi fat i Rigshospitalet, der mente, at det var bedst at jeg tog ind til professoren og blev grundigt undersøgt.

Min mor kørte mig derind, og undervejs morede vi os over, da den yngste kom til verden. Der var historien næsten den samme, hun blev født 8 uger for tidligt, men var så stor (2575 g) at hun ikke behøvede nogen hjælp. Inde på fødegangen ventede jeg på en jordemoder, da Borch kom forbi med et hold studerende. Han havde fået besked af sin sekretær, og ville kigge forbi senere. Jeg blev undersøgt at en læge, der heller ikke kunne forklare mine smerter. Jeg var ikke i fødsel, plukveer var det heller ikke, så man var lidt på bar bund. Nu nærmede klokken sig fire, og min mor tog hjem for at tage sig af børnene og min mand. Kort tid efter stod Borch ved min side, og mente, at man hellere måtte skanne mig indvendigt.

Den undersøgelse føltes lige som en markedsplads. Der var 3 læger og et par sygeplejersker inde i lokalet, og resultatet var lidt skræmmende. De fandt ud af, at min livmoder var meget tynd forneden, og der var en stor risiko for, at den kunne revne når som helst. Jeg blev kørt ind på en fødestue og fik en indsprøjtning af lungemodnende stof. Kunne jeg holde smerterne ud i bare et halvt døgn var der meget at vinde for barnets skyld. Men det kunne jeg ikke, og da klokken var 19.45, besluttede lægen sig for et kejsersnit her og nu.

Da jeg vågnede, sad min mor ved siden af mig og fortalte, at det var en lille pige på 1175 g, og at hun nu lå i kuvøse. Jeg var i chock stadigvæk og græd konstant.

Bettina