Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Sov sødt lille Marius
af den.

Du var skrøblig som du lå i din lille kuvøse, du var dejlig, fuld af liv, vores lille dreng. Du klarede det så godt i de første par dage, var en stærk lille fyr, der udviste livsmod og vilje.
Fra det øjeblik vi så dig, vidste vi at det ville gå godt, du var jo en del af os og vi din far og jeg er jo nogle stærke, sunde mennesker så forventningerne var høje.

Du kunne ikke åbne dine øjne de første par dage, men hvad betød det, jeg var din mor og jeg vidste hvordan dine øjne så ud. Jeg kendte dig jo så intenst, fra den tid i min mave, at jeg ingen problemer havde med at finde moderfølelsen frem. Lidt svære var det dog for din far, det var lidt af et chock for ham at du meldt din ankomst så tidligt og at din tilstand var skrøbelig.

Vi tænkte på dig dag og nat, selv når vi var sammen med dig og jeg så med længelse frem til dagen, hvor jeg ville kunne mærke dit hjerte banke mod mit bryst.

Din tilstand begynder at dale på din 5. levedag, jeg våger over din resprirator som er blevet skiftet ud med din kuvøse. Du er dårlig, kan ikke selv trække vejret, begynder at bløde fra dine små lunger, der er sprugene blodkar og du må have blod.

Din tilstand er svingene fra næsten stabil til kritisk, jeg er opløst af tårer, jeg beder til dem/dette er må bestemme vores søn skæbne om at lade ham leve livet.
Din far og jeg er nedbrudte samtidig med vi er optimistiske.

Men den 9 juni om morgen år 2000, er der ikke mere at gøre for dig lille Marius, der bliver slukket for din resprirator og de sidste minutter af dit korte liv for du lov til at lægge på mit bare bryst og sove ind.

Din far holder din lille hånd, vi er begge opløste af sorg, men du lille Marius er rolig.
Som om du bare har vente hele dit korte liv på at mærke mig din mor hud mod hud.
Det var mærkeligt at holde dig for første gang, og så at det skulle blive sidste gang.
Det er barsk at se det største fysisk bevis på kærlighed mellem to mennesker nemlig ens barn dør fra en.

En frygtelig tid fulgte os som par, for at skulle indse at lille Marius ikke kommer igen er svært.

Vi fik ham brændt og hans lille urne stående, vi har heldigvis billeder og mange gode minder.

Vi vil aldrig glemme dig Marius Engelsted Poulsen.

Vi bære dig dagligt i vores hjerter, sind og tanker, og jeg vil aldrig nogensinde komme mig over tabet for jeg synes der er intet der kan retfærdiggøre det, der er ingen forklaring der er god nok for mig.

Men jeg kan leve med det.

Vi er et ungt par på 23 og 24 år, og har i forvejen mistet et barn tilbage i 99, her fødte jeg en lille pige da jeg var 18 uger henne fødselen var dog igangsat, p.g.a hun havde alvorlige misdannelser og ikke kunne garanteres overlevelse.

Dette blev opdaget ved en skanning, jeg valgt i det tilfælde en obduktion, for at belyse om der kunne gives en forklaring.

Dette kunne der min kæreste og jeg er begge bærer af et sjældent gen, og dette gen giver disse alvorlige misdannelser og kan ikke garanteres overlevelse, der er 25% chance ved hver graviditet for at går galt.

Men lille Marius blev scannet i uge 18, netop for at finde ud af om han var rask eller ej.
Han var rask, men så mistede vi ham ved han blev født for tidligt.

Det havde vi jo ikke regnet med, det er et mirakle hvis alt går som det skal.

Men vi har da planer om at forsøge os igen, men nu er der snart gået et år og vi vil gerne vente nogle år endnu.

Jeg håber ikke alt for mange skal igennem det samme som os, da det er virkelig hårdt at bearbejde, og specielt når man er så unge som os.

Held og lykke til jer andre.

Lone Engelsted
E-mail: engelsted@paradis.dk