Bestyrelses-login
Giv en donation

Alle familieberetninger

Før du læser beretningerne...

Mens vi er i et indlæggelsesforløb, eller når vi lige er kommet hjem fra sygehuset med vores barn, kan det være hårdt at læse de beretninger, hvor tingene ikke går, som de skal.


Derfor beder vi jer, der er i denne situation, om at overveje nøje, hvad I har lyst til og er parat til at læse, inden I går på vandring i alle beretningerne.

 


 

Mark 710 gram
af Anja Thomsen den. 10.01.01

I 1996 blev jeg gravid med vores ønskebarn. Vi var meget lykkelige og havde selvfølgelig store forventninger til graviditeten, fødslen og til at blive forældre.

Det skulle imidlertidig vise sig at blive noget af en omgang!

Allerede den første undersøgelse hos lægen viste, at min livmoder var lidt mindre end den burde være, første besøg hos jordemoderen var også lidt af en skuffelse, hun mente, at jeg hurtigst muligt skulle scannes, for barnet var mindre end det burde. Jeg blev scannet og det viste sig, at der allerede nu var for lidt fostervand og vi kunne ikke få noget svar på hvordan situationen så ud. Jeg blev scannet igen og igen, både på Fredericia Sygehus, hvor vi hørte til og på Kolding Sygehus.

Efter den anden scanning på Kolding Sygehus, kom vi tilbage på Fa. Sygehus og talte med vores læge. Han mente at situationen så håbløs ud og at det ville være bedst for os alle tre, hvis vi fik en abort. Dette var efter, at jeg havde mærket, og mærkede jævnligt liv i maven og vi havde heldigvis mod til, at gå imod lægen og sige nej. Derefter blev der foretaget moderkageprøve, fostervandsprøve og vi var på Odense Universitetshospital, til en meget omfattende scanning med det ekstraordinære udstyr de har derovre. Da der stadig ikke var nogen af lægerne eller prøverne der kunne fortælle os hvad der var galt, udover for lidt fostervand, besluttede vi os for at naturen måtte gå sin gang og vi var parate til at tage ansvaret for hvad end der ville ske.

Tiden gik og i dec. md. måtte jeg en tur på hospitalet med blødninger. Lægen vi var tilknyttet, den samme som anbefalede en abort, kom ind formiddagen efter jeg var blevet indlagt og sagde:" nå, ligger du her og tuder, ja du må nok forberede dig på at det snart er slut". Det var sidste gang jeg talte med ham! Efter tre dage på hospitalet kom jeg hjem og skulle forholde mig i ro.

Efter 1½ mdr. d. 23 jan. fik jeg veer. Vi tog på fa. Sygehus og blev straks overført til Kolding, hvor de har en Pæd. afd. Jeg blev undersøgt og fik lagt et Brikanyldrop. De skønnede vores barn til at veje ca. 540 gram. og jeg var i 30. uge. Det skulle jo helst vare min. 4 uger før vi kunne forvente et godt resultat. Der gik 3 dage! Den 26. jan. fik jeg flere veer og havde åbnet mig flere centimeter. Der blev foretaget akut kejsersnit og vi fik 40% chance for overlevelse!!.

Det viste sig heldigvis at Mark, som han kom til at hedde, vejede 710 g. og målte 32 cm. En lille fyr, men mere end forventet.

Da han var født, skreg han og så ud til at ville klare sig godt. Noget, som kun vi havde turdet håbe på, lægerne og sygeplejerskerne havde ikke turdet, at give os håb om for meget. Alle var overraskede og glade for hvor godt han klarede sig.

Dagene gik og Mark viste sig at være en stærk fyr, ellers havde han jo nok heller ikke overlevet den lange tid i maven. Han var tør i huden, da han kom ud og havde siden ca. 12. graviditetsuge kun haft små lommer af fostervand at leve i, det sev stille og roligt ud og ikke nok nyt blev produceret.

Mark fik lagt drop, sonde og fik et c-pap. Den kunne han overraskende nok undvære efter 36 timer, det var flot og usædvanligt iflg. lægerne. Mark tog fusen på os alle og var klar til at leve i den frie verden og klarede sig flot. Han spiste, tog på og klarede sig til et 13-tal. Vi lå på Kolding Sygehus i 10 uger, vi kom hjem tre dage før den oprindelige terminsdato, da vejede Mark 1930 gram.

Det er nogle utrolige følelser man gennemgår i denne situation, det er umuligt at forklare og jeg tror ingen kan sætte sig ind i det, som ikke har prøvet det. Vi oplevede en utrolig styrke og et sammenhold og samspil vi aldrig havde drømt om, da vores ufødte barn pludselig var i fare. Vi måtte forsvare det til sidste øjeblik og måtte gå imod lægens råd og vejledning og kun følge vores egen intuition og egne følelser.

Efter Mark var født var der en masse nye følelser der skulle bearbejdes. Vi var aldrig i tvivl om, at nu skulle det nok gå, det var en lettelse at få ham ud, så vi havde en chance hjælpe ham og se hvor lille og fin han var og ikke mindst hvor stærk han var. De oplevelser vi havde på P3, Kolding Sygehus med alle de dygtige sygeplejersker og det "venskab" man har med dem er ubeskrivelig. De kan vejlede, trøste og grine med forældre i en meget svær situation.

Nu er Mark 4 år gammel og er en stærk, temperamentsfuld og vidunderlig dreng. Han er stadig lille, ca. 93 cm og vejer kun 11 kg. Men psykisk er han verdens største mand. Det er ufatteligt, at efter hans start på livet er han i børnehave, renlig, fri for sutten, god til at tale og lære, rask og har en vilje som jeg aldrig før har oplevet. Vi kan ikke undgå med at være stolt af ham.

Han har ikke haft de store problemer og meget få følger af sin tidlige fødsel og sin lille størrelse. Han er blevet opereret for brok i begge sider af lysken, har lidt astma og har selvfølgelig været til jævnlig kontrol på Pæd. Ambulatorium i Kolding, men siger vi til ham at han skal til læge går han selv ud og tager overtøj på og lægen mødes med et Hej og så skal han helst sidde på skødet af lægen. Der er ingen angst, ingen tilbageholdenhed på trods af, alt hvad han har oplevet.

Det har været en meget givende "oplevelse" for os. Ikke mindst har vi fået en rask og glad søn, som lægen mente skulle have været en abort!, vi har også lært at være lidt mindre autoitetstro, ingen læge kan vurdere en graviditet bedre end forældrene til det ufødte barn.

Dermed ikke ment, at man ikke skal lytte til lægen, selvfølgelig skal man det, men man skal i aller højeste grad også lytte til sig selv og de signaler kroppen sender. Vi har lært at i en situation hvor der kræves meget af os , som mennesker og som forældre har vi styrken til at stå sammen og træffe de rigtige beslutninger. Vi lærte at enden kan være god selvom det på flere tidspunkter så meget sort ud.

Da Mark var 1½ år gammel besluttede vi os for at han ikke skulle være enebarn. Vi har aldrig kunnet få et svar på hvorfor Mark´s situation var som den var og hvorfor der ikke var nok fostervand. Ingen kunne fortælle os hvar der var galt. Derfor blev jeg gravid igen og valgte at gå gennem graviditeten uden ekstra foranstaltninger og ekstra undersøgelser. Jeg gik til lægen når jeg skulle "efter bogen" og var til almindelige rutinemæssige jordemoderundersøgelser. Jeg fik en kæmpe støtte hos min egen læge i den beslutning. Den eneste forskel var, at jeg valgte at gå til jordemoder og føde på Kolding Sygehus, primært fordi jeg nødigt ville løbe ind i den læge, på Fa. Sygehus, som efter vores mening, så spøgelser i skabet og ville have Mark fjernet.

Alt gik fint, jeg voksede, barnet voksede, der var masser af fostervand og jeg endte med at gå 14 dage over tiden!!!!! Vi fik en dejlig stor pige på 3250 gram. Det var dejligt at få lov at prøve en "normal" graviditet og ikke mindst en almindelig fødsel, noget der betød meget for mig. Stine er nu knap 2 år gammel og Mark er en stolt og dejlig storebror, der dog nogle gange bliver den lille, da hun vejer 2,5 kg mere end ham og overhaler ham snart i højden.
Mange spørger os om det er tvillinger, men når Mark så begynder at tale kan de godt høre han er ældre og undskylder meget når vi fortæller grunden til hans størrelse.

Dette er vores historie, jeg håber nogen vil få glæde af at læse den. Jeg ville ønske at jeg havde adgang til denne hjemmeside da jeg stod midt i det, det er godt i tager et så vigtigt emne op.

Med venlig hilsen
Orla og Anja Thomsen, forældre til Mark, 710g, 32cm.